Folkekirken er ude af trit med sine medlemmers drømme og ønsker – og med mange præsters teologiske forståelse. Derfor er det på tide, at folkekirken gør sig fri at sit snævre lutherske grundlag og stiller både præster og medlemmer langt mere frit. Det mener en gruppe præster og teologer, der onsdag udgiver bogen ”Må vi være her? Folkekirken efter Luther” og en hjemmeside, hvor de efterlyser en mere relevant og tidssvarende folkekirke.
”Vi drømmer om, at moderne menneskers dybeste livsspørgsmål reflekteres i kirkens teologi og gudstjeneste, og vi drømmer om en folkekirke, hvor der er plads til flere teologier end den lutherske. Folkekirkens lutherske bekendelsesgrundlag er en hindring for, at vi kan forkynde evangeliet, så det bliver den transformerende kraft i folks liv, som det er meningen, at det skal være,” siger sognepræst i Langenæskirken i Aarhus Louise Højlund Franklin. Hun er en del af en fem personer stor gruppe, der gennem et par år er mødtes for at diskutere det, de oplever som grundlæggende problemer i folkekirkens teologiske grundlag.
Tre af gruppens medlemmer – sognepræst Louise Højlund Franklin, professor i teologi ved Aarhus Universitet Anders-Christian Jacobsen og tidligere sognepræst Liselotte Horneman Kragh – er forfattere til bogen ”Må vi være her? Folkekirken efter Luther”. I bogen beskriver de deres drøm for en fremtidig folkekirke og identificerer en række problemer ved folkekirkens lutherske grundlag, som de mener, skal ryddes af vejen for at gøre kirken relevant.
De præsenterer sig som ”en del af en gryende teologisk bevægelse, der ønsker at give stemme til det store antal præster og medlemmer, der ikke føler sig i samklang med det lutherske gudsbillede og menneskesyn og herunder måske heller ikke det lutherske syn på dåb, nadver og frelsen.”
Professor i dogmatik ved Aarhus Universitet Anders-Christian Jacobsen begrunder sin deltagelse således: ”Jeg er vokset op i en folkekirkelig sammenhæng og har fået den lutherske tradition ind ad den vej. Men via mit faglige arbejde med teologien har jeg fået øjnene op for, at der er væsentligt andre måder at forstå teologien på, som jeg mener er mere tidssvarende. Det gælder blandt andet dele af den østlige oldkirkes teologi, som har et langt mere positivt menneskesyn end den lutherske middelalderlige reformatoriske teologi, som er meget præget af den historiske kontekst, den opstod i.”
Jeg mener, at menighederne lokalt skal kunne bestemme, hvordan de vil være sammen om evangeliet. Finde deres form og sprog, så de oplever nærvær og relevans, og så Kristus står frem
Han peger blandt andet på dåbs- og nadversynet hos Luther som noget, der stemmer dårligt overens med de fleste folkekirkemedlemmers og mange præsters gudsbillede og menneskesyn.
”I den lutherske måde at tænke kristendom på taler man mennesket ned for på den baggrund at kunne forkynde den glade nyhed om den gratis frelse. Der er en form for realisme i det, men luthersk teologi har det med at blæse det op, så det ikke virker erfaringsnært på mennesker i dag,” siger han.
Louise Højlund Franklin supplerer: ”I mødet med dåbsforældre skal jeg nærmest ’snyde-oversætte’ dåbsritualet. De kan godt fornemme, at der i det lutherske dåbssyn og i ritualet ligger en teologi, som de ikke kan tilslutte sig, og som jeg heller ikke kan skrive under på.”
Forfatterne argumenterer for, at folkekirkens bekendelsesskrifter, som består af de tre oldkirkelige trosbekendelser, Luthers lille katekismus samt den Den augsburgske bekendelse, skal revideres, og de ser helst, at bekendelsesgrundlaget er langt enklere og mere åbent.
”For min skyld kunne man sagtens sætte rammerne for en folkekirke alene ved at sige, at vi er en kristen kirke, der har Bibelen og de tre oldkirkelige trosbekendelser, som vores grundlag. Det vil give meget mere åbenhed for fortolkning – og det vil i høj grad afspejle, hvad folkekirken allerede rummer i praksis,” siger Louise Højlund Franklin.
Burde I ikke i stedet forlade folkekirken og eksempelvis tilslutte jer en frikirke?
Louise Højlund Franklin: ”Der er ikke noget, jeg ønsker mere end at være i folkekirken og dele evangeliet med min menighed. Men jeg er i tvivl, om jeg må være her. Min fornemmelse er, at rigtig mange præster i folkekirken i en eller anden grad har det som mig. Men mange går med det i det skjulte og håber blot, at de ikke bliver opdaget. Det er ikke holdbart. Alene bestemmelserne om, hvordan vi må fejre gudstjeneste, føles som en fodlænke. Man ved aldrig, hvornår man bevæger sig ud over en grænse, så det bipper på et eller andet kontor, og man bliver kaldt til samtale hos provsten eller biskoppen.”
Anders-Christian Jacobsen supplerer: ”Rigtig mange af folkekirkens præster prædiker ikke særlig luthersk, og det er en af folkekirkens store styrker. Hvis flere præster prædikede ud fra det lutherske bekendelsesgrundlag, ville det virkelig være skidt for folkekirken, for så ville langt færre mennesker føle sig hjemme der. Vi argumenterer for, at man ændrer formaliteterne, så de svarer til, hvad der i høj grad allerede foregår i folkekirken. I dag er det nærmest sådan, at så længe man kalder sin fortolkning luthersk, kan man slippe af sted med nærmest alt, men siger man åbent, at man ikke er lutheraner, risikerer man at blive kanøflet.”
Louise Højlund Franklin, i bogen kritiserer I folkekirken for at være præget af uigennemsigtige magtstrukturer, og I skriver, at det skaber utryghed for præster og menighedsråd, at det er op til de enkelte biskopper, hvor grænserne går. Men er det ikke nødvendigt med nogle rammer, som sikrer en fælles identitet og en genkendelighed i folkekirken?
”Gudstjenesten skal selvfølgelig kunne genkendes som en kristen gudstjeneste. Og vi har en lang og rig tradition med grundlæggende led, som forbinder kristne på tværs af tid og sted. Men jeg mener, at menighederne lokalt skal kunne bestemme, hvordan de vil være sammen om evangeliet. Finde deres form og sprog, så de oplever nærvær og relevans, og så Kristus står frem. Det er hans nærvær, det skal genkendes på – ikke en ord-for-ord-genkendelighed.”
Både Anders-Christian Jacobsen og Louise Højlund Franklin håber, at bogen og hjemmesiden vil anspore til en åben debat – også gerne til en ændring af præsteløftet og i sidste ende en ændring af folkekirkens status som evangelisk-luthersk kirke. Sidstnævnte vil dog kræve en grundlovsændring, og det forventer ingen af dem er realistisk inden for de næste mange år.
”I mellemtiden spørger vi: Må vi være her? – også selv om vi ikke kan kalde os lutheranere,” siger Louise Højlund Franklin.
Og Anders-Christian Jacobsen tilføjer: ”Vi vil ikke smide lutheranerne ud af folkekirken. Vi vil bare gerne gøre rammen bredere, så teologien ikke bliver låst fast af nogle historiske formuleringer, som jeg næsten vil sige, at det er kætteri at ophæve til sandhed i sig selv.”