Tamilsagen førte ikke til systemændringer

Det er 25 år siden, at Tamil-rapporten blev offentliggjort. Den handlede om ulovlig praksis ved tamilers familiesammenføring. Rapporten fældede Schlüter-regeringen. Den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen fik fængselsstraf, og sagen kastede en skygge over hans karriere. Da professor Tim Knudsen mødte ham i 1997 ved en reception, var der mennesketomt omkring Ninn-Hansen. På billedet ses højesteretsdommeren med udredningen. –
Det er 25 år siden, at Tamil-rapporten blev offentliggjort. Den handlede om ulovlig praksis ved tamilers familiesammenføring. Rapporten fældede Schlüter-regeringen. Den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen fik fængselsstraf, og sagen kastede en skygge over hans karriere. Da professor Tim Knudsen mødte ham i 1997 ved en reception, var der mennesketomt omkring Ninn-Hansen. På billedet ses højesteretsdommeren med udredningen. – . Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix.

FOR 25 ÅR SIDEN, den 14. januar 1993, offentliggjorde højesteretsdommer Mogens Hornslet Tamil-rapporten med bilag. I alt 5634 sider. En række politikere og embedsmænd fik skarp kritik, fordi man ifølge dommeren fra 1987 ulovligt havde hindret 3000 tamilske flygtninge i at få familiesammenføring. Desuden var der anklager om, at Folketinget og Folketingets Ombudsmand var blevet misinformeret.

Poul Schlüters KV-regering gik straks af og blev afløst af en firepartiregering under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen (S).

Da Schlüter hovedkulds gik af, ville han køre sin finansminister Henning Dyremose (K) i stilling som sin efterfølger uden at have hørt sin folketingsgruppe og partiet. Det skabte en af de talrige magtkampe, som jævnligt har skadet Det Konservative Folkeparti. Partiet genvandt aldrig fordums styrke.

Tamilsagen kastede en skygge over Erik Ninn-Hansens politiske karriere, som blandt andet havde ført til poster som forsvarsminister, finansminister, justitsminister og politisk leder for Det Konservative Folkeparti.
Tamilsagen kastede en skygge over Erik Ninn-Hansens politiske karriere, som blandt andet havde ført til poster som forsvarsminister, finansminister, justitsminister og politisk leder for Det Konservative Folkeparti. Foto: Steen Ole/Ritzau Scanpix

Den mest kritiserede var den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen. Siden blev han ved Rigsretten idømt fire måneders fængsel, som på grund af hans alder blev gjort betinget.

MANGE SAGDE, at Ninn-Hansen kunne være sluppet fra sagen, hvis han havde fået fedtet hele regeringen og helst også et folketingsudvalg ind i sagen. Og da han blev ramt af en ministerstorm, skulle han straks have sat sagsbehandlingen i gang, beklaget ”fejlen” og bedt om undskyld. Kun fordi Ninn-Hansen stædigt påstod, at regeringen støttede stoppet i sagsbehandlingen, blev sagen så stor. Centrumdemokraternes Mimi Jakobsen bestred, at Ninn-Hansen havde fået tilslutning i regeringen. Man måtte så foruroliget spørge sig selv, hvor ofte ministre normalt slap uskadt fra ulovligheder?

En række embedsmænd blev lige så foruroligende kritiseret for ikke at have gjort nok for at standse ulovlighederne, for ikke at advare ministrene, for at makulere dokumenter og for kreativt at deltage i vildledning af Folketinget og Ombudsmanden.

Embedsmænd skal tjene ministrene, men kun inden for rammerne af lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet. Justitsministeriets embedsmænd havde ry for at være landets dygtigste jurister. En departementschef er en ministers vigtigste rådgiver, som skal guide ham uden om de vildfarelser, som en minister uden specialviden på et område kan havne i. I sidste ende har departementschefen pligt til at slå i bordet over for en minister, der ikke kan eller vil forstå, at han agerer ulovligt.

Mens Erik Ninn-Hansen blev dømt for forsætligt at have brudt loven, blev tre af landets angiveligt dygtigste jurister fra Justitsministeriet ved en efterfølgende tjenestemandssag nok dadlet, men de blev i modsætning til Ninn-Hansen ikke dømt for at have deltaget forsætligt i ulovligheder.

Kravene til Ninn-Hansens jurakundskaber var altså underligt nok strengere end til juristernes. Man måtte ellers forvente, at Justitsministeriets håndplukkede ”kronjurister” var bedre til at vurdere retlige spørgsmål end Ninn-Hansen, uanset at han var jurist. Man bliver jo ikke minister på grund af juridiske kvalifikationer.

Årene siden Tamil-sagen har budt på mange sager, hvor man kunne spørge, om departementscheferne informerer og rådgiver ministrene godt nok.

Det er dog umuligt at sige, om der er flere skandalesager end før. For medier og opposition er det blevet sværere at afdække uregelmæssigheder, fordi offentlighedsloven er strammet, og medierne økonomisk er pressede. Og som Tamil-sagen viste, så afhænger meget af, hvordan en minister håndterer en ministerstorm, hvis den alligevel kommer.

I de 25 år har der været meget debat, og flere betænkninger og codes of conduct for embedsfolk er blevet skrevet. Enkelte ministerier har på det seneste styrket deres juridiske ekspertise. Der er også opstået den opfattelse, at en departementschef kan gå til Statsministeriet, hvis han ikke kan få sin minister til at makke ret. Men reformer har der ikke været.

VI HAR TRODS FLERE TILLØB endnu ikke fået folketingshøringer ind som et smidigt undersøgelsesredskab ved siden af de store og tunge undersøgelsesformer. I 1999 blev undersøgelsessystemet dog ændret ved lov. Men Djøf og mange andre var mest optaget af embedsmændenes retssikkerhed. Det blev derfor næppe lettere at beskytte borgernes retssikkerhed.

Djøfs varetagelse af embedsmandsinteresser støttes ofte af en gruppe af juraprofessorer med baggrund i Justitsministeriet. De og andre systembevarere mener, at systemet er sundt, hvis bare embedsmændene uddannes godt nok. Det gælder også de politologer, som i rigt mål nu besætter ledende embeder. Det undrer derfor, at juraundervisningen på statskundskabsinstitutterne ikke er blevet styrket.

PROBLEMET ER, at man for at løse andre problemer i snart et halvt århundrede har rekrutteret topembedsmænd primært ud fra deres formodede lederevner og politiske responsivitet, ikke for deres jurafaglige kundskaber. Samtidig er det i dag langt lettere at komme af med en departementschef, der ikke kan fungere som politisk krykke for en minister.

Risikoen for at miste stillingen gør det svært for topembedsmændene at stoppe ulovligheder, som de tilmed måske knap kan overskue. Problemet kunne mildnes, hvis alle ministerier efter svensk forbillede fik topjurister som retschefer, der i lighed med dommere ikke kan afsættes.

Jeg hilste selv på Ninn-Hansen i 1997. Han forsøgte at ignorere den skygge, som sagen uundgåeligt kastede over en 40-årig politisk karriere, som ellers på mange måder havde været ganske flot. Og som jo ironisk nok blandt andet havde medført, at han havde kæmpet for den ministeransvarlighedslov, som han selv blev fældet på.

Det mest påfaldende var imidlertid, at jeg ved en reception på Christiansborg så, hvordan gulvet blev tomt omkring, hvor han end stod. Han var brændemærket, en persona non grata. Jeg tror, at jeg – der dog hørte til de mest forargede – omtrent var den eneste, der overhovedet talte lidt med ham.

Tim Knudsen er professor emeritus ved institut for statskundskab, Københavns Universitet, politisk kommentator og foredragsholder.