Vi skammer os. Over ikke at passe ind, ikke at have udnyttet alle vores mange muligheder, over måske ikke at holde de to meters afstand, myndighederne foreskriver. Skam har mange ansigter og mange grunde, men den har været med os altid. Og den er både god og dårlig, mener Mogens Lindhardt.
Mogens Lindhardt, du er teolog og har forsket i skam. Hvorfor skammer vi os?
”Det gør vi af flere grunde. Den personlige skam og utilfredsheden med os selv fylder meget i dag. Det er en slags moderne skam. For hvis vi tager de klassiske græske, filosofiske og jødiske tekster, er skam her noget, der i højere grad påføres os udefra. Det er en ydmygelse, en krænkelse, som nogle pålægger andre. I den græske antiks dramaer er skam næsten altid noget, der giver anledning til hævn. Og Gud bliver vred, når folket ikke gør, som det skal, så bliver folket gjort til skamme.”
Hvad er så den ”moderne” skam?
”Det er den mere personlige skam, som man vender indad, hvor man skammer sig over ikke at leve op til forventningerne, typisk sine egne. Skiftet kommer for alvor omkring 1980’erne, hvor globaliseringen og individualiseringen træder ind. Med globaliseringen får vi adgang til alle verdens goder, og så er der pludselig ingen undskyldning for ikke at kunne få det hele. Så skal man skamme sig, hvis man ikke lever op til det. Men allerede inden da har vi efter Anden Verdenskrig haft nogle store frigørelsesbevægelser; kvindebevægelsen, ungdomsoprøret, de homoseksuelles kamp, de sortes borgerrettighedskamp. Her har man forsøgt at kaste skammen over at være anderledes fra sig. Når man kalder det ’gay pride’, står man eksempelvis frem og vender skammen til en stolthed. Det er klart, at følelsen af at frigøre sig fra den sociale skam er meget vigtig. Men det betyder også, at man så skal leve op til sine egne forventninger i stedet for samfundets. Det glider over i præstationssamfundet, den virkelige individualisme, hvor alle er konkurrenter.”
Hvad bruger vi skammen til?
”Grundlæggende er skam faktisk en god ting, for det er et udtryk for en social sensitivitet. Vi bruger den til at registrere, hvor vi er i forhold til omgivelserne, så vi holder balancen og ikke falder udenfor. Skam har noget at gøre med at blive set som nogen. Og så kan man blive udskammet, hvis man forstyrrer balancen. Når Jesus blev dømt på korset, var det, fordi han betragtedes som en bondeknold, der syntes, at han skulle være konge. Når han blev hængt op, var det hånets ritual, så alle kunne skamme ham. I dag handler skammen som sagt mere om ikke at være god nok, ikke at have hold på sit liv. Man skal være alle de rigtige ting, også hvis man er sær eller original, så skal man være det på den rigtige måde. Vi skal hele tiden være på. Og hvis vi ikke er det, skal vi skamme os.”
Du sagde før, at skam grundlæggende er en positiv ting, men denne udlægning lyder mere negativ?
”Ja, denne form for skam er helt klart destruktiv. Den positive skam er den moralske. En fransk filosof siger, at man skal skamme sig, for først i skammen får man mulighed for at befri sig selv og ændre sig selv. Den moralske skam har altid været der, og den er sindssygt vigtig. Man kan ikke styre samfundet med love alene, love er overfladiske, generaliserende, de er ikke nok. Derfor har vi brug for skammens sensitivitet til at holde os på sporet – men den kan altså også slå indad og blive en belastning, som jeg har forklaret med den personlige skam.”
Er det den moralske skam, vi ser udfoldet under coronakrisen, hvor man udskammes, hvis man ikke gør, som myndighederne siger?
”Ja, det kan man godt sige. Pludselig drejer folk hovedet væk fra en, når man går forbi dem på gaden. Skammen er der altid, den får bare forskellige udtryk til forskellige situationer. Nu har den så dette udtryk, at vi skal skamme os over ikke at udvise samfundssind. Skammen er jo et grundlæggende udtryk for den sociale sensitivitet, vi alle har, fordi den er en del af vores grundopdragelse. Man skal ikke falde udenfor, ikke krænke andre. Ellers skal man skamme sig.”