Jeg indrømmer det blankt: Jeg er royalist. Ikke først og fremmest fordi kongefamilien ”gør det godt”, eller fordi de er gode ambassadører for Danmark i udlandet, men fordi de alene som en kulturbærende institution samler og forener os som folk. I den netop holdte nytårstale er der flere ansatser til styrkelsen af det gode værdibårne samfund.
For det første italesætter monarken, at vi rent faktisk er et land og et folk. ”Folket” som begreb er en imaginær størrelse, som man ikke kan betragte på lige fod med en stat eller en nation.
Men et folk er et fællesskab af mennesker, der deler værdier, kultur, sprog, historie og kærlighed til det sted, man har hjemme og er rundet af i verden.
Eller som Grundtvig skriver det: ”Til et Folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for Modersmaalet Øre, har for Fædrelandet Ild.”
Med udtrykket ”her til lands” forankrer Majestæten vores selvforståelse som moderne mennesker i en fælles tilknytning til et geografisk område. Vores danskhed vokser op af den muld, vi er plantet i. Tankevækkende så er kongehuset på én gang den mest danske og den mest globaliserede familie og institution i landet.
Hvor identitetspolitiske strømninger hele tiden vil minde os om det, der gør os unikke, minder nytårstalen os om det, vi har til fælles. ”Som land og som folk skal vi finde en fælles retning, men ikke for at gå i takt. Det har aldrig ligget for os her til lands.” I dette udsagn er der plads til frihed og mangfoldighed, vi behøver ikke at gå i takt, tænke eller mene det samme, men uden fælles retning, farer vi alle vild. Vi har brug for en forståelse af at være et folk og at have hjemme et sted i verden, hvis vi vil bevare sammenhængskraften i vores samfund.
For det andet understreger nytårstalen, at virkelig anerkendelse kommer ”ovenfra”. Det glædede mig uudsigeligt at høre Dronningen eksplicit nævne mennesker med et handicap, alt fra fysiske handicap til kroniske sygdomme eller psykiske lidelser.
I dag er det desværre ofte de samme såkaldte marginaliserede grupper, der løber med alles opmærksomhed. Det virker indimellem, som om der foregår en national konkurrence i at se, hvem det er mest synd for. Men Dansk Blindesamfund kræver ikke, at Folketinget skal flage med deres logo, og organisationen Sind forventer ikke et stadion oplyst i foreningens farver. I dagens samfund er det ofte sådan, at tabet af troen på de fælles autoriteter over os på den vertikale akse forskubber sig til en horisontal akse imellem os. Vi ser ikke længere ”opad”, men ”udad” efter bekræftelse. Har man afskaffet Gud, er man dømt til at søge den totale anerkendelse fra et andet menneske og det omgivende samfund.
For det tredje slutter Dronningen sin tale med at fortælle os, at trods tidernes omskiftelighed, så er det, der driver hendes virke, kærligheden til hendes familie og hendes land. Man fornemmer tydeligt, at den gode pligt over for det livskald, der nu blev hendes, er en bærende søjle under hendes gerning.
Hvor kan vores samfund dog blive et langt bedre sted at være, hvis vi i højere grad lod vores liv præge af kærlig forpligtelse til at tage vare på vores familier i stedet for vores individuelle selvrealiseringsprojekt, og at kærlighed til ens eget land ikke er en modsætning, men en forudsætning for det såkaldte globale medborgerskab.
Jesper Oehlenschläger er teolog og udviklingsdirektør i Samfonden.