Prøv avisen
Debat

Forslag: Flyt gudstjenesten til mandag morgen

Fordi søndagen efterhånden af langt de fleste opfattes som ugens sidste dag, er der sket en svækkelse af den betydning og funktion, som kirke og kristendom har i et moderne sekulært samfund, mener Tommy Kjær Lassen. Foto: Lasse Kofod Gonzalez/ritzau

Højmessen bliver let til en romantisk nostalgioplevelse uden skarphed og eksistentiel kraft, skriver teolog Tommy Kjær Lassen.

Evangelietskal forkyndes på ugens første dag. Sådan lyder et af de ældste principper fra nytestamentlig tid. Det er et princip, der blandt andet handler om kristendommens selvforståelse, væsentlighed og betydning i samfundet.

Ret beset er søndagen da også ugens første dag, så alt skulle sådan set være i sin skønneste orden. Men fordi søndagen efterhånden af langt de fleste opfattes som ugens sidste dag, er der sket en svækkelse af den betydning og funktion, som kirke og kristendom har i et moderne sekulært samfund.

I de bibelske tekster er der især to fortællinger, der tilsammen udgør helligdagens teologiske grundlag. Dels er der hviledagsmotivet fra skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente, dels er der opstandelsesmotivet fra påskebegivenheden i Det Nye Testamente.

I skabelsesberetningen fortælles det, at Gud hvilede på den syvende dag, og at mennesker derfor skal holde hviledagen hellig. Den syvende dag, sabbatten, er lørdag og fejres stadig i jødedommen. Sabbatten begynder ved solnedgang fredag og strækker sig til solnedgang lørdag.

At holde hviledagen hellig vil ikke bare sige hvile fra de øvrige dages gøremål. Hellighed betyder udtaget eller sat til side med henblik på et særligt formål. Hviledagen har således et særligt restituerende og refleksivt formål. Det er andet og mere end blot fravær af det materielle livs funktionelle og praktiske gøremål.

I Det Nye Testamente overtager opstandelsesfortællingen rollen som det bærende motiv i helligdagen. Evangeliet om opstandelsen påskemorgen, den første hverdag efter sabbatten, er så centralt i kristendommen, at søndagen blev valgt som den nye religions faste helligdag.

Opstandelsesmotivet tilfører noget dynamisk, kraftfuldt og eksistentielt til forståelsen af helligdag. Helligdagen får karakter af begivenhed og kobler sig til begreber som bevægelse, aktivitet, forandring, gennembrud, afgørelse og omvendelse.

Den nytestamentlige forskydning af helligdagen fra hviledag lørdag til opstandelsesdag søndag skal nok også ses i lyset af den tidlige kirkes ambition om at udvikle en universel verdensreligion og dermed distancere sig fra den jødiske stammereligion.

Forskydningen i helligdagsmotivet er dog ikke større, end at hviledagsmotivet har kunnet eksistere side og side med opstandelsesmotivet igennem hele kirkens historie. De to motiver er ikke nødvendigvis i modstrid med hinanden, men synes alligevel at konkurrere om, hvordan helligdagen skal forstås og praktiseres. I vore dages almindelige folkekirkekristendom synes der at være en klar overfokusering på hviledagsmotivet på bekostning af opstandelsesmotivet. Og det påvirker kirkens image og rolle i samfundet.

Den moderne søndag er fridag.Den er hyggedag med cafébesøg, fritidsaktiviteter, afslapning og fornøjelse. Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Men søndagskulturen kommer uvægerligt til at påvirke den måde, kristendommen forstås på i et sekulært samfund. Kristendommen bliver let til en fritidsaktivitet, og evangeliets væsentlighed undergraves, når der går for meget hviledag i kristendommen.

Der er ganske vist mange kirker, der gør et fantastisk arbejde hver eneste søndag morgen. Nogle gange har jeg det sådan efter en rigtig god gudstjeneste, at jeg næsten ikke kan vente med at komme ud ”i livet” igen med fornyet energi og lyst til at være et godt og ordentligt menneske. Sådan skal dét gøres!

Men hånden på hjertet er det generelle indtryk af dansk kirkeliv, at der ikke er megen opstandelse over søndag morgen. Hviledagsmotivet synes i den grad at have sat sig på helligdagsforståelsen.

Når hviledagsmotivet dominerer, bliver søndagsbegivenheden noget, der samler op på ugen, der gik. Evangeliet bliver let til en trøstende forklaring, der lægger sig efter livet, frem for en eksistentiel fordring, der lægger sig foran livet. Evangeliet bliver let romantiserende, stemningsfyldt og terapeutisk og mister dermed sit skabende, kraftfulde og radikale udtryk.

Eksistensfilosoffen Søren Kierkegaard har lidt drillende skrevet om livsfilosoffen H.C. Andersen, at ”Andersen kan fortælle eventyret om lykkens galocher – men jeg kan fortælle eventyret om skoen, der trykker”. Noget af det samme kan man sige om hviledagskristendommen. Højmessen bliver let til en romantisk nostalgioplevelse uden skarphed og eksistentiel kraft.

Udviklingen i detmoderne sekulære samfund udfordrer kristendommen til at gentænke sin rolle og funktion i samfundet. Kristendom kan ikke længere overleve som statssponsoreret folkereligion. Den gamle kontrakt mellem kirke og samfund duer ikke længere.

Én måde, hvorpå kirken kan svare på de nye udfordringer fra det postmoderne samfund, er at blive bedre til at spille på udebane. Ligesom et fodboldhold ikke kan vinde ligaen, hvis det ikke kan vinde på udebane, må en religion også kunne gøre sit budskab gældende uden for sin egen kontekst, hvis den skal tages alvorligt. I en højstemt middelalderkirke er det ikke svært at skabe en særlig religiøs stemning med ordene: Gud elsker dig! Men uden for kirkerummet er kommunikationsudfordringen en helt anden.

Kristendom som højstemt søndagsreligion er bare ikke attraktivt i en senmoderne virkelighed. Derfor må evangeliet ud af søndagsskabet og udtrykke sig mere offensivt i samfundet og til en bredere del af menneskelivet. Den må tage et opgør med den romantiserende søndagskultur og højmessens nostalgiske og sentimentale salmesang og flytte en større del af sin funktion ud i det sekulære samfund.

Måske skulle præsten aflægge sig renæssancekjolen og besøge en af sognets arbejdspladser mandag morgen med en eksistentiel fortælling om moderne arbejdsetik og sund egenomsorg i vidensamfundet.

Meget tyder på, at det moderne samfund stadig har brug for det udsyn, overskud og livsengagement, som ligger i den kristne fortælling.

Konkurrencesamfundets menneskesyn er nådesløst. Mig-kulturens selviscenesættelse er ødelæggende for både individ og fællesskab. Tidens udviklingsoptimistiske menneskesyn er et forførende blændværk, der enten fører til stress og nederlag eller til forstillelse og forråelse.

Rigtig mange unge er i dag angste og bukker under for præstationssamfundets umenneskelige krav. Børn og unge et blevet afhængige af de kommercielle teknologivirksomheders lumske algoritmer, der ødelægger evnen til koncentration, fordybelse, behovsudsættelse, selvagtelse og socialt samvær.

Den globale markedsøkonomi buldrer af sted med en stadig mere ulige fordeling af verdens velstand. Den er simpelthen ikke i stand til selv at formulere den etik, der kan holde grådigheden og et uhæmmet forbrug stangen. Hertil kommer mange andre ”onde problemer” som global opvarmning, menneskehandel, organiseret kriminalitet og flygtningekrise, der hver på sin måde truer verdensfreden.

Mere end nogensinde trænger vi til, at de gamle idéer om næstekærlighed, nåde, fællesskab, kald, mådehold, tro, håb og kærlighed igen slår rod i mennesker og samfund. Kristendom er i bund og grund en åndsinspireret indlevelses- og engagementfilosofi. Hvis den aflægger sig noget af sit dogmatiske og mytologiske drivtømmer, vil den igen kunne bidrage med noget stort og smukt til denne verden.

Tommy Kjær Lassen er cand.theol., ph.d., foredragsholder og ledelseskonsulent.

Andre læser lige nu