I en kronik her i Kristeligt Dagblad den 22. juni markerer tidligere astrofysiker ved Niels Bohr Institutet Leif Hansen klart og indtryksfuldt grænsen for, hvad hans fag formår, og – dermed også – hvad det ikke formår.
Grænsen går ved naturlovene og logikkens love, som al eksakt forskning må henholde sig til. Hvor stammer disse love fra? Det er der ingen, der kan forklare. De er der. Mere kan man ikke sige om dem. Hans og al anden videnskab hviler på et grundlag, der ikke selv kan undersøges og forklares videnskabeligt.
I den filosofiske tradition bruger man ordet ”metafysik” om sådanne ”uforklarlige kendsgerninger” – som man ikke kan komme uden om, men heller ikke kan komme bag om. De nævnte love udgør derfor, siger Leif Hansen, ”et metafysisk grundlag for fysikken”.
Men han graver dybere end det. Hans fag har formået det formidable at give en videnskabeligt overbevisende forklaring på universets opståen, opbygning og videreudvikling – Big Bang-teorien. Men, fortsætter han, hvad denne teori ikke har forklaret og aldrig vil kunne forklare, er, ”hvorfor verden er til”.
Og til slut i kronikken nævner han den undren og ydmyghed, der fylder ham, når han står med et barn på armen og må tænke: ”Hvad er det for et væsen, som universet her har frembragt” – som er udstyret med en så utæmmelig nysgerrighed og en så udviklet forklaringsevne, at det har kunnet kortlægge hele dette umådelige forløb?
Og hermed har Leif Hansen peget på de to mest fundamentale – metafysiske – forundringsspørgsmål, den menneskelige tanke kan – og må – stille:
Værensspørgsmålet: Hvorfor er der noget og ikke bare intet?
Og bevidsthedsspørgsmålet: Hvad er et menneske, siden det er i stand til og er nødt til at stille dette og andre metafysiske forundringsspørgsmål?
Til bevidsthedsspørgsmålet hører også, at mennesket er det væsen, der hele tiden må træffe valg – og det mellem godt og ondt. For det er ikke til at komme uden om, at grusomhed er ondt, og barmhjertighed er godt, at tillid og sandfærdighed er positive fænomener og mistillid og løgn negative. Og også det er metafysiske konstateringer.
Og til trods for at vi ikke kan komme bag om de metafysiske fænomener med vore forklaringer, higer mennesket ikke desto mindre efter at komme derom. Det ligger i den nævnte utæmmelige nysgerrighed. Fra tidernes morgen har vi forestillet os svar, som kunne være sande, uden at det kan bevises.
Det er her, vi støder på fænomenet religion. Også det har Leif Hansen fat i. Han skriver: ”Religion er fortolkning af metafysiske fænomener, som vor tilværelse er betinget af.” Fortolkning, ikke bevis. Men fortolkninger, der ligger snublende nær i betragtning af de mange spørgsmål, de metafysiske fænomener rejser.
Det er for eksempel det svar på værensspørgsmålet, at der må være en skaber og opretholder, for noget kan ikke være og forblive af sig selv. Og er det ikke mindst lige så fornuftigt som at hævde, at en sådan magt ikke findes, som ateisten gør? For øvrigt er ateisme lige så vel en tro, som religion er det. Godt nok en noget paradoksal tro: troen på, at der ikke er noget at tro på.
Jeg er 100 procent enig med Leif Hansen. Han har gjort forbilledligt rede for tankerækken videnskab – metafysik – religion. Jeg vil gerne følge i det spor, han har lagt ud, med en enkelt supplerende overvejelse.
I valget mellem godt og ondt vælger vi mennesker ofte det onde. Vi gør den smertelige erfaring med os selv, at vi som oftest lader vores egen fordel komme før andres, og at vi indimellem endda gør det med vilje, for eksempel af misundelse, ja, undertiden nærer den ækle følelse skadefryd. Vi er selviske, egoistiske, væsener.
Og enhver af os må hele livet leve med bevidstheden om, at livet før eller siden vil høre op. Det mest naturlige af alt, døden, oplever vi som det mest naturstridige af alt. For ubevidst er vi det meste af tiden glade for livet og dets gaver. Døden er, sagt med Grundtvig, vores ”arvefjende”.
Vores tilværelse ”går ikke op” for at bruge et udtryk fra matematikken. Det er en uforklarlig metafysisk konstatering, som bringer os i en dybt eksistentiel vildrede, som kan ende i både anger og fortvivlelse.
Det er denne situation, vores religion, kristendommen, forholder sig til med henvisningen til Jesu ord, liv og skæbne.
Jesus drog rundt og tilsagde mennesker deres synders forladelse. Og den angrende røver på korset lovede han evigt liv. Ingen af delene kunne han selv, et svagt menneske, udvirke. Begge dele gjorde han gældende med henvisning til den magt, som han kaldte ”min Far, som er i himlen”, og som må være værensmagten. Hvad Jesus ikke selv kunne udvirke, ville denne magt af alle kunne, hvis han ville. Når det skete, ville ”Guds rige” komme med syndernes forladelse og evigt liv, som vi traditionelt sammenfatter den kristne tro.
Den kristne tro forholder sig således til et løfte om en forvandlet tilværelse, hvor tilværelsens ulidelige modsigelse er ophævet. Det er et budskab om noget helt uventet hinsides det nærliggende.
Når religion foreligger med et sådant indhold, kalder vi det åbenbaring og religionen en åbenbaringsreligion.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling , præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter og journalist Peter Olesen , forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen
