COP27’s historiske aftale om oprettelse af en fond med økonomisk støtte vedrørende tab og skader er det primære positive resultat af klimamødet i Egypten, mens mål om nedfasning af fossile brændstoffer og målet om en maksimal global opvarmning på 1,5 grader i forhold til det præindustrialiserede niveau er kraftigt under pres efter mødet.
Alok Sharma, præsidenten for COP26, har advaret om, at 1,5 graders målet har en lige så svag, hvis ikke endnu svagere, puls nu som efter COP26. Desuden blev nedfasningen af fossile brændstoffer kraftigt modarbejdet af den fossile brændstoflobby under mødet.
Til gengæld blev der endelig efter 30 års kamp afgivet løfter om oprettelsen af en fond for tab og skader, der skyldes klimaforandringerne. Men er det nok? Det kan klimateologien give os en mere nuanceret indsigt i, omend enhver meningsgivende teologi i dag også må lytte til den økologiske klage over kristendommens og kristen kulturs rolle i klimakrisen.
Klimateologen Sallie McFague hævdede, at kristendommen som inkarneret religion ikke kan tillade, at de rige pacificerer de fattige ved blot at love dem evigt liv, mens deres nuværende liv mangler nødvendighederne for at leve et ordentligt liv.
Hvis vi tager inkarnationen seriøst, må vi anerkende, at løfter ikke er nok, hvis der ikke følger handling med. De rige lande må altså handle nu – i dette liv.
Det kan fonden for tab og skade godt være et udtryk for, men så må den netop ikke vedblive kun at være et løfte om en sådan fond.
Allerede til marts næste år burde fondens overgangskomités første møde være holdt ifølge COP27’s løfter. Men det er nemt at være skeptisk over for, om dette virkelig vil lykkes.
Som det også blev nævnt af kritikere på COP27, er økonomiske løfter indgået i 2009 om finansiering begyndende fra 2020 endnu ikke tilfredsstillende indfriet. Lige her i Danmark afgav de rige lande på COP15 løfter om at betale fattige lande klimabistand på 100 milliarder dollars om året fra 2020 til 2025. Vi nærmer os 2023, og denne klimabistand overholder endnu ikke tilfredsstillende aftalen indgået i 2009.
Fonden må altså reelt oprettes, og de indgåede løfter må overholdes frem for blot at være endnu en måde at pacificere klimakampen og klimaforandringernes ofre på. Fonden kan naturligvis kun dække økonomiske tab og ikke eksistentielle tab som liv, traditioner og kulturer. Men den er et skridt på vejen mod klimaretfærdighed. Endvidere viser løfterne om fonden, der tildeler de rige lande ansvar og skyld og de fattige lande restitution, at der er tale om et strukturelt problem. Her kan vi igen høre en fordring om klimapositiv handling fra klimateologien.
Klimateologi fremhæver, at det er forståelsen af, hvem vi er, der må ændres, for at strukturerne kan ændres, noget som teologien allerede arbejder med.
På dansk grund forfægtede Viggo Mortensen noget lignende tilbage i 1990’erne, idet han mente, at den nødvendige klimapositive omstilling ikke nødvendigvis vil opnås ad frivillighedens vej, hvorfor de forskellige kristne konfessioner må forventes at bidrage med moralsk og åndelig støtte til de nødvendige klimapositive ændringer. Havde sådanne klimapositive ændringer sat sig igennem, havde det næppe været nødvendigt at vente 30 år på løfter om oprettelsen af en fond for tab og skader.
Til forståelsen af, hvem vi er, hører der i kristen sammenhæng naturligvis også forståelsen af næstekærligheden. Klimakampen indebærer, at mennesket i overensstemmelse med næstekærligheden må handle imod den systematiske ondskab. Næstekærligheden betyder i klimateologien, at man for at kunne elske sin næste også må elske de systemer, som næsten er del af.
Man kan ikke elske sin næste, hvis man samtidig forurener den luft, næsten indånder, eller det vand, næsten drikker. Også gudbilledligheden kalder ifølge klimateologien mennesket til at være forvalter af skaberværket og til at modarbejde social og økologisk nød og uretfærdighed i verden.
Dette arbejde må desuden varetages intersektionelt, hvorved man arbejder med skæringspunkterne mellem undertrykkende strukturer, eksempelvis med hensyn til køn, seksualitet, økonomiske forhold, etnicitet, alder og så videre. Denne fokus har klimaaktivister længe understreget.
At klimakampen overlapper med problemstillinger med hensyn til køn, etnicitet, økonomiske forhold med videre, finder vi netop også udtrykt i løfterne om fonden for tab og skade, der skal følge Paris-aftalens krav om inklusion af menneskerettigheder, herunder repræsentation fra marginaliserede grupper både med hensyn til køn, etnicitet og alder i løsninger på klimakrisen.
McFagues metafor om skaberværket som Guds krop understreger, at klimateologien udvider næstekærlighedsbegrebet til at omfatte hele skaberværket. Derved bliver den inkarnerede Gud kropsliggjort i alt det skabte.
Vi må træde væk fra det antropocentriske fokus i megen traditionel teologi og i stedet benytte en holistisk teologi og retorik. Skaberværket må anerkendes i sin egen ret, og stemmer fra det ikke-menneskelige (desværre i sig selv et problematisk antropocentrisk begreb) skaberværk må høres.
Tørke og oversvømmelser kan have lige så profetiske stemmer som Det Gamle Testamentes profeter. I en tid, hvor Pakistan stadig kæmper med efterdønningerne af oversvømmelser, der påvirkede 33 millioner mennesker, er det svært at ignorere disse klimateologiske indsigter.
Som Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, udtalte på COP27, vil det, der skete i Pakistan, ikke blive i Pakistan. Og ligeledes den anden vej rundt. De rige landes klimadestruktive adfærd vil ikke blive i de rige lande. Løfterne fra COP27 om en fond for tab og skader er et skridt på vejen, men det må ikke blive ved løfterne, ligesom implementeringen af disse løfter må være mere end blot et økonomisk plaster på såret. Klimakrisens strukturelle problemer må tages seriøst. Og netop her kan klimateologi hjælpe til i en mangfoldighed af klimaaktivistiske og klimapositive stemmer.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.