Hvis FN-afstemningen den 29. november fører til varig fred mellem palæstinensere og israelere, er det fantastisk!
Men mindre kan også gøre det. Bare afstemningen resulterer i en periode med færre dræbte og mindre lidelser på begge sider, er det faktisk også rigtig godt. Selv endnu mindre vil være et vigtigt fremskridt: nemlig hvis FN-beslutningen får de to parter til forhandlingsbordet.
Desværre tyder meget på, at FN-afstemningen ikke vil føre til nogen af delene, men tværtimod forværre konflikten.
Det første resultat af FN-afstemningen er, at begge parter står endnu stejlere.
På den palæstinensiske side gør FN-afstemningen det mere fristende at undgå forhandlinger. Hvorfor gå ind i forhandlinger, der kræver kompromiser, hvis man i stedet kan gå til FN og få det, man ønsker, uden indrømmelser? Moralen af den 29. november er derfor: Bliv ved med at gøre forhandlingerne afhængige af krav, som Israel ikke kan opfylde, og gå så i stedet til FN!
På den israelske side sidder mange israelere igen tilbage med fornemmelsen af, at hele verden er imod os: Når palæstinenserne ønsker en stat, støtter FN. Når en million israelere i den sydvestlige del af landet får ødelagt deres liv af raketter fra Gaza, er FN ligeglad. Hvis Israel tager ensidige skridt og bygger bosættelser i strid med aftalerne, fordømmer FN. Hvis palæstinenserne tager ensidige skridt og søger FN-anerkendelse i strid med aftalerne, belønner FN. Denne fornemmelse styrker den yderste højrefløj. Det gør det umuligt at få en israelsk regering, der reelt kan og vil forhandle.
Hvis det internationale samfund virkelig ønsker at hjælpe parterne til konfliktløsning, har man valgt den gale vej. FN-beslutningen skaber ikke forsonlighed, men stejlhed.
Det andet resultatet af FN-afstemningen er, at alt pres lægges på Israel. Men et ensidigt pres på Israel skaber ikke fredsforhandlinger. Der skal to parter til at forhandle. Hvis man tror, at Israel er eneste hindring for fred, lukker man øjnene for virkeligheden.
I november 1947 sagde jøderne ja til FNs delingsplan, selvom den største del af det oprindelige Palæstina-mandat allerede var gjort til den arabiske stat Jordan, og selvom delingsplanen kun gav jøderne godt halvdelen af den tilbageværende del. Men araberne sagde nej!
I september 2008 gav den daværende premierminister, Ehud Olmert, den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, et fredstilbud på en palæstinensisk stat med et areal, der svarer til hele Vestbreddens areal. Det bestod af 93,5-93,7 procent af Vestbredden, et område af selve Israel svarende til 5,8 procent plus en korridor mellem Vestbredden og Gaza. Men Mahmoud Abbas og Fatah sagde nej.
Hamas og mange palæstinensere kan af religiøse årsager ikke acceptere eksistensen af staten Israel. For dem er en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza bare første skridt i retning af Israels udslettelse.
Ved at lægge ensidigt pres på Israel ignorerer FN både Fatahs ubøjelighed og Hamas udslettelsesdrøm. Men at lukke øjnene fører ikke til fred.
Palæstinensernes fredsbestræbelser består i øjeblikket af tre metoder:
1) Væbnet kamp med raketangreb og terror.
2) Internationalt pres på Israel i form af boykot-bevægelser og vedtagelser i internationale fora, for eksempel FN-afstemningen den 29. november.
3) Internationale undersøgelser, FN-rapporter og snart også retssager.
Ifølge Hamas er den første metode eneste vej til målet. Selvstyret på Vestbredden har valgt de to sidste metoder.
Men ingen af de tre metoder vil føre til fred. FN-afstemninger og internationale retssager kan ikke overbevise israelerne om, at drømmen om at udslette dem er opgivet.
Eneste menneskelige vej til fred er forhandlinger og kompromiser.
FN-afstemningen er et udtryk for ønsket om en gratis palæstinensisk stat. Uden kompromiser. Uden afmilitarisering. Uden at forholde sig til islamisternes krav om Israels udslettelse.
FN-afstemningen har stor symbolværdi for palæstinenserne. Og den skaber en følelsesmæssig tilfredsstillelse hos palæstinensernes venner. Men prisen for den symbolske sejr og de varme følelser ser desværre ud til at være, at freden er kommet endnu længere væk.
Ole Andersen er cand.theol. og generalsekretær i organisationen Ordet og Israel