Overgange er det nye sort i dansk uddannelse og pædagogik.
Og har været det i årevis, ikke mindst når vi taler om overgang fra dagtilbud til skole. Det er her, problemerne er. Her vi ser de umodne drenge, der ikke er parate til skolestart. Her sprogvanskelighederne bliver tydelige. Her vi taber børn og unge på gulvet. Hedder det.
Men er det nu rigtigt? Det er i hvert fald en sandhed med modifikationer. Måske er sandheden, at det er i overgangene, problemerne kommer til syne. Men det er ikke her, de skabes.
Overgange, brud, spring, mødet med det fremmede, den gode anderledeshed, som Thomas Ziehe for år tilbage kaldte det, er afgørende i lære- og dannelsesprocesser. Et sømløst flow fra 0-18 har ikke meget med dannelse at skaffe. Overgangen er et vilkår i børn og unges liv. Og det er ikke et nyt vilkår.
Daginstitutionerne som vuggestuer og børnehaver har lige siden de første asyler i 1800-tallet og Fröbels børnehaver været spændt ud mellem hjem og skole og formår faktisk først at blive et alment pædagogisk og selvstændigt princip fra midten af det 20. århundrede.
Overgange og brud er ikke nyt. Men de udgør ikke alene et vilkår, men også en ny chance for mange, for nogle endda en livgivende nødvendighed. Tænk på vores ældste dannelsesfortælling. Homers ”Odysseen”. Odysseus måtte ud og møde det fremmede for at komme hjem og blive en anden – uden at fortabe sig selv. Det er nok lige lovlig vovet og ridderligt for seksårige, men grundfiguren, at børnene skal opleve det ”fremmede”, er afgørende i dannelses- og læreprocesser, der naturligvis skal tilrettelægges omsorgsfuldt og trygt.
Men vi ser ikke almindeligvis på overgangen som en chance eller en mulighed. Vi bekymrer os om den lange tid fra maj til august, hvor børnene er i SFO, inden de starter i skole. Vi får som forældre nye passwords til alverdens portaler. Alt handler om det praktiske, om logistik og steder, om normeringer og nye rutiner. Godt nok er der bedre og bedre sammenhæng mellem læreplanerne i dagtilbud, og den måde man arbejder på og orienterer sig pædagogisk i børnehaveklassen. Men bruddet opleves som problematisk og sættes i tale som en praktisk foranstaltning.
Måske skyldes det, at vi er dybt uafklarede med hensyn til daginstitutionens status. Det praktiske bliver den mindste fællesnævner. For nogle er dagtilbuddet alene opbevaring, en slags erstatningshjem, da mor og far går på arbejde. For andre et frigjort hjem fyldt med omsorg og leg, en biotop i sin helt egen danske ret, der for guds skyld ikke må nærme sig skolen, hvorved daginstitutionen ville lide konkurrencestatens kvælningsdød. Endelig er dagtilbuddet for nogle en førskole, en uddannelse, der skal baseres på evidens om, hvad der virker. Ganske vist forenklet, men helt afgørende for, om vi kan forstå overgangen som et problem eller en mulighed.
Hvis man vil dyrke overgangen og forskelligheden heri, fordi man hylder dannelses- og læreprocesser, må dagtilbuddet være noget andet end skolen. Ikke lidt mere eller lidt mindre. Men noget andet. Og skolen noget andet end dagtilbuddet. Vil man fastholde denne forskellighed, er det så meget desto vigtigere, at de to forskelligheder kan forbinde sig til hinanden. Ikke alene praktisk, men i formål, mål, faglige aktiviteter og i samarbejde og arbejdsdeling blandt lærere og pædagoger og ledere.
Sker det ikke, er mit bud, at daginstitutionerne bliver til førskoler, der vil blive mødt med nye forældreskabte private initiativer (med offentlig finansiering) i protest mod skolificering. Og hermed vil vi langsomt forpasse muligheden for et fælles nationalt perspektiv på dagtilbuds‑ området, der fortjener et nyt politisk lys og en stærkere opmærksomhed.
Stefan Hermann er rektor på Professionshøjskolen Metropol og oplægsholder på årets Sorø-møde, som slutter i morgen