”ER DU en grøn teolog?”, lød spørgsmålet fra Torben Steno til provst i Bogense, Keld Balmer Hansen, og det mente Keld Blamer Hansen faktisk godt, man kunne sige.
Nu var det ikke, fordi Keld Balmer Hansen lige var kommet i embede med en dugfrisk teologisk eksamen, at han var en grøn teolog. Nej, Keld Balmer Hansen var grøn teolog i kraft af sin grønne teologi og som formand for kirkegruppen Grøn Kirke.
Han var sammen med Birgitte Kvist ledende præst i Vesterbro sogn inviteret i studiet hos ”Cordua & Steno”, engang et program på Radio24syv, nu en podcast på Berlingske. Ikke at man kan høre forskel. Stilen og tonen er den samme.
Og man må nok sige, at præsterne var kommet i hænderne på det myndige lægfolk i skikkelse af Torben Steno og Jarl Cordua. Værterne gik til emnet og gæsterne kritisk og underfundigt, uden at blive ubehagelige og skingre. Den første del af ”Cordua & Steno” fremstod faktisk som sådan et trosprogram, de kunne lære noget af på DR med public service-forpligtelsen til formidling af den kristne kulturarv. Trosprogrammer med debat, ja tak.
DEN KONKRETE anledning til debatten om grøn teologi og kirke var biskoppernes nylige beslutning om at foreslå en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan også folkekirken kan reducere sin CO2-udledning med 70 procent inden 10 år. Her i avisen omtalt under overskriften ”Biskopper kaster folkekirken ind i klimakamp”. Jeg kom til at tænke på den nytestamentlige opfordring til at stride troens gode strid, men det er jo noget sværere at sætte procenter på udfaldet af troens strid. Til gengæld er der ikke så meget varm luft, som i klimakampen.
I ”Cordua & Steno” blev der spurgt, om den grønne kirke var en politisering af kirken. Keld Balmer Hansen mente, at det grønne engagement var en konsekvens af næstekærlighed og forvalteransvar og noget førpolitisk. Det fik Jarl Cordua til at spørge, om man kunne forestille sig en ”Rød Kirke”, hvis man efter granskning af de hellige skrifter mente, at kristendommen sanktionerede en venstreorienteret fordelingspolitik? Det springende punkt er ikke næstekærlighed og forvalteranssvar.
Det er svært at finde nogen, som er decideret imod. Det er spørgsmålet, om en bestemt udmøntning er specielt kristelig og skal bære kirkenavn.
Torben Steno havde læst på lektien og fundet en dialogprædiken på Grøn Kirkes hjemmeside, hvor Greta Thunbergs indsats fremhæves, hvorpå det lyder:
”Der er håb for os og vores klode, når nogen går foran og viser os vejen. Præcis som Jesus gjorde det.”
Her gik man ellers og troede, at det var en kristelig pointe, at der netop ikke er nogen anden, der gør eller kan gøre ”præcis som Jesus”.
Keld Balmer Hansen bedyrede dog, at han ikke kendte til den prædiken og godt kunne være enig i Stenos kritik.
Man kan mene, hvad man vil om klimakamp og Greta Thunberg, men kirken dyrker ikke mennesker, og kirkens håb er lysegrønt, fordi det ikke skal indfries af mennesker, heller ikke danske biskopper eller svenske teenagere.
Jesper Bacher er sognepræst.