Tavsheden om integrationsproblemer får frustrationer til at vokse

Vi bliver nødt til at tale åbent og ærligt om, at nogle indvandrerforældre ikke dukker op til forældremøder, siger mor til tre Mette Kirstine Goddiksen fra Aalborg

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Mette Kirstine Goddiksen, du har valgt at tage dine to døtre på ni år ud af en klasse med 70 procent nydanskere og flytte dem til naboskolen med langt flere danskere. Du har beskrevet dine oplevelser i en kronik i Information. Hvorfor har du valgt at fortælle offentligt om dit skolevalg?

”I indvandrerdebatten er der en tendens til, at man enten er hadefuld ekstremist, eller også er man så politisk korrekt, at det bliver lidt verdensfjernt. Jeg tilhører ikke nogen politisk fløj, men jeg vil gerne beskrive de konkrete problemer, jeg har oplevet, blandt andet ved at sætte spot på, at jeg heller ikke slog til, men valgte at give op. Jeg har ikke nogen løsninger, men jeg synes, det er vigtigt, at vi kan snakke åbent, ærligt og på en respektfuld måde om problemerne.”

”Jeg havde mest lyst til at flytte mine børn i stilhed, fordi jeg er bange for at fodre fordomme om skoler med mange børn af anden etnisk baggrund. Omvendt oplever jeg, at der er brug for en ventil, en lille lun lomme i midten af de to poler, hvor man går realistisk til integrationsproblemerne uden at have travlt med at sætte i bås. Det hjælper ikke at være tavs, fordi man er bange for ikke at virke rummelig. Tavsheden får bare frygten og frustrationerne til at ulme og vokse - og så tror jeg for alvor, vi får et problem.”

Hvorfor valgte du at lade dine børn flytte skole?

”Vi havde de samme problemer som mange klasser andre steder har i indskolingen. Nogle gange var der uro i klassen, og nogle gange skulle vi samarbejde med de andre forældre om at bekæmpe lus. Men det var umuligt at aftale, at alle børn var lusefri mandag morgen. På et tidspunkt blev forældrene indkaldt til et vigtigt forældremøde. Under halvdelen mødte op. De muslimske forældre sad ved et bord, de danske ved et andet. Nogle af kvinderne havde boet 15 år i Danmark, men kunne ikke dansk. Sprogbarrieren gjorde det rent lavpraktisk meget svært at samarbejde.”

Hvorfor valgte du i sin tid en skole med mange tosprogede?

”Mine børn gik i en etnisk dansk børnehave, hvor næsten ingen forældre valgte skolen med mange indvandrerbørn. Det provokerede mig lidt, for skolen klarede sig fint i alle test. Jeg tænkte, at mine børn havde gavn af mangfoldighed. Og der var også mange fine øjeblikke og varme venskaber. Men efterhånden blev vi indhentet af virkeligheden.”

”Nogle af børnene måtte ikke komme til overnatning eller fødselsdag i private hjem. På grund af splid i klassen lavede vi for eksempel legegrupper, der kom på besøg. Mine børns legegruppe besøgte os på en varm dag. Børnene legede vandkamp, undtagen en somalisk pige. Jeg kunne ikke bryde den tillid, hendes far havde vist mig ved at lade hende besøge os. Derfor kunne hun ikke få lov til at tage tørklædet af og få badedragt på. Omvendt gik jeg faktisk på kompromis med, hvad jeg synes er en god barndom. Jeg gik i det hele taget alt for ofte på kompromis i stedet for at tage en svær snak.”

Men kunne de samme problemer ikke opstå i kvarterer med mange socialt udsatte danskere ?

”Jo, der er helt klart også et socialt aspekt. Men hvis det havde været danskere, havde det været meget nemmere for mig at sige: 'Nu må I stramme jer an'. Jeg var hele tiden bange for ikke at virke rummelig nok. Da jeg ringede til skolelederen og fortalte, at det manglende engagement hovedsageligt var et problem blandt de muslimske forældre, fik jeg en lang monolog om, at det bestemt ikke var nemt for alle forældre, og at nogle måske led af posttraumatisk stress.”

”Jeg oplevede, at selv beskedne forsøg på at tale om problemerne blev slået ned af både skoleledelsen og andre forældre. Når det er sagt, så ved jeg jo ikke, hvad der blev forsøgt bag kulisserne.”

Hvad er løsningen på de problemer, du beskriver?

”Jeg har ingen løsninger, men jeg tror, tingene ville være lettere, hvis der var færre tosprogede samlet på en skole. De kulturelle forskelle er svære at løse. Jeg bliver nødt til at vælge en skolegang for mine børn, hvor forældre kan samarbejde og tale åbent om forskelligheder.”