Prøv avisen
Debat

Teologisk rådgivning til biskopper kan føre til ansvarsforflygtigelse

"Skulle biskopperne endelig være i tvivl eller mangle råd, kunne de jo spørge de teologiske professorer, som i modsætning til de foreslåede, af biskopperne ansatte, rådgivere er totalt uafhængige. En mulighed, biskopperne i øvrigt altid har haft," skriver Jens Kvist. Arkivfoto. Foto: Jens Thaysen

Det vigtigste i diskussionen om teologisk rådgving til biskopperne er, at ansvaret for afgørelsen i sidste ende stadigvæk vil påhvile biskoppen og kun biskoppen. Hvad skal biskopperne ellers lave, spørger sognepræst Jens Kvist

I Kristeligt Dagblad den 7. januar slår professor Svend Andersen til lyd for, at der etableres et ”lærenævn med teologiske og religionsvidenskabelige eksperter, som kunne vurdere samtaleforløbet og sikre, at biskoppen og præsten efterfølgende fremsender en umisforståelig udtalelse i offentligheden, for ikke at skabe tvivl om præstens og folkekirkens tro”.

Forslagets fremsættes på baggrund af den noget uldne pressemeddelelse, der blev udsendt af Roskilde Stifts biskop, Peter Fischer-Møller, og sognepræst Annette Berg på grund af sidstnævntes offentlige udtalelser om sin tro på reinkarnation - som mange helt rigtigt hævder ikke kan være en privatsag (som biskoppen mener), så længe hun udtaler sig offentligt om sin tro.

Men, siger professoren videre, ”hvis man ikke vil oprette et lærenævn som en del af den folkekirkelige ordning, kunne man sammensætte en liste af eksperter, som det var obligatorisk at inddrage som høringspart i alle præstesager, der involverer folkekirkens lære”. Ærligt talt: Hvad er forskellen på det ene og det andet? Jeg kan ikke rigtig få øje på nogen. Men at Svend Andersen ikke har talt for døve øren, kunne man forvisse sig om to dage senere i samme avis, hvor forsiden var prydet med overskriften ”Biskopper vil opruste med teologiske rådgivere”.

Det begrunder Aarhus-bispen Henrik Wigh-Poulsen med, at det ”er oplagt at tage kontakt til personer, som kan hjælpe med at belyse og udlægge de teologiske aspekter”. Jo, men der er jo ikke tale om, bare ”at tage kontakt til”. Biskopperne vil fremsætte et forslag til kirkeministeren, gående ud på, at ”hver biskop kan ansætte en teologisk rådgiver, svarende til et halvt årsværk”.

Med god grund modtages forslaget med skepsis: Professor Peter Lodberg frygter, at forslaget kan føre til en udvanding af bispeembedet og siger videre, at ”når biskoppen er teologisk uddannet, er det naturligvis, fordi man i udgangspunktet regner med, at biskoppen i forvejen har den nødvendige teologiske indsigt til selv at kunne håndtere denne type sager”. Og sognepræst Torben Bramming supplerer med at spørge, hvad det egentlig er ”med disse temmelig enkle præstesager, som biskopperne ikke kan sige sig selv?”.

Men den væsentligste indvending, som også stammer fra Bramming, er den, at forslaget kan føre til en ansvarsforflygtigelse. Man kan jo bare skyde skylden på sin spindoktor, som der jo reelt er tale om.

Og skulle biskopperne endelig være i tvivl eller mangle råd, kunne de jo spørge de teologiske professorer, som i modsætning til de foreslåede, af biskopperne ansatte, rådgivere er totalt uafhængige. En mulighed, biskopperne i øvrigt altid har haft.

Men det vigtigste er, at ansvaret for afgørelsen i sidste ende stadigvæk vil påhvile biskoppen og kun biskoppen. Hvad skal biskopperne ellers lave?

Jens Kvist er sognepræst i Aabenraa