Prøv avisen

Tavshed om skatteopkrævning til den katolske kirke

Det er stærkt diskriminerende, at kun statens eget religionsvæsen, folkekirken, som det eneste trossamfund uden omkostninger kunne få sin kirkeskat opkrævet af det offentlige skattevæsen, mener Jørn Arpe Munksgaard fra foreningen Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark

DEN 21. MAJ vedtog det norske storting en epokegørende og ligefrem historisk ændring af de kirkepolitiske forhold i Norge, idet den norske statskirke ophørte med at eksistere, og det hidtidige meget tætte forhold mellem stat og kirke elimineredes.

Dette medførte, at det nu i Norge i modsætning til i Danmark er vanskeligt at tale om en egentlig diskrimination af religiøse minoriteter. Også på det økonomiske område er alle anerkendte trossamfund samt ateisterne nu ligestillet.

LÆS OGSÅ
: Flere hundrede betaler hvert år kirkeskat uden at ville det

Netop på det økonomiske område plæderede Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark lige fra foreningens grundlæggelse for, at det var stærkt diskriminerende, at kun statens eget religionsvæsen, folkekirken, som det eneste trossamfund uden omkostninger kunne få sin kirkeskat opkrævet af det offentlige skattevæsen. At vores egen katolske kirke ikke for længst havde forsøgt at få denne tilstand ændret, undrede vi os i foreningen over allerede dengang.

Men bedre sent end aldrig: Efterhånden kom der fra den katolske kirke gang i bestræbelserne på at få staten til også at opkræve den katolske kirkeskat. Tidligere amtsborgmester Erling Tiedemann førte angiveligt forhandlingerne for bispedømmet, men som det fremgik af dagspressen, endte disse forhandlinger i en rendyrket fiasko, idet Erling Tiedemanns partifælle fra Venstre, daværende skatteminister Kristian Jensen, uden nærmere offentlig begrundelse med et pennestrøg annullerede hele projektet. Siden den tid har der været meget tyst og stille omkring denne sag.

Vi er imidlertid mange katolikker, som ønsker det bedste for vores fælles kirke, og derfor spørger, hvad der egentlig sker, og hvilke bestræbelser bispedømmet efterfølgende har iværksat.

VI KAN NATURLIGVIS kun gå ud fra, at man også på bispekontoret er fuldt bevidst om, at den politiske situation og dermed magtforholdene i Danmark har ændret sig. Den nuværende regering samt dens parlamentariske støtteparti har jo ikke blot i partiprogrammer, men også i andre sammenhænge markeret helt andre synspunkter og holdninger på ikke alene kirkeskatteopkrævningsproblematikken, men også på forholdet mellem stat og kirke.

I Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark vil vi derfor helt konkret spørge, om den katolske kirke i Danmark har tænkt sig her og nu at rette en ny forespørgsel om offentlig opkrævning af kirkeskat til den nuværende skatteminister eller ej. Hvis sidstnævnte skulle være tilfældet, står ét spørgsmål tilbage: Har kirken råd til at lade være?