I kristendommen er der en lang tradition for at bruge billedlige udtryk om Gud. Det ser man blandt andet i de bibelske tekster og i kirkens liturgi. Gud omtales som ”han”, han kaldes vores ”far”, han bor i ”himlen”, han har et ”ansigt”, som han kan løfte og lade lyse over os, og Jesus sidder ved hans ”højre side”. Kirken kaldes ”Guds hus”, og her kommer vi for at høre Gud ”tale” til os. Et sted i Bibelen beskrives Gud ligefrem som ”gammel af dage” med ”klæder hvide som sne” og hår, der er ”rent som uld”, ligesom vi kan læse, at han før syndefaldet gik spadsereture i Edens have.
Alle disse antropomorfe billeder er jo ikke bogstaveligt sande. Faktisk er de bogstaveligt usande. For Gud er ikke et hankønsvæsen, Gud bor ikke deroppe et sted blandt stjernerne, Gud har ikke et ansigt med særlige ansigtstræk og uldhår, og han er ikke i bogstavelig biologisk forstand far til én eneste af os. Det er billedsprog. Og fordelen ved billedsproget består i, at det ved at udstyre Gud med nogle menneskelignende træk formår at gøre det abstrakte mere anskueligt og konkret. Ved at tale i billeder kan vi fremstille Gud på en sådan måde, at det er muligt at forholde os til ham følelsesmæssigt og tillidsfuldt.
I modsætning til billedsproget taler det teologiske gudsbegreb mere sandfærdigt om Gud. Men jo også mere abstrakt. I den klassiske teologi opfattes Gud som den åndeligt eksisterende og allestedsnærværende livskraft, der omslutter og gennemstrømmer alt i universet og skænker det dets magt til at være til. Alt, hvad der er til, lever og ånder og er i Gud som et foster i en livmoder.
Himlen er ikke et fysisk sted ude i rummet, hvor Gud opholder sig, men et billede på evigheden – at Gud transcenderer tiden og ikke eksisterer som et fysisk objekt i tid og rum. Og Gud er kærlighed. Ikke et væsen, der besidder den særlige egenskab at kunne elske, men selveste kærlighedens kraft, som binder os sammen og skaber gudsriget på jorden, når og hvor den trænger igennem det mørke, der kommer fra os og verden.
Vi har brug for både den billedlige og begrebslige tale om Gud. Billederne giver os en menneskelig Gud i øjenhøjde, og begreberne giver os en Gud, som er noget andet og mere end en primitiv projektion af menneskelige træk. Uden begrebernes abstraktion forfalder gudstroen nemt til naiv antropomorfisme. Gud bliver til et rumvæsen. Eller som ateisterne ynder at sige: en himmelnisse.
Et af de store formidlingsmæssige problemer, vi i folkekirken står over for, drejer sig om, at en del af vores medlemmer hverken er i besiddelse af et meningsfuldt gudsbegreb eller er fortrolige med Bibelens og liturgiens billedlige tale om Gud. Når disse kirke- og kristendomsfremmede medlemmer derfor en sjælden gang imellem kommer i kirke, har de ikke en jordisk chance for at regne ud, at vi selvfølgelig ikke bogstaveligt mener, at Gud er en meget stor og muligvis usynlig mand, der bor oppe i himlen.
Jeg har mødt adskillige lejlighedsvise kirkegængere, som slår sig på billedsproget, og som er fulde af skepsis og forbehold over for gudstroen, netop fordi de i kirken kun er blevet præsenteret for antropomorfe billeder af Gud. De finder ingen trøst i at høre, at Gud er vores himmelske far, som er med os alle dage indtil verdens ende, for de ser ikke andet for sig end en tegneseriefigur, som kun små børn eller meget konkrettænkende voksne kan få til at give mening. Gudstjenestens uformidlede billedsprog gør i den forbindelse mere skade end gavn og forhindrer den sagesløse kirkegænger i at nå frem til en mere troværdig og moden gudsforståelse.
Men hvad skal vi gøre ved det? Vi kan jo ikke ved hver eneste gudstjeneste holde teologiske foredrag og forklare det hele fra bunden af. Vi kan ikke ændre på de liturgiske udtryk uden at støde de kirkevante. Og vi kan ikke tvinge den kirkefremmede til enten at læse teologi eller holde sig væk. Vi kan selvfølgelig sætte yderligere ressourcer ind på at forsøge at fremme befolkningens liturgiske og teologiske dannelse, men det er lidt svært, når de fleste danskere hellere vil i Ikea eller en tur i skoven om søndagen.
Den simpleste løsning består måske bare i at stille et skilt op ude foran kirkedøren med teksten: ”Her bruges billedsprog. Spørg præsten efter gudstjenesten.”
Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck og sognepræst Marie Høgh.