Kant? Nej tak! Og det er ikke det kategoriske imperativ, jeg mener. Det er udkanten, vandkanten, strandkanten. Og det er ikke stederne som sådan. Det er betegnelsen.
Det startede med grimme ord som ”den rådne banan”. Så blev det til udkanten og så til vandkanten eller strandkanten.
Jeg er på ferie på min fars fødeø, hvor vi stadig har et lille hus med en lang familiehistorie at komme i. Jeg er her så tit, så jeg synes, jeg hører lidt til. Det gør jeg selvfølgelig ikke – her er man, som i mange tætknyttede lokalsamfund, tilflytter eller turist eller sommerfugl.
Men jeg taler selvfølgelig med mine naboer og venner herovre. Og de føler sig ikke som udkant.
De føler sig som verdens midtpunkt. De bor i et samfund med kort afstand til andre mennesker og høj grad af kendthed med sine naboer, men samtidig med rum til at være alene, når man har behovet. Med et mindre udvalg af butikker og kulturtilbud end i de store byer – men en bedre udnyttelse af de butikker, der er, og et fremmøde til kulturtilbuddene, som får de store tilbud i byerne til at blegne af misundelse. Kammermusik og intimkoncerter, kirkeaktiviteter, der tiltrækker bredt, små gallerier, der viser stor og mindre stor kunst, men kunst, der bliver set og nydt.
Og så er der i sommerhalvåret og i ferierne også et kulturmøde mellem folkeslag, for selvfølgelig er turisme en meget stor del af livet her. Dejlige møder med søde mennesker, der nyder det danske og det nordiske, de fantastiske strande og de gode cykelruter. Det bliver til flere møder med tyskere, end jeg har på noget andet tidspunkt i løbet af året, og det er ikke kedeligt.
Hvorfor nu denne eulogi om en ø i Danmark? Fordi jeg oplever, at vi taler om udkant og vandkant og affolkning og problemer, men glemmer at tale om, hvad små byer, landsbyer, øer kan byde på, og hvilken styrke der ligger i at kende hinanden. At vide, at der er nogen, der holder lidt øje. Som ved, at når Hans ikke er dukket op hos købmanden om torsdagen, så er der en, der skal ud at se, om han skulle være kommet noget til.
Som en af mine venner sagde: Måske vil jeg ikke så gerne fejle noget meget sjældent her på øen, for det vil være bøvlet med al den transport til det store hospital langt væk. Til gengæld vil jeg ikke være ked af at blive gammel her og skulle have hjælp i det daglige – for det er noget af det bedste.
Så i stedet for at tale om de problemer, der er i og med de små samfund, som nogle, der mangler for eksempel deres andel af en stor centraladministration, så skulle vi forsøge at styrke vores samfundsudvikling med inspiration fra de tætknyttede lokalsamfund. Sikre, at der er skolegang og sundhedstilbud og kulturtilbud som nav, også i landsbyer/småbyer/på øerne langt fra København.
Med satsning på fællesskab, samlende byrum, borgerinddragelse, plads til de mange forskellige indkomstgrundlag så kan København måske en dag også blive et lige så godt sted at bo som det dejlige midtpunkt i verden, hvor jeg befinder mig lige nu.
Så lad os bare tale om Danmark, om ligeværdige dele af et fælles samfund, steder i et lillebitte land, hvor der skal være lige gode tilbud om beskæftigelse (bredbåndsforbindelser, tak), sundhedstilbud, undervisningstilbud og kulturtilbud. Gerne med kant!
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.