"Fravalg af kvindelige præster deler regeringen” lød en overskrift på forsiden af Kristeligt Dagblad den 25. maj. Baggrunden er et enigt bispekollegium, der i efteråret skrev til den daværende kirkeminister og opfordrede hende til at få fjernet undtagelsesbestemmelsen i ligebehandlingsloven.
Enige biskopper og stor pressedækning – der må være tale om et betydeligt og reelt problem. I en tid med alvorlig præstemangel – for ikke at tale om mangel på kandidater til landets menighedsråd, mangel på for eksempel organister mange steder og tilmed faldende dåbstal – hvad vælger bisperne så at gå til ministeren med? At et forsvindende mindretal af landets menighedsråd af teologiske grunde gerne vil kunne prioritere på grund af køn i en ansættelsessituation.
I mit eget menighedsråd har vi lige besat den tredje præstestilling – det blev en kvinde, der nu skal virke med de to kvindelige præster, vi har i forvejen. Til sognet er også tilknyttet en kvoteansat gymnasiepræst – en kvinde. Og en hospitalspræst – en kvinde.
Dette er jo på ingen måde atypisk – der er nu cirka 60 procent kvindelige præster i folkekirken – og uden at have de eksakte tal vover jeg gerne den påstand, at bestanden af præster under 40 år er endnu mere ulige, hvad køn angår. For slet ikke at tale om bestanden af teologistuderende på landets universiteter.
Det er helt fint, jo kun trist at de mandlige ansøgere er så relativt få og ikke klarer sig alt for godt i ansættelsessituationer. Men at gøre det til et problem i en folkekirke med mange reelle udfordringer, at ganske få menighedsråd af diverse grunde gerne vil kunne sikre en mandlig præst, ja, det svarer til at gøre det til et problem, at det jo også kunne blive et teoretisk problem med generel undervægt i den danske befolkning i en periode med flere og flere overvægtige danskere.
Trine Bramsen, der nu er socialdemokratisk ligestillingsordfører, citeres i avisen for at anlægge en ren ligestillingsbetragtning. Det lyder som en automatpilot og som et udtryk for en manglende forståelse for, at folkekirken netop ikke er et ”væsen” som renovationsvæsenet, postvæsenet og andre ædle væsener. Bestemmelsen er netop til for at forsvare et meget lille mindretal, som mener noget andet end de fleste af os, og bestemmelsen respekterer tilmed, at kirken er en folkekirke, ikke en statskirke.
Mon ikke de fleste af os skelner mellem gode og mindre gode præster, ikke efter kønnet? Men på samme måde som der er mennesker, der gerne vil have en læge af eget køn, må vi konstatere, at det i flere og flere sogne vil være svært for eventuelle sognebørn, der gerne vil søge en præst af eget køn – hvis der er tale om mænd. Det kunne man for eksempel også tale om – rent bortset fra at de fleste fag med fordel har en fornuftig kønsfordeling.
Jakob Schow-Madsen er tidligere lektor og næstformand for menighedsrådet i Klostersogn, Horsens.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.