Tak for Kristeligt Dagblads dejlige artikel den 8. januar om tilfrosne søer og lyden af is.
Da jeg var dreng i 1950'erne gav den første tilfrosne sø en særlig udfordring. Den lå ved byens anlæg; omkring to meter på det dybeste sted og nok på størrelse med en kvart fodboldbane.
Når den tidligste frost havde indfundet sig, samledes vi drenge ved søbredden. Kunne isen bære? Og hvem nåede ud på midten og tørskoet tilbage til bredden?
Enkeltvis skubbede man sig sidelæns fra kanten af søen ud mod midten. Med armene i vejret lyttede man intenst til isens stemme. Så længe tonen var i diskanten, var der ingen fare, og man fortsatte sin forsigtige færd mod midten. Gik tonen der imod over i en sørgmodig mol, vidste man, at isens bæreevne var lige ved at blive overskredet, og man krabbede hurtigt sidelæns tilbage mod bredden.
Men ofte var det for sent. For var man nået til midten og mol afgav sin bedrøvede tone, havde isen på midten måske allerede givet sig så meget, at der var fremkommet en lille fordybning i overfladen, som betød, man ikke kunne komme væk, men gled tilbage mod midten og det næsten uundgåelige: Isen havde åbnet sig, og man gik i vandet.
Drivvåd, men med en smule stolthed stampede man en sti gennem isen ind til land og modtog kammeraternes hyldest.
Vi udfordrede og overvandt frygten, lærte den at kende og fik derfor ikke angsten. Vi gav os selv ansvaret.
Og så traskede man hjem. Vidende om og i bedste fald som straf - i sengen resten af dagen. Og måske et par lussinger i tilgift.
For nogen tid siden besøgte jeg min sø. Bekymrede forældre har nu fået fyldt sand i søen, så afstanden mellem overflade og bund nu er omkring tyve centimeter.
I mine drengeår skød vi med bue og pil, gik med dolk, kravlede i høje træer, byggede huler ind i usikre brinker, havde løst krudt i lommen – og gik på usikker is.
Vi udfordrede og overvandt frygten, lærte den at kende og fik derfor ikke angsten. Vi gav os selv ansvaret.
Efterfølgende generationer har på alle måder forsøgt at skåne børn og unge mennesker fra ”farlige ting”. Men fratager dem derved forsøg og udforskning og – naturligvis også smerte og vådt tøj.
Ansvar for egne handlinger kan ikke forklares. De skal læres. Den usikre is var en god begyndelse.
Tapio Juhl er forfatter og tidligere skoleleder.