Prøv avisen
Debatinterview

Tarek Ziad Hussein: Kritisk tænkning skal redde muslimer fra ekstremisme

”Jeg mener, det er et problem for alle troende, men særligt for muslimer, at stille sig op og sige, at man er troende, og at troen er ens kernefundament. Folk tror, at man er gak. Der er få, måske ingen, der siger: ’Jeg er stolt af at være muslim’. Det gør jeg nu, og så må jeg tage tæskene,” siger debattør Tarek Ziad Hussein, som har skrevet en bog om netop det at være muslim i Danmark. – Foto: Leif Tuxen

Muslimer er i en dyb krise, mener Tarek Ziad Hussein, som er aktuel med en bog om at være muslim i Danmark. Han ønsker ikke at reformere islam, men vil genoplive traditionen for kritik og åndelighed, som han mener, der ikke er plads til i dag

HVIS DU GÅR FORBI den unge debattør og jurastuderende Tarek Ziad Hussein på gaden, vil du med stor sandsynlighed lægge mærke til hans store skæg. Og Tarek Ziad Hussein ved godt, hvad forbipasserende tænker.

Hvis den forbipasserende er fra den yderste højrefløj, vil skægget formentlig lede tankerne hen på jihadister og Taleban-krigere. I de ekstremistiske muslimske miljøer bliver de snarere provokeret af, at han har kopieret det klassiske lange skæg, som de har taget patent på. I deres øjne er han vantro.

Tarek Ziad Hussein kender med andre ord sit skægs debatpotentiale, og derfor har han taget afsæt i netop det i sin nye bog “Det sorte skæg – om at være dansk muslim”, som bliver udgivet på torsdag. For Tarek Ziad Hussein er skægget en vej til at tage sin religion tilbage, og spydspidsen i hans kamp for at være en stolt muslim, samtidig med at han føler sig dansk helt ind i hjertet.

”Mit mål er at genoplive den kritiske tænkning og få unge muslimer til at reflektere over de udfordringer, de møder i deres hverdag med alt fra ægteskaber og medgift til imamer, som ikke forstår dem og ekstreme miljøer.”

Tarek Ziad Hussein, i stedet for at genoplive noget, der engang var, burde du så ikke tænke i nye baner?

”Jeg er ikke ude på at reformere islam. Islamisk teologi har altid været kendetegnet ved, at tradition fylder utrolig meget. Så jeg vil hellere henvise til den tradition, der desværre ikke er plads til længere.

Jeg prøver ikke at ophøje den islamiske guldalder til noget helt unikt, som skal komme tilbage. Men det er trist, at vi havde en tradition i islam for kritisk tænkning, filosofi, dissens og debat, som kristendommen også var inspireret af, men som er forsvundet helt blandt de fleste muslimer.”

Islam i Danmark har brug for en reformation, mener nogle. Er der elementer i islam, som er uforenelige med et dansk demokrati?

”Jeg er altid lidt på tæerne, når folk begynder at sige, at islam skal reformeres. For det første, fordi reformation som udtryk binder sig til den kristne reformation, som der i øvrigt også var nogle negative sider af.

For det andet, fordi jeg ikke ved, hvad reformation betyder indholdsmæssigt. Når Naser Khader og andre siger, at islam skal reformeres, bliver det aldrig fulgt op af noget. Det er for letkøbt at sige, at islam skal gennemgå det, kristendommen gik igennem. For hvad betyder det? Skal vi lade være med at bede? Stoppe med at tro på Koranen? Det er svært at tage det udsagn seriøst.”

Størstedelen af danskerne er medlemmer af folkekirken i dag. Kan du ikke finde inspiration i kristendommen?

”Helt klart. Det er lidt sjovt, for jeg har i princippet langt mere tilfælles med troende kristne danskere og jøder end med folk, der ikke er troende, for i det mindste har vi en referenceramme, som er nogenlunde den samme. Vi kan være uenige og have forskellige holdninger til det praktiske, men vi har en verden, vi bevæger os i.

Når en civilisation er på toppen, giver den plads til uenigheder og debatter. Når den rammer bunden, bliver enhver uenighed slået ned med det samme af frygt for, at man skal forandre det etablerede. Og det er desværre der, den muslimske verden er og har været de seneste 200-300 år. Det mener jeg er forkert.

Jeg tror, jeg kan lære meget af den kritiske tænkning inden for kristendommen. Det er meget vigtigt at kunne tvivle.”

Tvivler du selv?

”Ja. Da jeg blev færdig med gymnasiet tog jeg et sabbatår, hvor jeg var ude at rejse. Der tillod jeg mig at spørge mig selv, hvorfor er jeg muslim? Var det, fordi mine forældre var det, og så blev jeg automatisk muslim?

Efter et år kom jeg frem til, at troen gav mig en ro, og det har medført, at troen var langt stærkere for mig end før.

Jeg så også gerne, at vi som muslimer havde et forhold til imamer, som jeg ser kristne have til præsten. Et langt mere spirituelt og åndeligt forhold. Langt de fleste unge beder, fordi det står i Koranen. Men det handler om at kigge indad og opnå en nærhed til Gud. Det samme gælder fasten. Jeg håber, imamerne i højere grad kan blive åndelige vejledere, som man opsøger med livets eksistentielle spørgsmål.”

Er der noget ved islam, du ikke vil sætte spørgsmålstegn ved?

”Ja. Mit udgangspunkt er, at der er nogle ting inden for den islamiske tro, som ikke er til diskussion: at der er én Gud, at profeten er hans profet, og at Koranen er Guds ord. Det er som kridtstregerne på en fodboldbane, og alt indenfor er op til fortolkning og debat.

I de muslimske miljøer er der en stor frygt for, at islam skal blive det, som man mener, kristendommen har gennemgået – udvandet. Der var nogle principper og ritualer, som mere eller mindre blev reduceret til, at vi går i kirke til jul, dåb og konfirmationer.

Jeg mener også, der er mange gode ting, kristendommen har gennemgået. Men ræsonnementet i de muslimske miljøer er, at så er det bedst ikke at røre ved noget. Jeg tror, det er en forkert måde at anskue det på.”

Hvor går grænsen så for dig?

”Du får for eksempel aldrig overbevist mig om, at sex uden for ægteskab er en god idé. Du får heller ikke nogen til teologisk set at argumentere for det. Men der er forskel for mig på at prædike og så at tvinge folk til noget. Jeg tror på, at i sidste ende er det mellem en selv og Gud.

I mange muslimske kredse går man desværre mere op i ære og kontrol: Hvad vil andre sige? Det er farligt som samfund, fordi man reducerer troen til et spørgsmål om kontrol.”

Du peger selv på de åbenlyse problemer i nogle muslimske miljøer. Hvorfor ikke tage helt afstand fra dem?

”Jeg vil helst være realistisk og forsøge at finde løsninger inden for rammerne i stedet for at forkaste ting helt.

Når min bog udkommer, vil folk for eksempel med det samme spørge, hvordan jeg kan finde på at tale om medgift uden at afskrive det fuldstændigt.

Jeg kunne sagtens skrive, at medgift skal afskaffes, så hr. og fru Jensen kan sidde og klappe i hænderne og sige: Det er fantastisk! Hvor er det flot og progressivt.

Men i det muslimske miljø er der ingen, der vil reagere. Vi har i 20 år diskuteret islam, men intet har rykket sig. Kampen foregår ikke i det muslimske miljø, men i avisernes debatspalter.

Så hvis du reelt vil ændre noget, bliver du nødt til at tage små skridt og respektere, at islamisk tro har nogle rammer, du ikke bare kan affeje.”

Det lyder meget pragmatisk, men globalt set vinder mere ekstreme stemmer frem. Kan du overhovedet trænge igennem?

”Jeg er klar over, at de synspunkter, jeg repræsenterer, desværre er i mindretal i forhold til den meget bogstavtro udlægning af islam, som vi ser både i Danmark og i udlandet.

Men jeg tror på, at min vej fungerer. Når jeg stiller mig op som troende og praktiserende og pointerer, at der er noget galt, så tror jeg, at folk er langt mere lydhøre, end når nogen stiller sig op og forkaster alt, hvad muslimer tror på, og beder dem om at reformere sig selv.

I debatten i Danmark taler vi altid om genopdragelsesrejser, burka, niqab, vold og homoseksualitet. Det er relevante emner, og kampene er fuldstændig berettiget. Mange vil kritisere mig for ikke at tale om emner som sharialovgivning og homoseksualitet i min bog. Men det er ikke min kamp.

Min kamp er internt i de muslimske miljøer. Og fordi vi altid er ude i ekstremerne i debatten, får vi aldrig diskuteret de unges bekymringer. Og for langt de fleste unge muslimer er det ikke en bekymring, om kalifatet kommer i morgen.”

Men er din bog virkelig henvendt til unge? Er det ikke i højere grad en bog til Debatdanmark?

”Mit ønske er at sætte ord på de frustrationer, jeg selv havde, da jeg var 15-16 år gammel. Jeg er stensikker på, at for rigtig mange unge er det fedt, at der endelig er nogen, der får sat ord på og beskrevet de frustrationer, som de ikke selv har kunnet beskrive.

Jeg håber, de unge kan have den her bog som et lillebitte manifest i deres taske, som de kan bruge til at starte kritisk tænkning. For jeg tror på, at erkendelse er starten på enhver kritisk rejse.”

Et manifest?

”Ja, et manifest om, at det skal kun ne lade sig gøre både at kalde sig stolt praktiserende muslim, samtidig med at man ser indad på udfordringerne. Det kan virke banalt. Men i de miljøer, jeg kommer fra, bliver enhver kritik udskammet som islamofobisk højrefløjs debat.”

I din bog tager du også selv afstand fra mange politikeres udtalelser. Politikere som Inger Støjberg (V), Naser Khader (K) og Pia Kjærsgaard (DF). Hvad er det, du mener er galt med deres retorik?

”Jeg er ikke ude på at udstille nogen. Men jeg vil vise, at deres udtalelser er noget, vi husker i det muslimske miljø.

Vi står i dag med en hel generation af unge, som er vokset op i Danmark, som taler bedre dansk end de nogensinde kommer til at tale arabisk, men de føler sig fremmede i det her land. Unge, der læser på universiteterne. Det er et kæmpe problem.

Når du nok gange har fået at vide, at hvis du er muslim, så voldtager du din datter, så får det dig til ikke at føle dig hjemme i Danmark. Jeg synes, det er sørgeligt og trist. Det er, som om vi muslimer først bliver accepteret, når vi sidder og bæller en øl med en pølse i hånden.”

Har kritikerne ikke en pointe, når de påpeger problemer med muslimer i Danmark?

”Jo, der er udfordringer. Men i den politiske debat, vi har haft i Danmark, virker det ikke, som om politikerne oprigtigt er interesserede i at finde løsninger. Jeg har et indtryk af, at mange politikere er mere interesserede i at skabe et modsætningsforhold mellem islam og det at være dansk.

Kritikken er generel og meget mere møntet på deres egne vælgere end til danske muslimer.”

Men ser du ikke politikere, der forsøger at skabe en dialog?

”Jeg mødes med danske politikere med jævne mellemrum. Det må bare ikke komme ud offentligt, at de taler med mig.

På den ene side synes jeg, det er fedt, at de gerne vil mødes, og samtidig er det dybt bekymrende, at de er så bange for at få tæsk af vælgerne, hvis de fortæller, at de mødes med en fra det muslimske miljø. Det gælder på tværs af fløjene.

Hvornår har du sidst hørt en dansk politiker sige, at de havde et forslag til noget, hvor de aktivt samarbejder med det muslimske miljø? Nul og niks. Det er bekymrende. Der er brug for mere samarbejde.

Politikerne behandler ofte islamdebatten, som om de forventer, at mus limerne forsvinder, hvis de råber nok gange. Vi er kommet her, og vi bliver her. Og der kommer til at være mange generationer fremover. Det burde være i alles interesse at løse de her udfordringer.”