Teologistuderende: Ghita Nørby er symptom på samfundets ophøjelse af idealet om autenticitet

I årtier har vi i vores samfund dyrket idealet om individuel autenticitet som det højeste gode. Derfor oplever vi antisociale udfald som Ghitas som udtryk for mod, ærlighed og en villighed til at sige fra, skriver Jacob Munk

Høflighed er ikke moderne – men det virker, mener skribenten
Høflighed er ikke moderne – men det virker, mener skribenten Foto: Liselotte Sabroe og Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Så fik Simi Jan også en tur i Ghita-møllen. Det interessante var for mig at se ikke så meget interviewet selv, som den debat, det udløste. Mens mange naturligvis mente, at hele Danmarks Ghita var gået for langt, har andre – ligesom efter hendes udfald mod Iben Maria Zeuthen – taget hende i forsvar som et udtryk for autenticitet og et opgør med mediebilledets polerede former.

Jeg indrømmer ærligt, at jeg finder det utroligt, at en erfaren krigsreporter som Simi Jan – og Iben Maria Zeuthen, der har lavet nogle af alle tiders bedste radioprogrammer om tro – igen og igen anklages for overfladisk medietomgang i disse dage. Hvis jeg ønskede en dyb og autentisk samtale i medierne, ville jeg hver dag gå til dem frem for Ghita. I mine øjne er forklaringen på forsvaret for Nørby nok en anden: I årtier har vi i vores samfund dyrket idealet om individuel autenticitet som det højeste gode. Vi har lært af Jean-Jacques Rousseau, at mennesket fødes rent og godt og ødelægges af fællesskabsforpligtelser og normer. Derfor oplever vi antisociale udfald som Ghitas som udtryk for mod, ærlighed og en villighed til at sige fra. Vi tænker, at noget så råt og upoleret må vidne om en person, der er ukorrumperet af samfundets krav.

Der har særligt været én skikkelse, som skulle inkarnere dette ideal om autenticitet: kunstneren. I romantikken blev kunstneren regnet for en næsten profetisk figur, der kunne formidle guddommelig indsigt, fordi han eller hun gik sine egne veje i stedet for at underlægge sig samfundets normer. Derfor blev det næsten forventet, at kunstneren var en arrogant sociopat.

Tænk bare på Beethoven: Vi kender alle billedet af Beethoven som sur, selvfed og nedladende, men netop derfor så dybt autentisk. Hvad med hans læremester, klassikkens store pionér Joseph Haydn – hvad er vores billede af ham? Stort set ikke eksisterende. Haydn var imidlertid et af de mest varme og hjertelige mennesker, som hans venner kaldte ”papa Haydn”, fordi han var som en far for dem. Det er mennesker som Haydn, der skaber genier som Beethoven, for man bliver ikke geni uden en mentor, der ser en og anerkender en for det, man er og kan.

Hvem af de to er moralsk set mest imponerende – Beethoven eller Haydn? Jeg for min del er ikke i tvivl: Det er Haydn. Tænk, at man i selskab med en af Europas dengang største komponister kunne opleve, at han faktisk virkede mere optaget af dig og din karriere end af sig selv. Imidlertid har vores kultur gennem 200 år ophøjet kunstnere som Beethoven over kunstnere som Haydn. Derfor ser vi det som et udtryk for genialitet, når en kunstner som Ghita Nørby ufiltreret håner Zeuthen og Simi Jan for deres inautentiske væremåde. Jeg mener, at der er brug for at droppe vores guddommeliggørelse af kunstneren og kalde den slags adfærd, hvad den er: opblæsthed, disrespekt og manglende dannelse. Nørby viser os, at samfundets ideal om ufiltreret autenticitet, som særligt forventes at inkarnere sig i kunstnerklassen, måske slet ikke er så ideelt igen. Skik og pli er ikke et udtryk for manglende troværdighed, men derimod forudsætningen for, at vi kan være sammen på meningsfulde måder.

Vi har i dag brug for flere mennesker som Haydn – ikke Beethoven. Nok skriver de ikke lige så gode biografier, men hvad er det imod den fantastiske oplevelse af at være sammen med én, der har det moralske overskud til at glemme sig selv og sætte den anden først. Først da kan den virkeligt autentiske samtale begynde. Høflighed er ikke moderne – men det virker.

Jacob Munk er forfatter og stud.theol.