Vi kristne har en opgave. Vi skal give de gode nyheder videre! Budskabet om frihed og liv skal give næring til at leve menneskeligt i den skabte verden. Med tro, håb og kærlighed. Det skal boble som en surdej, gennemsyre livet, få det til at vokse. Det er en stor og vigtig opgave. Og den kræver noget af os.
I Danmark er den primære ramme om denne opgave den luthersk-evangeliske folkekirke. Og ser vi på den, så er der et stykke vej til målet.
Folkekirken har et højt medlemstal, men få medlemmer har lyst til at deltage. De har ikke fornemmelsen af surdej og livets brød. De bruger mest kirken til tradition og ritual. Kun få oplever højmessen, kirkens hjerte, som et sted, hvor man bliver næret og trøstet og finder mod til at tage ansvar i verden.
Mange kan ikke forestille sig, at det kan være andet end kedeligt. De har ikke andre oplevelser med det. Hvis folkekirken vil være en relevant kirke, må man begynde at tage folks erfaringer alvorligt. Forstå hvorfor budskabet ikke når ud. Hvorfor mennesker ikke vender sig mod kirken i en tid, der skriger på mening, - når mange endda er medlemmer.
Vi tror, at folkekirkens forkyndelseskrise – manglende evne til at nå folk med budskabet – skyldes den grundlæggende teologi. Luthersk teologi er svar på spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre for ikke at gå fortabt? Det spørgsmål stillede man i 1500-tallet. I dag stiller folk andre spørgsmål. Findes Gud? Og kan kristendommen være en ressource i vores liv i dag? Det kræver andre svar. Et andet teologisk grundlag.
Det teologiske grundlag i folkekirken er Bibelen, de tre oldkirkelige trosbekendelser, Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse fra 1530.
Formuleringerne i Bibelen og i de oldkirkelige bekendelser er åbne og kan derfor danne grundlag for mange fortolkninger af kristendommen. Det er disse teksters styrke. Men særligt Den Augsburgske Bekendelse har ikke denne åbenhed.
Den er skrevet i en helt bestemt historisk situation i 1530, hvor de evangelisk-lutherske overfor kejseren skulle markere ligheder og forskelle mellem de nye evangeliske menigheder og den katolske kirke. Derfor er denne tekst meget specifik og lukket for fortolkning.
Nogle eksempler: Når der i artikel 1 står, at man fordømmer muhamedanere, så er det vanskeligt at få det til at betyde, at man ikke fordømmer muhammedanere – hvad de færreste gør i dag.
Når der i artikel 2 står, at alle mennesker fødes med synd, som er en arvelig "sygdom", og som udvirker fordømmelse og som medfører evig død for dem, som ikke genfødes ved dåben, så er det vanskeligt at få det til at betyde noget andet, end at udøbte mennesker er syge af synd, og at Gud straffer dem med evig død.
Kommer provsten eller biskoppen på besøg, og mener de, at præsten er for langt væk fra det lutherske? Bliver man kanøflet af lutherske hardlinere i menigheden eller på præstekonventerne? Må man overhovedet være i folkekirken hvis man ikke kan tilslutte sig Den Augsburgske Bekendelse?
Når der i artikel 17 står, at Kristus ved den endetidige dom vil fordømme de ugudelige mennesker, som ikke er udvalgt af Gud, til pine uden ende, så er det vanskeligt at komme udenom, at der er et sadistisk element i luthersk teologi.
Disse og andre formuleringer i Den Augsburgske Bekendelse kan vi ikke acceptere som sande udtryk for kristendommen. Forsøger man alligevel at lave en for vores tid og teologi forsvarlig fortolkning af skriftet, får man ofte fortolkninger, som er i direkte modsætning til Luthers mening med skriftet.
Skriftet udtrykker luthersk teologi. En teologi, hvor Luthers negative menneskesyn og 1500-tallets frygt for helvede dominerer. Hvor man kan finde svaret på, hvordan man undgår at gå fortabt.
Men hvis vi har en drøm om, at folkekirken skal kunne forkynde en levende kristendom for danskere i 2022, så er det påkrævet at gøre det på et andet grundlag. Eller sagt med et indiansk ordsprog: Hvis din hest er død, så stå af.
Lad os sadle om og lad os så finde teologiske formuleringer om det, der samler os som kirke – ikke uden Luther, men efter Luther – nemlig i dag. Formuleringer, der kan rumme den mangfoldighed, der teologisk er i kirken. Som til fulde afspejler det evangelium, som vi forkynder. Og som kan møde mennesker i dag.
De fleste folkekirkemedlemmer lever nok i lykkelig uvidenhed om, hvad der faktisk står i de lutherske bekendelser. Godt det samme.
For de lutherske bekendelser afspejler ikke den kristendom, de fleste folkekirkemedlemmer tror på. Og så alligevel kender de den. For de møder den i gudstjenesten. I bønner, salmer og ritualer.
Præsten, der for manges vedkommende har en anden teologi og ikke finder det evangelisk at prædike en Gud, der muligvis overlader os til evig pine – og helt sikkert hvis vi ikke er døbt – prædiker noget andet. Men præsten er forpligtet på en ordlyd i ritualer og bønner, der flugter med Den Augsburgske Bekendelse.
Og man kan også som præst blive bekymret: Kommer provsten eller biskoppen på besøg, og mener de, at præsten er for langt væk fra det lutherske? Bliver man kanøflet af lutherske hardlinere i menigheden eller på præstekonventerne? Må man overhovedet være i folkekirken hvis man ikke kan tilslutte sig Den Augsburgske Bekendelse?
Det er ret indlysende, at den ovennævnte uklarhed om, hvor langt forkyndelsesfriheden rækker, kan skabe utryghed og dårlige arbejdsforhold i folkekirken for præster, andre ansatte og for menigheden.
Denne usikkerhed skyldes ikke mindst folkekirkens utidssvarende strukturer og organisering, hvor magten er skjult. Dermed understøtter folkekirken ikke en fri og relevant evangelieforkyndelse.
I de officielle festtaler bryster folkekirken sig af åbenhed, rummelighed og frihed. Men når det kommer til stykket, styres folkekirken gennem stærke, men skjulte magtstrukturer, der er strengt hierarkiske. Man hævder ofte, at folkekirkens magtstrukturer er baseret på de lokalt valgte menighedsråd. I virkeligheden er disse menighedsråd meget sjældent valgte.
De fleste steder er der nemlig kun sparsom interesse for at stille op til valg. Og tager du en tørn, vil oplevelsen ofte være, at størstedelen af menighedsrådenes arbejdsopgaver er bestemt af stamme regler fastsat i kirkeministeriet og andre fjerne steder. Det gælder lige fra økonomi og bygninger til gudstjenestens form og liturgi. Der er meget lidt frihed på bunden af det folkekirkelige hierarki til virkelig at kunne gøre det, der ville muliggøre visionen – få evangeliet ud i en form, der vækker til liv og ansvar.
Hvem bestemmer så? Den folkekirkelige ideologi hævder, at ingen og alle bestemmer. Fordi, ingen har officiel magt til at bestemme, kan alle bestemme. Lyder ideologien. Det er naturligvis ikke rigtigt. Når magtstrukturerne er skjulte, er der nogen, der tiltager sig magten. I folkekirkens tilfælde er det i høj grad kirkeministeriet og dets embedsmænd. I liturgiske og teologiske spørgsmål bispekollegiet. Medlemmers mulighed for at påvirke teologien i folkekirken er meget lille. Demokratiet er ikke virkeliggjort.
Vi har ikke svaret på folkekirkens problemer. Svarene skal vi finde sammen. Men vi tror, at vejen til drømmen begynder med frit at kunne tale om de teologiske udfordringer ved Luthers negative menneskesyn og gudsbillede, ved at skabe stærke gennemskuelige strukturer, der muliggør bevægelse. Ved at finde frem til et grundlag, som mange præster og mange medlemmer kan se sig selv i. Og ved ikke altid at sætte tradition før ambition, men tværtimod sammen drømme om en folkekirke for folket - med folk.