NATTEN EFTER den 9. november 2016 lukkede Frank A. Thomas ikke et øje. Efter at det stod klart, at Donald Trump havde vundet præsidentvalget, satte professoren i prædikenlære ved Christian Theological Seminary, Indianapolis i USA, sig til tasterne og begyndte at skrive en bog. Det blev til ”How to Preach a Dangerous Sermon” – hvordan man holder en farlig prædiken.
”Trump står i modsætning til alt, jeg nogensinde har lært om anstændighed,” siger Frank A. Thomas langsomt og med alvorsfuld stemmeføring. ”Han repræsenterer en usund, men udbredt holdning i USA, der også kommer til udtryk i kirkerne. En form for ’vinderteologi’, hvor din velstand ses som afhængig af din moral. Mennesker på bunden af samfundet er tabere. Men hvis du er rig, er det en belønning. Menneskers grådighed og samfundets systemiske fejl er aldrig en del af ligningen,” forklarer professoren.
Det er tydeligt, at Frank A. Thomas ikke er begejstret for den politiske kultur, der præger USA i disse år, hvor ”det hvide overherredømme viser sig i stadigt nye mutationer”, som han udtrykker det.
Selv er han opvokset med en afroamerikansk kultur, som præger hans prædikenforståelse og forkyndelse helt ind til benet. Han er i dag en autoritativ forsker i USA’s sorte prædikentradition og selv en yndet prædikant.
Frank A. Thomas er godt klar over, at hans fremtoning på prædikestolen kan virke fremmed i en dansk sammenhæng. Et karakteristisk træk ved den tradition, han er rundet af, er præstens spørgsmål fra prædikestolen og menighedens umiddelbare svar tilbage.
”Da jeg prædikede her i København, spurgte jeg ud i menigheden, hvad deres mest elskede bibelcitat var. Der blev ret stille,” smiler Thomas.
”Havde det været i en sort, amerikansk menighed, ville der have lydt et virvar af stemmer fra kirkens bænke. Så der er store forskelle. Det forstår og respekterer jeg.”
Selvom der ikke kom ret mange umiddelbare svar fra menigheden i Frederiksberg Kirke, gik aftenens prædikant ikke hjem uden at have fået en form for respons.
”Dansk tradition og måden at prædike på betyder ikke, at kirkegængere her er blottede for åndelige behov,” analyserer Frank A. Thomas og illustrerer sin pointe med en oplevelse: ”Efter min prædiken delte jeg nadver ud. Da jeg stod over for altergæsterne, fik jeg svar tilbage ved at se ind i deres øjne. Jeg så deres sårbarhed og længsel. Og jeg mærkede, hvordan musikken og salmerne rørte dem.”
Du taler i din seneste bog om behovet for ”den farlige prædiken”. Hvad er en farlig prædiken?
”Enhver forsamling af mennesker – enhver gruppering, ethvert samfund, enhver menighed – opererer med et synligt eller usynligt hierarki. En dominerende gruppe på toppen, som definerer regelsættet. Rig over fattig. Hvid over sort. Kvinder over mænd. En farlig prædiken er en prædiken, der udfordrer hierarkierne. En prædiken, der lukker øjnene op for vores egne privilegier, så vi indser, at også vi er undertrykkere – enten af kvinder eller børn. Eller af hele befolkningsgrupper i et samfund.”
Det ligger ikke fjernt, at denne beskrivelse i en folkekirkelig sammenhæng kan ses som en opfordring til at prædike politisk. Men giver en politik aktiv, afroamerikansk prædikant overhovedet mening i en konsensusbaseret folkekirke, hvor det er god tone at undgå den politiserende prædiken?
”Hvid, vestlig prædikentradition er i overvejende grad skriftlig. Ofte meget abstrakt og uden billedsprog. Men håb udtrykkes bedst gennem fortællinger,” siger Frank A. Thomas, inden han lancerer den ultimative udfordring til danske præster:
”Hvorfor skal vi citere Kierkegaard, hvis ikke Kierkegaard taler om manden, der er skudt på gaden, kvinden, som er voldtaget, eller barnet, der oplever overgreb inden for hjemmets fire vægge?”.
”En god prædiken tager fat i virkeligheden og berører os, så vi græder eller skælder ud undervejs.”
Han nærer ingen frygt for de lange, retoriske pauser, der sammen med distinkt stemmeføring giver flere mindelser om en prædiken søndag formiddag end om et dagbladsinterview en onsdag eftermiddag.
”En gudstjeneste er jo ikke en intellektuel øvelse,” konkluderer han tilbagelænet og forløser den spænding, han selv har bygget op.
FRANK A. THOMAS KENDER godt til det tætte forhold mellem stat og kirke i Danmark, men han mener ikke, det står i vejen for at prædike kritisk mod den politik, der føres. Hvis det er det, der er behov for.
”Naturligvis kan man kritisere en regering, hvis den styrker samfundets usunde hierarkier. Martin Luther King var meget klar i mælet, da han sagde, at ’formuleret uenighed kan være et udtryk for sand kærlighed’. Det er legitimt, at jeg som præst kritiserer en siddende regerings politik, hvis den politik er ødelæggende for det land, jeg elsker.”
”Sagen er imidlertid, at ingen bryder som om at få taget privilegier fra sig.”
Frank A. Thomas rykker igen frem på stolen:
”Evangeliet handler i bund og grund om, at vi skal indse og opgive vores hierarkisk betingede privilegier. Den farlige prædiken handler om at få taget privilegier fra sig, og det rammer alle. Derfor er den farlige prædiken farlig både for magthaverne, for menigheden og for prædikanten.”