Uden at det skal lyde alt for frelst eller som indledningen til en selvhjælpsbog, så vil jeg gerne indlede med at sige, at jeg nu helt reelt tror på, at man kan bryde med sine vaner, og at netop det kan gøre én til en bedre og gladere udgave af sig selv.
Det, jeg er i gang med, er at bryde med (mindst) 10 års vanetænkning, som i dagligdagen har kunnet suge meget af min energi, i perioder har været ret så opslidende og i et par tilfælde har gjort, at jeg helt måtte trække stikket fra hverdagens trummerum.
Sagen er, at jeg over en måneds tid her i efteråret har været i behandling hos en psykolog, som benytter sig af metoden metakognitiv terapi. Jeg vidste i bund og grund ikke, hvad jeg gik ind til, men hvor er jeg glad for, at jeg kastede mig ud i det.
For tre måneder siden var jeg selv så småt på vej tilbage på arbejde efter en tomåneders sygemelding – dette efter en ret så turbulent og på ingen måde særlig sjov sommer. På daværende tidspunkt var jeg meget usikker på, hvordan det ville komme til at gå, og jeg havde også været usikker på, om jeg overhovedet ville kunne komme tilbage og arbejde som socialrådgiver. Denne usikkerhed og rigtig mange af de tanker, som jeg gjorde mig under min sygemeldingsperiode, vil kunne gå ind under, hvad der i metakognitiv terapi kaldes for kognitivt opmærksomhedssyndrom (Cognitive Attention Syndrome, CAS).
Netop det syndrom er simpelthen der, hvor jeg i rigtig mange år har dyrket og vandet mine tilbagevendende analyser, fortolkninger, spekulationer, bekymringer, årsagsforklaringer, grublerier – et sandt væld af tanker. Og når tankerne til tider har haft negativ karakter, så har de også medført ubehagelige følelser, som så kan udløse forskellige symptomer eller reaktioner.
Jeg kender fænomenet rigtig godt, men har på ingen måde lyst til at vende tilbage, og derfor er jeg startet på en helt ny træningsform – nemlig opmærksomhedstræning. Ved hjælp af opmærksomhedstræning har jeg fået skærpet min bevidsthed omkring min tankevirksomhed og på den måde opnået en højere grad af kontrol over mine tanker. Jeg har gennem behandlingen og træningen fået både en viden om og en oplevelse af, at jeg aktivt kan vælge, hvilke tanker jeg giver opmærksomhed, og på samme måde hvilke tanker det ikke tjener noget mål at give opmærksomhed. For at lave en kort opsummering, så er jeg altså gået fra, at jeg for to måneder siden følte mig mere eller mindre magtesløs, til at jeg nu oplever at have en meget højere grad af kontrol og overskud i min hverdag – lidt af et omvæltning.
Jeg ved, at tanker og også negative tanker altid vil være der, men det, jeg nu har lært, er, at tanker bare er tanker, og at det er rigtig fornuftigt at sortere lidt i, hvilke tanker der får ens opmærksomhed og hvornår? Jeg siger ikke, at metakognitiv terapi er svaret på alt, og det er også vigtigt for mig at understrege, at det er helt naturligt at have både negative tanker og følelser. Disse skal på ingen måde undertrykkes, men noget andet er at blive helt overmandet og magtesløs over tanker, som fra et logisk perspektiv er helt irrationelle eller i hvert fald ikke vil kunne gøre nogen forskel.
Som socialrådgiver oplever jeg på daglig basis, at der er nogle situationer og vilkår, som man ikke kan tale sig ud af – hverken på et konkret plan eller på et metaplan. En familie, som er blevet ramt af kontanthjælpsloftet, vil ikke få et større rådighedsbeløb ved hjælp af metakognitiv terapi, personer med en kronisk, fysisk sygdom vil heller ikke kunne hente hjælp ved denne metode. Når der derimod er tale om nogle psykiske symptomer/syndromer, behøver man ikke nødvendigvis at se det som et vilkår. I disse sammenhænge er det (blevet) min overbevisning, at det snarere skal ses som en aktuel, men midlertidig tilstand. Undersøgelser og evalueringer af metakognitiv behandling viser gode resultater i forhold til personer, som lider af stress, depression og angst, og også i forhold til personer, som måske ikke har oplevet den store effekt af andre behandlingsformer.
Jeg har brugt mange timer i mit knap 30 år lange liv på at tale med mine veninder om ting, der har været svære, skrevet mange og lange dagbøger om mine grublerier, har sågar gået hos et par forskellige psykologer, som jeg har foldet mine tanker og følelser ud for. Dette alt sammen i håb om at kunne finde ud af, hvad der dog var galt med mig, når jeg gang på gang oplevede at fejle…
I denne jagt på svar og bestræbelsen på at forstå, har jeg i uvidenhed fastholdt mig selv i opmærksomhedssyndromet, og det var ikke, før jeg blev bedt om ikke at tænke så meget, at jeg fandt ud af, at det var lige det, jeg havde brug for. Umiddelbart ville det da egentlig have været ret fedt at være blevet introduceret til metakognitiv terapi tidligere, men den tanke vælger jeg simpelthen ikke at give min opmærksomhed – det er altid bedre sent end aldrig.
Lene Pedersen er socialrådgiver.