Prøv avisen
Kirkeligt set

Teologi handler også om økonomi, men penge er ikke Gud

Illustration: Søren Mosdal

Vi møder ikke afladskræmmere mere, men vi møder andre tilbud om at sætte penge til side her og nu med henblik på en forventet udbetaling en gang i fremtiden, skriver chef for Kirkens Korshær

SÅ HAR DET VÆRET den 31. oktober, og nedtællingen til fejringen af 500-året for Reformationen er begyndt. Og så kom paven. Godt nok til Sverige, men alligevel tæt på.

Pave Frans har i mange udtalelser og handlinger sat fokus på forholdet til penge og goders fordeling, og det er spændende at forestille sig, at pave Frans og professor Martin Luther kunne tage debatten, som blev indledt den 31. oktober for 499 år siden, da professoren slog 95 teser om afladen op på kirkedøren i Wittenberg.

Det var en økonomisk teologisk diskussion, Martin Luther lagde op til. Teserne handler i høj grad om penge og omgangen med dem.

Som bibelsk teolog, professor i Det Gamle Testamente, kendte Martin Luther grundigt til teksten og slår altså ned på et økonomisk-teologisk emne, da han inviterer til en debat om afladspraksis med angivelse af sin klare holdning. Som for eksempel lyder:

Tese 43. Man skal lære de kristne: Det er bedre at give til de fattige eller låne til nødlidende end at købe aflad.

Tese 45. Man skal lære de kristne, at den som ser en nødlidende, går forbi ham og i stedet giver til aflad, køber ikke aflad fra paven, men køber Guds vrede.

Tese 46. Man skal lære de kristne, at de, som ikke lever i overflod, skal beholde det nødvendige til livets ophold for deres husstand og ikke spilde det på aflad.

AFLADSHANDLEN HAVDE TAGET magten fra folk og ødelagde familierne og samfundet. Midler, der skulle være givet til de fattige eller brugt til familiens opretholdelse, blev givet i afladskræmmernes kiste for at købe afkortning i skærsilden. Et køb, der kunne erstatte den anger, som boden kræver, hjertets anger og konkret bod og bedring i forhold til medmennesket.

Debatten om økonomisk teologi fortsætter. Vi møder ikke afladskræmmere mere. Men vi møder andre tilbud om at sætte penge til side her og nu med henblik på en forventet udbetaling en gang i fremtiden. Det er ufatteligt mange milliarder, vi i Danmark hensætter på pensionsopsparinger i forventning om, at vi på den anden side af arbejdslivet får dem igen med renter, og i en næsten rørende barnlig tillid til markedet og de firmaer, som vi betaler for at forvalte pengene.

Vi er desuden en lille, hensygnende rest, der har en såkaldt tilsagnspension som tjenestemænd, og som således lever i troen på, at staten til sin tid vil betale os den sidste del af vores løn i form af en livslang pension. Vi tror altså, at staten også om mange år fortsat vil være stabil og betalingsfähig.

Måske kan jeg læse om denne tro og andre økonomiske, teologiske og sociologiske iagttagelser i ”At the Altar of Wall Street” (På Wall Streets alter) af den amerikanske teolog Scott W. Gustafson. Undertitlen fortæller om indholdet: ”The Rituals, Myths, Theologies, Sacraments, and Mission of the Religion Known as the Modern Global Economy”. ( Ritualer, myter, teologi, sakramenter og mission i den religion, der er kendt som moderne global økonomi.)

Jeg glæder mig til at læse bogen, der angiveligt beskriver den globale økonomi som religion. Der er ritualer, helligsteder, hellige fortællinger, profeter og sakramenter, hvor økonomien dyrkes som gud.

REFORMATIONENS ærinde er frihed fra enhver falsk dyrkelse af Gud eller mennesker. Det er en aldrig afsluttet proces, i hvert fald ikke i tiden. Og kirken er til i tiden. Evigheden er en anden sag. Derfor lød slagordet også dengang: ”Ecclesia semper reformanda!”. (Kirken bør altid være i færd med at reformere sig!)

I de lutherske kirker er reformationsfejringen henlagt til allehelgensdag. Det er i morgen, søndag. Vi mindes i kirken på denne dag mennesker, som vi har mistet, men kirken har også allehelgensfokus på fejringen af den trosglæde og frihed, som Reformationen fornyede i vores del af verden, og den kæde af mennesker, som har givet evangeliet videre gennem årene, sådan som Grundtvig fyndigt opsummerer i salmebogens nummer 343: ”Tak, vor Fader, for dem alle,/ fra Ansgarius til Balle!”.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.