Prøv avisen

Teologisk makværk fra biskop Drejergaard

CONFESSIO AUGUSTANA: Det er foruroligende, at en af landets biskopper ikke føler sig forpligtet af præsteløftet og lægger afstand til Den Augsburgske Bekendelse

Den Augsburgske Bekendelse er en af de bekendelser, som enhver præst og biskop i præsteløftet har forpligtet sig til at forkynde i overensstemmelse med.

Derfor vakte det pinlig opmærksomhed, da en række teologer sidste sommer begyndte at ymte, at man burde tage afstand fra bekendelsen, fordi den var for hård ved muslimerne. Der står nemlig i den allerførste artikel om Gud, at man fordømmer alle, der afviser at Gud er treenig. Herunder Muhamedanerne. Det er ret klart, at der er tale om muslimernes meninger.

Nuvel, det kunne være godt, hvis folkekirkens spidser gjorde dette klart, så ingen var i tvivl om, at der ikke er tale om fordømmelse af den enkelte muslim, men af den islamiske lære. Og hvis de selv samme spidser forklarede, hvorfor artikel 1 er så utrolig vigtig i dag, hvor islam igen er blevet noget, kristne skal forholde sig til, ville det være endnu bedre.

Men nej. I det netop offentliggjorte notat fra Det mellemkirkelige Råd gør biskop Drejergaard som leder af arbejdsgruppen, der har forfattet notatet, alt, hvad han kan, for at lægge afstand til bekendelsens artikel 1. Notatet er ikke munter læsning.

I INDLEDNINGEN hedder det med slet skjult adresse til Islamkritisk Netværk, at opfordringer til kritik af islam er uheldige, fordi det forpligter til fjendtlighed mod muslimer. Hvem har hævdet, at kritik af islam skal føre til fjendtlighed mod muslimer? Ikke Islamkritisk Netværk, der lige fra begyndelsen igen og igen har understreget, at det er kritik af islam ikke af den enkelte muslim vi opfordrer folkekirken til.

Biskoppen insisterer på at misforstå, selvfølgelig for at sætte islamkritikere i et suspekt lys. Eller også er Drejergaard ikke i stand til at skelne mellem islam som religion og den enkelte muslim som medmenneske.

Men det er ikke kun nutidige kritikere af islam, det ifølge biskoppen er galt med. Det er også galt med bekendelsen selv. For forfatterne til bekendelsen har ifølge biskoppen ikke forsøgt at forstå modstanderne, man har bare fulgt middelalderlige klicheer. Islam er nemlig ikke noget kætteri, hedder det fra biskoppen, der lægger op til, at hele artiklen skal formuleres på ny. Man kan nemlig ikke hævde, at muslimer og kristne ikke tror på den samme Gud. Bekendelsen dur altså ikke rigtigt mere, skal vi vistnok forstå, for indsigelsen mod islam skal vistnok formuleres anderledes end bekendelsen. Blødere.

Til det er der to ting at sige: Det er mange årtier siden, Drejergaard underskrev præsteløftet, hvor han forpligtede sig til at forkynde i overensstemmelse med bekendelsesskrifterne. Nu viser det sig pludselig, at han slet ikke føler sig forpligtet, ja at han oven i købet lægger op til en klar afstandtagen og mulig censurering af bekendelsen. Hvorfor i alverden underskrev han præsteløftet, hvis han ikke brød sig om Den Augsburgske Bekendelse? Hvorfor i alverden forlanger han, at fremtidige præster skal underskrive præsteløftet, hvis det ikke rigtigt betyder noget? Dertil kommer, at det ikke er nogen ligegyldig side af bekendelsen, han tager afstand fra. Det er den, det hele begynder med: Gud selv. Reformatorerne vidste, at det var nødvendigt med en præcisering af, hvem Gud var for at gøre klart, at det er den treenige Gud, vi tror på. Og det var magtpåliggende for dem at vise, at det, de ønskede, var en reformation og ikke en revolution. De ville rydde op i kirken og få den tilbage på ret kurs.

Derfor tilsluttede de sig de oldkirkelige bekendelser og fordømte de retninger, der tog afstand fra de oldkirkelige bekendelser. Det er formodentlig Johannes af Damaskus, der er ophavsmand til det kætterkatalog, som reformatorerne viderebringer her i artikel 1.

HAN FORSTOD ikke islam, kan Drejergaard fortælle os. Jo, Johannes, der levede som dhimmi under islamisk overherredømme, forstod islam særdeles godt. Han har leveret skarpsindige analyser af islam, der langt overgår notatet fra den fynske velærværdighed, der afviser middelalderteologernes forståelse af islam som klicheer. Sikke dog en provinsiel skråsikkerhed.

Drejergaard bryder sig ikke om artikel 1, fordi den rummer rester af middelalderlig sammenblanding af tro og tvang. Rent og skært sludder. Der står ikke et ord i bekendelsen om, at fordømmelserne af kætterierne skal have politiske følger. Tværtimod tager bekendelsen klart afstand fra kirkens verdslige magt i artikel 28, hvor det forbilledlig klart udfoldes, at den kirkelige magt alene udøves ved at lære og forkynde evangeliet, og at evangeliet ikke bemyndiger biskopper til at have nogen sværdets magt. Bekendelsens første artikel gør det krystalklart, at den kristne Gud er treenig. Drejergaards notat gør det totalt uklart. Drejergaards arbejdsgruppe har rent ud sagt leveret et teologisk makværk, som fortjener at blive skubbet langt, langt ind under gulvtæppet.

Katrine Winkel Holm,

teolog,

Kløvervænget 26,

Haslev