Efter festgudstjenesten i Haderslev Domkirke pinsedag til fejring af Reformationsjubilæet talte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Blandt de lutherske temaer, han kom ind på, var naturligt nok forholdet mellem religion og politik. Han gengav det – forenklet sagt – med Jesu ord ”Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er!”. Formodentlig mente statsministeren, at religion og politik dermed holdes adskilt. Og det er jo lidt pudsigt i betragtning af, at han som en nutidig kejser stod og talte i Guds hus. Og som regeringsleder har den faktiske magt over vores lutherske kirke.
Den værste forenkling – for ikke at sige fordrejning – af Luthers tanker rettede sig dog mod frihedsbegrebet. Statsministeren citerede de berømte sætninger fra Luthers skrift om et kristenmenneskes frihed: ”Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen underlagt. Et kristenmenneske er en tjenende knægt i alle ting og underlagt enhver.” I Løkkes udlægning: ”Han siger, at mennesket er frit. Men med frihed følger ansvar. Ansvar for sig selv. Ansvar for sin næste. Ansvar for fællesskabet. For at kunne udleve den frihed og påtage sig det ansvar, skulle den enkelte uddannes.”
Fejlen ved den udlægning er, at frihed og ansvar placeres på samme plan. Luther gøres til ophavsmand for det moderne slogan om frihed under ansvar. Men Luther siger ikke, at ”mennesket er frit” og kan ”udleve sin frihed”. Den frihed, Luther taler om, er en følge af den befrielse, som troen på Kristus betyder for det enkelte menneske. Det er først og fremmest frihed fra synd og død – og det er en frihed, som udelukkende gælder i den enkeltes forhold til Gud. I samfundet er hverken ”mennesket” eller den kristne frie. Men befrielsen fra syndens selvoptagethed binder den enkelte i et tjenende forhold til andre mennesker, det vil sige til næstekærlighed.
Med sin tale kom statsministeren desværre til at bekræfte påstanden om de myter, der gør Luther til ophavsmand for alt fra demokrati til religionsfrihed. ”Luther såede frøet til den kritiske tanke, der er modsætningen til fundamentalisme.”
Mod slutningen udtrykte statsministeren det ønske, ”at de værdier og det menneskesyn, der prædikes i folkekirken, fortsat skal stå stærkt. Det er de værdier, som præger vores land.” Den kristne frihed blev gjort til en ”værdi”, som folkekirken prædiker. Men folkekirken – altså dens præster – prædiker ikke værdier. Hvis de lever op til deres ansvar, forkynder præsterne det befriende budskab om Jesus Kristus. Og det er noget ganske andet.
Det har sikkert kostet mange ghostwriter-timer at få skrevet den tale, der i længde svarede til en gennemsnitsprædiken. Det havde været ønskeligt, om skribenterne havde orienteret sig lidt i nyere Luther-forståelser frem for at viderebringe politisk korrekte klichéer. Det ville ikke have været så svært i dette reformationsjubilæumsår.
Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet.