Vi er blevet så vante til at have et katalog af muligheder for næsten ethvert valg, vi skal træffe, at vi knapt lægger mærke til, hvor privilegerede vi er blevet. Et supermarked med kun en slags yoghurt og uden specialøl vil hurtigt lukke. Skal bilen være el, hybrid, diesel eller benzin, eller er en e-bike måske at foretrække? Uddannelsesmulighederne er umådeligt varierede, og underholdningstilbuddene er ubegrænset, uanset hvilket medium du vælger.
Mængden af valgmuligheder har ændret den vestlige verden, og valgenes stadig tiltagende antal vil påvirke vores samfund og vores livsvilkår på radikal vis.
At have masser af valg lyder selvfølgelig godt, og man kan påstå, at øgede valgmuligheder har været fremskridtets brændstof gennem årtusinder. Men helt så simpelt er det ikke. Da vi gik fra at jage og samle til at kultivere landet, blev forplejningen faktisk forsimplet, men meget mere rigelig. Mennesket valgte volumen over variation med det resultat, at en fejlhøst medbragte katastrofe.
Meget mere mad, når vejret artede sig, gav nye valgmuligheder for handel, for lagerdannelse og for investering i aktiviteter, der ikke kun drejede sig om det næste måltid. Overskud bragte mere overskud i, hvad der endte som kontinuerlige selvforstærkende forløb, når tingene flaskede sig rigtigt. Materiel fremgang er således baseret både på gode valgmuligheder og stigende produktion. Den fuldstændigt standardiserede Ford T, som kun fandtes i sort, er det klassiske eksempel på prioritering af styktal versus variation. Fremskridtet ville have været bremset, hvis ikke konkurrence fra andre bilmærker i sidste ende havde før mere valg med sig.
Det er imidlertid vigtigt at huske, at både flere valgmuligheder og større produktion uvægerligt forvrider sociale strukturer. Der er ingen linearitet i fremskridt, og fremskridt er ikke givet! Den industrielle revolution bragte stor fremgang for middel- og overklassen, men forarmelse til de på samfundets nederste trin: Småbønderne der blev drevet til byerne og til forfærdelige livsvilkår som ufaglærte arbejdere.
Første verdenskrig sønderbrød samfund, som i hundrede år mestendels havde levet i fred og set deres samfund blive rige trods den megen umenneskelighed. De tredive års ufred og uro kastede nationer, som troede sig immune, mod katastrofe dramatisk tilbage.
Hvad, vi kan lære af historien, er, at fremskridt kræver, at vi styrer det rigtigt – ikke kun, at vi har mange valg og megen rigdom! Fremskridt er ændring og bærer derfor altid tragediens kim i sig.
Man kan konstatere, at de sidste 75 år har bragt uforlignelig fremgang uden megen tragedie, og derfor spørge om mere af det samme skulle gøre det samme? Det er et yderst relevant spørgsmål, som imidlertid både undervurderer, hvilken tsunami af valg vi står overfor, og deres betydning for vores samfundskonstruktioner.
Flodbølgen af valg er nemmest at illustrere med den rivende udvikling i antallet af apps, der er til rådighed i dag: Der var 500, da Apple åbnede sin App Store i 2008 og 1,85 millioner nu, flankeret af 2,56 millioner apps i Google’s Play Store.
Dette er selvfølgelig et snævert billede af en revolution, som berører næsten alle områder, og som ikke kun drives fremad af internettet, men også af automatisering, 3-D printning og kunstig intelligens. Alle disse instrumenter vil radikalt øge både produktionsmængde og udvalg. I princippet er alt dette godt, hvis vi kan bevæge valgenes overflødighedshorn i den rigtige retning – hvis vores magtfulde værktøj kan bringes til at tjene almenvellet og ikke kun den enkelte.
Risikoen er, at det overdådige udbud og udvalg vil gøre de veltilpassede selvtilstrækkelige, og at samfundssolidariteten vil gå fløjten. USA viser, hvor nemt det er at overlade de svageste til deres skæbne trods stor samfundsrigdom, og jo rigere vi bliver, og jo større vore individuelle muligheder bliver, jo større bliver fristelsen til at tro, at enhver er sin egen lykkes smed. Hvis staten kun opfylder de svages behov, er det en stor fare, at kun de svage vil være statens fortalere, og at statens magt og beskatningskraft derfor vil blive udhulet. Solidaritetsforpligtelser vil så ikke længere kunne finansieres og uligheden blive enorm. Og, som vi ved, har stor ulighed stort eksplosionspotentiale. Det almene fremskridt kan stoppes af terroristen, der også vil få flere og flere valgmuligheder.
Et umenneskeligt samfund er ikke nødvendigvis vores skæbne, men det kræver en behjertet indsats at undgå den. Det kræver, at vi modstår den overdrevne individualismes sirenesang.
I sidste instans forudsætter statens overlevelse som solidaritetsmekanisme, at statens ydelser ikke kun tjener de svageste. Det må forblive statsræson, at staten opfylder eksistentielle behov for hele befolkningen som skole, sundhed, sikkerhed. Det har også været Danmarks tilgang indtil nu: Staten er organisator og primær tjenesteyder. Situationen er måske ikke uforanderlig, men alle variationer på temaet, om hvordan staten tilfredsstiller fundamentale behov, bør ikke undergrave staten som organisator og tjenesteyder. Der findes vigtige værdier, som ikke kan betjenes ordentligt af markedsmekanismen. Lykkelige lande har velfungerende og velfærdssikrende statsapparater.
Siden Mogens Glistrup demonstrerede mod skrankepaver i 1970'erne, har ordet stat været et skældsord. Selvom det var rigtigt, at der var brug for reform dengang, har vi en anden situation nu. Det er vigtigt for fremtiden, at vi klart ser ikke kun statens svagheder men også statens fordele, og hvordan disse garanterer Danmarks største styrke: At vi er et virkeligt samfund. Et samfund, som bereder vejen for stærke såvel som for svage, og som forhåbentligt vil vedblive at gøre det, også når valgmulighedernes rigdom giver de stærke muligheden for at blive uendeligt meget stærkere!