Hvordan kan vi bevare parforholdet, når et livsvilkår rammer os? Hvordan kan vi bevare kærligheden, tosomheden og samhørigheden, når vi føler os forladte, fortabte og forrådte af livet? Hvordan kan vi nærme os hinanden, når livet minder os om, at vi kan miste dem, som vi elsker allermest, og derved ikke gøre det logiske – nemlig at trække os væk for at undgå smerten, lidelsen og sorgen, men blive sammen og derved styrke vores fundament i parforholdet endnu mere?
For at forstå sorg er vi mennesker nødt til at se en grund til, hvorfor tingene sker. Hvis ikke der findes en forklaring, kan vi blive så opslugt af tanker, følelser og vores behov for at forstå, at vi kan blive helt maniske i vores søgen efter svar.
Sorg er en af de følelser, som er ekstremt kompleks – på linje med jalousi – fordi sorg dækker over flere forskellige følelser. Vrede, glæde, afmagt, chok og taknemmelighed er alle følelser, som vi kan opleve, når vi er i sorgen.
Problemet med sorg er dog, at vores sammensætning af følelsen er lige så individuel, som vi er mennesker i verden. Ikke to mennesker har samme sorgmønster, så når vi beder vores partner om at støtte os i sorgen, hvad lægger vi så i ordet ”støtte”? Hvad lægger vi i sætningen ”at være der for mig…”? Har du og din partner nogensinde talt om det?
Hvis vi går ind til sorgen med en forudindtaget holdning om, at vores partner ved, hvad vi har brug for i en livskrise, er det så let at træde ved siden af – og vupti, så er kløften skabt. Næsten uden at blinke har vi trådt et skridt væk fra hinanden. Men er det vedkommendes job, som har mistet, og som står i sorgen, at fortælle sine behov bedre, eller er det partnerens opgave at spørge? I denne situation – hvor ligger arbejdsbyrden henne?
Den part, som sørger, har måske brug for plads, ro og tid alene til at samle tankerne, og partneren forsøger ikke at give for meget plads af frygt for, at den sørgende vil sige på et senere tidspunkt: ”Jamen, du var der jo aldrig for mig!”. Av, en mavepuster… Og ærligt, sådan en sætning gør klar til krig. En krig, som vil gøre den skabte kløft endnu større. Så hvordan gøres sorgen mindre ensom? Er det så let som at tale åbent, ærligt og kærligt om det?
Ærligt, hvor meget skal vi tale om sorgen? Lige tilpas, vil mange sige – men igen, hvad der er ”lige tilpas” er individuelt. For nogle vil mene, at lige tilpas betyder 15 ud af døgnets 24 timer, og for andre vil to timer være nok i hele sorgperioden. Så hvad er for meget – og hvad er for lidt – og hvad er lige tilpas?
Spørgsmålet er måske også dette: Er det en samtale, vi skal have, inden vi oplever sorgen i et parforhold, ligesom børn, giftermål og utroskab, eller er sorg et område, hvor vi ikke kan forudsige, hvem vi har brug for, hvad vi har brug for, eller hvordan vi reagerer?
Samtalen kan vi måske godt have – bevares, men hvad så, når vi reagerer helt anderledes, end vi har talt om? Er der så tale om et tillidsbrud eller den menneskelige frihed til at være i nuet og mærke os selv? Er det muligt at forberede os på sorg og at afstemme forventningerne med hinanden? Ja, hvis vi har oplevet sorg tidligere, og inden vi trådte ind i forholdet, kan vi tale om, hvordan sorgen var for den enkelte, men også her er der faldgruber. Så som i hvilken alder mistede partneren, hvem mistede de, og ikke mindst tør vi spørge ind til de følelser? Er vi bange for at virke for nysgerrige, eller er vi bange for, at vi ikke selv kan rumme vores partners følelser? Kan vi klare den spejling?
Er tendensen blevet sådan, at når vi mister, så pålægger vi vores partner at vide alt? Hvornår vedkommende skal komme med en ostemad og en kop varm te og lægge tæppet hen over os, imens vi ligger i sofaen. Eller hvad vedkommende skal sige for at trøste, for at forstå og bare lytte, når sorgen kryber ind under huden igen. Hvem har ansvaret?
Glemmer vi nogle gange, at de pårørende pludselig også står i en uvant situation, hvor de også kan føle, at de har mistet? Måske føles det, som om de har mistet deres partner, når de ikke kan gøre hverken fra eller til over for deres partners smerte?
Så hvordan kan vi sno os – sammen – i det kaos af følelser, som det at miste bringer med sig?
Vi skal støtte hinanden, løfte hinanden og tilbyde trøst i en stærk favn. Vi skal overtage de daglige gøremål, hjælpe til med det praktiske omkring begravelsen, såsom blomster, indbydelser og gravøllet og samtidig sørge for os selv og vores partners velbefindende. Og hvem er det ”vi” så, som der omtales her? Her hentyder jeg til parforholdet, som den trygge havn, som begge kan søge hen i, når sorgen bliver for meget at bære alene.
Det er måske dét, som sorgen skal lære os, når vi er i et parforhold. Vi er ikke kun én, som har mistet. Selvom det kan føles sådan, så står vores tredje part, parforholdet, til at miste endnu mere, nemlig sit livsvilkår. Der skal selvfølgelig være plads til den enkelte i parforholdet, og den ene må gerne fylde mere end den anden i et stykke tid, men balancen skal genoprettes – ellers går universet ikke op.
Hvordan får vi universet til at gå op, når vi er i sorg? At spørge ind til dig selv, din partner og parforholdet kunne være en løsning. Et spørgsmål kunne være: ”Når du ser mig så trist, vred, afmægtig og så videre, hvad sker der så inden i dig? Hvad føler du lige nu?”. Hold fokus på følelserne, og giv dem luft. Der er intet mere ensomt end at gå rundt alene med en masse følelser, som vi ikke bliver spurgt ind til. En anden løsning kunne være, at sorgen kunne beskrives på en skala fra 1 til 10, så både du og din partner ved, hvor du eller I er henne.
Det er en måde at få ro på, men også en metode at tjekke ind hos hinanden på, som giver muligheden for at hjælpe, når det er nødvendigt, og bakke væk igen, når det er det, der er brug for. Nogle par gør også brug af parterapi, fordi der bliver skabt et trygt rum, hvor terapeuten er tovholder. Pludselig er der en anden, som stiller de svære spørgsmål, som en partner kan lytte til for at finde mening i en situation, som ikke giver mening.
”Jamen, vi er jo ikke ved at gå fra hinanden. Min partner er bare i sorg.” Sådan en sætning er ikke uhørt, og det er en fejltolkning af det at gå til parterapi. Flere og flere par vælger at bruge terapi – både individuelt og sammen – for at skabe et stærkere fundament end det, de allerede har.
Og er vi sikre på, at vores parforhold ikke lider overlast i en sorgperiode? Om ikke andet, så er parterapi et tilbud, hvor terapeuten tager parret igennem de svære emner, uden at nogen af partnerne bliver gjort til skurken.
Parforholdet er et panser mod ensomheden, som sorgen bringer med sig. Sorg er en finurlig størrelse.
En konklusion må være, at alle mennesker oplever sorg forskelligt, også i parforholdet, og en af de vigtigste ingredienser er at tale om sorgen og stille de svære spørgsmål.
Sæt tid af til parforholdet. Sæt tid af til hinanden, så I begge føler jer hørt, mærket og elsket. Der findes ingen magisk trylledrik, så sorgen bliver mindre, men i et parforhold kan vi gøre den mindre ensom. For der er intet så frygteligt som ensomhed i sorgen, og det er her, parforholdet skal stå sin prøve og bevise, at ingen af parterne er alene, så længe de har hinanden og deres parforhold.