Jeg undres over nedladenheden over for ”Hellas Katekismus”

Vi har aldrig forestillet os, at Hella Joof ville kunne leve op til Luthers næsten uberørte skrift fra 1529, hvilket vi klart gør opmærksom på i vores undervisningsmateriale, skriver leder af Folkekirkens Konfirmandcenter

”Jeg synes, I skylder hende en undskyldning!”, skriver Finn Andsbjerg Larsen til kritikerne af forfatteren og skuespilleren Helle Joof og hendes nye katekismus. –
”Jeg synes, I skylder hende en undskyldning!”, skriver Finn Andsbjerg Larsen til kritikerne af forfatteren og skuespilleren Helle Joof og hendes nye katekismus. – . Foto: Charlotte de la Fuente/Polfoto.

SOM LÆGMAND, lærer og leder af Folkekirkens Konfirmandcenter vil jeg gerne svare på den kritik af ”Hellas Katekismus”, som blev rejst i går den 17. oktober i Kristeligt Dagblad. Kritikken er todelt: dels det teologiske indhold af ”Hellas Katekismus”, dels, at vi udgiver et skrift, som åbenbart ikke lever op til en række fagpersoners vurdering og kategorisering af, hvad en katekismus er.

Men inden jeg svarer, har jeg lyst til at spørge, om det ikke er tankevækkende, at Luther i dag næsten får samme ufejlbarlige status, som pavekirken havde i 1500-tallet. Hvis man mener noget andet end Luther, bliver man godt nok ikke brændt på bålet, men grillet i Kristeligt Dagblad.

Man påberåber sig med Luther i hånd det almindelige præstedømme. Som lægfolk kan vi bage boller, sidde i menighedsråd eller til nød læse epistelen ved højmessen, men når vi åbner munden, skal vi åbenbart holde os til et teologisk defineret facit. Ja, jeg undres over den nedladenhed over for ”Hellas Katekismus”, eller som Erik Skyum-Nielsen kalder den: livslære.

Ja, for Hella Joof er det netop en livslære eller troslære. Det er et ærligt skrift, det er lægmanden, der udtaler sig i en sammenlignelig ramme med Luthers Lille Katekismus, og straks kommer den røde rettepen frem og med den dommen over et andet menneskes kristendom. Det er som et tunnelsyn, hvor man ikke vil eller kan se andet end sit eget facit. Muligheden for, at Hella Joof kunne tilføje noget, bringe nutidige billeder i spil, nuancere eller tale ind i vores tid, er åbenbart udelukket. Vi alene vide.

Man fælder dom over en lægperson, der har haft modet til at definere sin kristendom i det offentlige rum, men problemet er måske her, at man ikke kan true med at rive kraven af hende. Jeg synes, I skylder hende en undskyldning! I har jeres fulde ret til at sige, at det ikke er jeres kristendomsforståelse, men at underkende og definere hendes kristendomsopfattelse som utroværdig, ufarlig og ubrugelig er ikke fair.

Det er imidlertid berettiget at kritisere Folkekirkens Konfirmandcenter for at udgive skriftet, men vi synes, vi har gode og velovervejede grunde. Vi spurgte Hella Joof, om hun havde modet og lysten til at skrive en katekismus og dermed at svare på de samme spørgsmål, som Luther stiller i sin. Vi har ikke givet hende teologisk rådgivning eller sat dogmatiske standarder for, hvad hun måtte skrive, for det var jo ikke folkekirkens eller Luthers katekismus, der skulle skrives, men Hellas katekismus.

Vi har aldrig forestillet os, at Hella Joof ville kunne leve op til Luthers næsten uberørte skrift fra 1529, hvilket vi klart gør opmærksom på i vores undervisningsmateriale, men vi synes faktisk, det er interessant at høre et menneske, i dette tilfælde en lægpersons, udlægning og forståelse frem mod reformationsåret 2017.

Det er altså ikke en dogmatisk nyfortolkning, men som der står på forsiden: ”Hellas Katekismus”.

Utallige præster har mødt og møder dagligt mennesker ved dåbssamtaler, som sprogligt måske ikke nærmer sig Hella Joofs farverige billedsprog, men indholdsmæssigt er tæt på hendes fortolkning. Forfladiget eller ej, så er det vel også den virkelighed, vi som kirke skal gå i dialog med.

Folkekirkens Konfirmandcenters fyldige reformationsmateriale består dels af en Luthertavle, 40-50 undervisningsforløb og aktiviteter, en novellesamling af Iben Krogsdal og altså ”Hellas Katekismus”. Sidstnævnte skal altså ses i en større sammenhæng.

Vi har været rundt i otte stifter og har mødt præster, der allerede har taget ”Hellas Katekismus” i brug til dåbssamtaler, men også præster, der har rynket på næsen. Den egentlige overvejelse og måske anfægtelse er, om konfirmationsforberedelse er proklamatorisk eller dialogisk. Om vi kan proppe sandhederne ned i halsen på konfirmanderne, eller om vi med samtale, samvær og medvandring tør sætte en samtale i gang om ikke blot præstens kristendom, men også konfirmandernes eller Hellas kristendom. Vi tror på det sidste.

Finn Andsbjerg Larsen er leder af Folkekirkens Konfirmandcenter.