Det er en malende beskrivelse, Ole Bach Piekut i Kristeligt Dagblad den 26. april giver af Tidehvervs sommermøde 2014, hvor de angiveligt tidehvervske nypuritanere i argeste alvor dikterede: Du skal sove med hænderne over dynen.
Skildringen har bare den lille brist, at Piekut ikke selv var til stede ved mødet og mig bekendt aldrig har deltaget i Tidehvervs sommermøder.
Det har undertegnede derimod, og da jeg var mødeleder i 2014, husker jeg også diskussionen, som kom til at dreje sig om ægteskab og seksualitet.
En tilhører, som ikke helt havde fattet, hvad der taltes om, spurgte kritisk: ”Vil det sige, at vi skal tilbage til Olfert Ricard og sove med hænderne over dynen?”.
Indvendingen afstedkom flere ironiske svar, og på sommermødets såkaldt Materielle Aften, som er viet til musikalsk og satirisk underholdning, oplæste aftenens faste konferencier med gravalvorligt pokerfjæs programmet for næste års sommermøde, hvor mødelederen blandt andet hver aften ville gå en runde for at sikre sig, at alle sov med hænderne over dynen.
Så hvem end Piekuts kilde til hans viden om bemeldte sommermøde er, så må jeg konstatere, at vedkommende enten er for enfoldig til at forstå ironi eller slet og ret løgnagtig.
Men Piekut har åbenbart et ham magtpåliggende ærinde med at viderebringe løgnen, for han søger selv at underbygge dens pointe ved at skamlæse to glimrende artikler fra bladet Tidehverv af henholdsvis Morten Brøgger og Monica Papazu.
Den første ”Få det ud af kroppen” kan findes på bladets hjemmeside, den anden ”Den golde jord” på biblioteket i Tidehvervs januarnummer 2013. Jeg vil opfordre Kristeligt Dagblads læsere til at læse dem og selv danne sig et indtryk af Piekuts vilje til at læse og forstå.
Men hvad er da Ole Piekuts ærinde? Jo, det er såmænd en gammel traver, som allerede for 40 år siden delte vandene på Tidehvervs sommermøde: den antinomistiske påstand om, at når vi har syndernes forladelse i Kristus, så kommer loven – nomos – os ikke mere ved.
Da vi alene frelses ved Guds nåde i Kristus, så gælder Guds bud og ordninger for det jordiske liv ikke. Ægteskabet er gudskelov så blot en juridisk konstruktion, hvorfor et forhold mellem to af samme køn lige så godt kan kaldes et ægteskab, som det gammeldags familiestiftende forhold mellem mand og kvinde. Ingen skal have dårlig samvittighed ved at bryde et ægteskab, for ægteskabet er jo ikke noget, der kommer Gud ved, da det ikke er ved ægteskabet, vi frelses.
Kort sagt: vort jordiske liv med hinanden rager ikke Gud – han er jo den der tilgiver.
Men er det sand evangelisk teologi? Det har Tidehvervsteologer i årevis bestridt med henvisning til blandt andet Martin Luthers skrifter mod antinomerne.
For vel frelses vi alene ved Guds nåde i Kristus, men syndernes forladelse tager os jo ikke ud af det jordeliv, som stadig er givet af Gud, og hvor vi med Luthers ord skal leve i kald og stand. Syndernes forladelse giver os ikke carte blanche til at ophøje os selv til skabere af livet hernede ved for eksempel at vende op og ned på det ægteskab, som Gud i sin miskundhed lod os faldne beholde, så den seksualitet, vi efter syndefaldet helst vil misbruge egoistisk, stadig kan tages i tjeneste for Guds opretholdelse af menneskeslægten.
Og loven, Guds bud, kommer os så sandelig stadig ved. Det er ved loven, vi erkender, at vi er arme syndere, der skal ty til Kristus.
Hvis loven ikke gælder os, er vi jo slet ikke syndere, eller synden er bare en rent æstetisk kategori, vi kan henvise til som en undskyldning for, at jeg jo bare er ligesom alle andre. Og en sådan synd, som er ganske bekvem og behagelig, har i grunden slet ikke brug for syndernes forladelse.
Så den yderste konsekvens af anti- nomismen er, at vi kan blæse på evangeliet, blæse på Kristus, for hvad skal vi egentlig med ham, når der ikke er nogen lov, der afslører vores synd – når alle bud og ordninger bare er vores egne juridiske konstruktioner?
Det er opgøret med denne afskaffelse af evangeliet om syndernes forladelse i evangeliets navn, som har været ærindet i utallige foredrag og diskussioner på Tidehvervs sommermøde, og som modstanden mod, at det gudgivne ægteskab fornægtes i menneskerettighedernes navn, udspringer af.
At Piekut betragter det som moraliserende indblanding i privatlivet, at det fastholdes, at ægteskabet er Guds velsignelse og ordning, som kræver troskab; at børn hører til hos far og mor, som de skal ære; ja, at syndernes forladelse ikke er en undskyldning for at lade sin samvittighed være uberørt af Guds bud – det siger mest om Piekuts egen teologi, hvis niveau synes nærmere på Trilles ”Øjet i det høje” end på Paulus, Augustin og Luther.
Agnete Raahauge er sognepræst i Hørup og redaktør af Tidehverv.