Kristeligt Dagblads omtale den 20. april af kirkeminister Mette Bocks (LA) svar til Folketingets kirkeudvalg demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at folkekirkens eventuelle inddragelse i en konflikt på arbejdsmarkedet vil være absurd teater.
Mette Bock mener, at præster i en konflikt godt må udføre sådanne ”arbejdsopgaver” som at hælde vand op i døbefonten eller skænke altervin til nadveren. Det har fået formændene for både kirketjener- og kordegneforeningen op på mærkerne. De mener, at kirkeministeren med sin udtalelse underminerer selve den danske model for arbejdsmarkedet. Hvis præster følger ministerens råd, vil de jo udføre konfliktramt arbejde.
Absurditet opstår, når to fuldstændig uforenelige størrelser bringes sammen. Og netop det er der tale om her. At hælde dåbsvand i døbefonten eller altervin i kalken kan ikke henføres til et arbejdsområde, som er forbeholdt bestemte professioner. Præsten er som ordineret normalt den eneste, der kan administrere de to sakramenter dåb og nadver. Det er faktisk en essentiel del af hans eller hendes embede som præst i en evangelisk-luthersk kirke, hvis kendetegn netop er forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. For at sakramenterne kan forvaltes, er det selvsagt nødvendigt, at der er vand i fonten og brød og vin på alteret. Disse praktiske forudsætninger kan præsten selvfølgelig selv tilvejebringe om fornødent. Kirketjenerens bistand her kan være en praktisk hjælp, men er jo ikke strengt nødvendig.
At gøre disse dybest set overflødige hjælpeforanstaltninger til et kirketjener-monopol og deklarere præstens overtagelse af dem som strejke- eller konfliktbryderi er ganske enkelt absurd. Men absurditeten bunder jo dybest set i, at folkekirken og dens præster overhovedet kan inddrages i en mulig konflikt. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt, at kirken forhindres i at udføre væsentlige funktioner som at holde højmesse, dåb, begravelse og andre kirkelige handlinger. Og præsten er først og fremmest udøver af et kald og først sekundært lønmodtager. Præsteløftet står over fagforeningsbogen. Derfor kan og skal en præst udføre de handlinger, der hører med til, at han og hun bestrider sit embede.
Men den mulige konflikt berører jo også forholdet mellem stat og kirke, sådan som Folketingets kirkeudvalg åbenbart også har ment, da de stillede spørgsmål til ministeren. Hvis folkekirken rammes af en lockout, stiller staten som arbejdsgiver hindringer i vejen for, at folkekirken kan være kirke. Luthersk talt griber den verdslige øvrighed dermed ind i det åndelige regimente. At den skal holde sig langt væk fra det, burde vi ikke have glemt her et par måneder efter reformationsjubilæet.
Mette Bocks svar til kirkeudvalget må ses som et beskedent værn af folkekirkens åndelige opgave – på trods af Moderniseringsstyrelse og fagforeninger.
Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet.