VERDEN HAR IGEN bogstaveligt talt stået i brand efter den anden Muhammed-krise, som blev udløst af den amerikanske islamkritiske film Innocence of Muslims.
Muslimerne har denne gang reageret meget kraftigt, og det er gået en del hårdere for sig, end da Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde sine Muhammed-tegninger. Vreden er vokset, og forurettede muslimer nøjes ikke med at brænde flag af i gaderne, men har dræbt den amerikanske ambassadør i Libyen.
LÆS OGSÅ: Når religionskritik tænkes politisk
Igen debatteres grænserne for ytringsfrihed. Det er ikke noget nyt i denne debat. Det er de samme synspunkter, der tørner sammen. Muslimerne, der ønsker en mere restriktiv og respektfuld brug af ytringsfriheden, og så vesterlændige, der mener, at friheden til at sige, hvad man vil, uanset hvor perfidt det måtte være, er det fundament, som hele den vestlige kultur hviler på.
Når vi så får disse grove, rå og uintelligente fremstillinger af den muslimske profet Muhammed, der jo ikke bare er sjov og satire, men som rummer en hård kritik af islam, er det fordi kirken er fuldkommen tavs i denne debat. Muhammed-karikaturerne vokser ud af en dyb frustration i befolkningen, fordi der netop ikke føres en kvalificeret åndelig islamkritik. Denne kritik er kirkens ansvarsområde.
LÆS OGSÅ:Tidslinje: Her er alle Muhammed-sagerne
Kirkerne burde træde mere frem og stille kvalificerede kritiske spørgsmål til selve trosgrundlaget i islam. Ikke spydige spørgsmål, men fornuftsbårne og saglige spørgsmål.
I det hele taget kan man spørge, om ikke udviklingen i islam først og fremmest er en kristen problematik, idet islam opstod som en tro, der trak på den arianske strid i oldkirken.
En omfattende strid, der handlede om Kristi guddommelige natur. Ligesom munken Arius mener heller ikke muslimer, at Kristus er Guds søn, men kun et kødeligt menneske med profetstatus.
Det betyder, at islam i starten faktisk var en bevægelse inden for de kristne rækker, som tog en modsat retning af kirkens bekendelse til Jesus Kristus som Guds søn.
LÆS OGSÅ:Islams ideologi og demokrati er som vand og olie
Disse spørgsmål vil være meget mere interessante og nyttebringende at bringe i spil på en respektfuld måde end at stå fast på retten til at svine den muslimske profet Muhammed til. Ikke mindst fordi gudsopfattelser afgør, hvordan samfund opbygges. Af den grund er kirkens rolle i islamkritikken uundværlig.
Islams genetiske rod i den arianske strid er der ingen kristne ledere i Vesten, der tør røre ved. Man stiller ikke kritiske spørgsmål til sandhedsværdien i islam. Her bliver ytringsfriheden ikke brugt.
Det er ikke god tone at stille disse ellers helt berettigede spørgsmål. Kirken bruger i stedet sine kræfter på religionsdialog, men den dialog, der føres, dækker ofte over en lammende ligegyldighed over for, hvad der er sandt og falsk i den åndelige verden. Et religionsmødes succes måles som regel på, om man har formået at styre uden om teologiske konfrontationer. Ambitionsniveauet er uhyre lavt.
En kirkelig kritik af islam skal ikke være båret af en trang til at dominere og korrekse, men af kærlighed til sandheden. I Johannesevangeliet siger Jesus, at sandheden sætter fri.
Det er svært at finde en kirkelig leder i Vesten, der taler om vigtigheden af sandhed, men uden sandhed kan der ikke være kærlighed. Og uden kærlighed bliver samfund kaotiske. Til trods for det klamrer kirkerne sig til den ufarlige tolerancereligion, som dækker over mangel på både mod og kærlighed til sandheden. Religionsdialog er mest af alt en øvelse i accept af relativisme og ikke udtryk for sand medmenneskelighed.
Man skal kun drive kritik, hvis man kan gøre det af kærlighed til et andet menneske og til dets sjæls velbefindende. En religion som islam, der lader sig provokere og hidse op med vold til følge, kan ikke være en religion, der har fred med sig selv. Og måske heller ikke med Gud.
Men det har den kultur, der lader sin kritik være båret af had og foragt for andre absolut heller ikke. Og det har heller ikke den kirke, som er tavs omkring sandheden.
I et samfund, hvor ytringsfriheden er den vigtigste værdi, tør kirken paradoksalt nok ikke tale om det, den er sat i verden for at tale og overbevise om, fordi det kunne tolkes som missionsvirksomhed.
Når det gælder udbredelsen af Guds ord, holder mange kirkelige ledere streng selvcensur. Derfor får tarvelige og destruktive karikaturtegninger og film lov til at overdøve den stemme, som kirken skulle have haft.
Kontroverserne omkring Muhammed-karikaturerne handler i grunden alle om et eneste problem, nemlig mangel på kærligheden. Der er ikke megen kærlighed i satiren eller hævnen og desværre heller ikke i de tavse kirker.