”Hej Danmark. I dag er det den 10. maj 2022, og om en uge skal jeg dø. Når du ser det her program, så er jeg død (…). I skal se, hvorfor jeg ikke gider at være her.”
Sådan siger hovedpersonen Preben i den nye DR-dokumentar ”På tirsdag skal jeg dø”. Preben er nu død. Han døde den 17. maj. Efter han i en arbejdsulykke brækkede nakken og blev lam fra halsen og ned, mistede han sin livskvalitet.
I den aktuelle DR-serie ”På tirsdag skal jeg dø” fortæller Preben sin historie. Han taler varmt for aktiv dødshjælp – en praksis der er ulovlig i Danmark – og han ønsker at vise seerne sine vanskelige overvejelser om, hvorfor han ikke vil leve mere. I dokumentaren følger journalist Anders Lund Madsen ham op til hans flyrejse til Belgien, hvor han ender med at modtage aktiv dødshjælp.
Efter at Preben var udsat for ulykken, ændrede hans liv sig radikalt. Hans fremtidige liv ville være bundet til en kørestol, og han ville være nødsaget til at modtage hjælp fra andre.
Men så sidder han der – i levende live – og med masser mennesker omkring sig, der holder af ham. Alligevel virker det, som om hverken Preben eller hans kone mener, at de kan leve et værdigt liv sammen, når han ikke selv kan skære sin bøf og give hende et klap bagi, som han siger. Og man forstår det godt – umiddelbart.
Men er det uværdige livet i kørestol, eller er det uværdige nærmere det, at ens nære kunne have fastholdt én i livet ved at have skabt menneskelig værdi hos den anden, selv når det blev hamrende svært, og livskrisen for alvor kradsede, men ikke gjorde det?
Værdighed er noget, vi som individer fra skabelsen har, men det er også noget, vi giver hinanden.
I den franske komedie ”De urørlige” fra 2012 har hovedpersonen, Phillipe, præcis som Preben, været ude for en ulykke, der har lammet ham fra halsen og ned. Begge sidder de i kørestol og er ved absolut fuld bevidsthed. Men i ”De urørlige” er det en smuk og rørende historie, der fortælles.
Det er det, fordi der findes et menneske, Driss, der giver Philippe værdighed. Han giver ham livet tilbage ved at fylde ham med livskvalitet i form af venskab, kærlighed og humor. Og det er netop den mulighed, man som medmenneske har.
Jeg har svært ved at forestille mig, at ”De urørlige” var blevet sådan et rørende filmhit, hvis den havde handlet om en mand, der fik hjælp til at dø som den eneste naturlige følge af, at han var blevet lam fra halsen og ned. Når det havde været for kærlighedsløst til filmen, er det nok også for kærlighedsløst til virkeligheden.
Aktiv dødshjælp stiller livet i et ualmindeligt ringe lys. Hvis man efter at have set dokumentaren kan gå med på præmissen om, at Prebens liv ikke er værd at leve, betyder det, at der er mange levende mennesker, hvis liv så heller ikke er værd at leve.
Det åbner for et kynisk livssyn, hvor livet kan gradueres – bogstavelig talt til døde – og hvor livet i sig selv ikke er livet værd. Her er der kun plads til flotte, lykkelige og ideelle liv, hvad end de så er.
Selv at kunne dømme, rangere og herske sådan over liv og død er hverken værdigt eller etisk. Vi bør som borgere aldrig medvirke til at bevæge os mod et samfund, hvor vi lovligt kan udrense de uperfekte, de syge, de ulykkelige, de grimme og lamme eller dem med sammengroede tæer. Heller ikke selvom de selv ønsker det.
Vi bliver nødt til at fastholde, at vi i Danmark har en god lovgivning, når mennesker ikke må bringe andre menneskers liv til ophør. Hvis vi som en kodificeret del af vores lovgivning gerne måtte det, ville det være en overtrædelse af den yderste af den yderste, selve livets, grænse.
Det ville være som at bo i de grænseløses land, hvor alt er tilladt, og et sådant sted er der ingen, der i længden ønsker at bo.
Freja Cæcilie Petri Bondgaard er teolog og filmanmelder på Kristeligt Dagblad.