Den 7. februar er det en måned siden, at terrorangrebet i Paris fandt sted. Siden da er moskéer i Frankrig blevet angrebet, og muslimer forfulgt. I Niger er kirker brændt ned og kristne slået ihjel. I Europa stormer højreradikale partier frem med deres intolerance.
Det dybt tragiske er, at alt er gået efter terrororganisationernes drejebog. Terrorangrebet i Paris var mest af alt en hvervekampagne, udført af banale lakajer med tanke på netop at skille Europa og opsamle dets ekskluderede borgere .
Bibelen fortæller talrige historier om Jesus, der gik i dialog med selv sine mest indædte modstandere. Paulus forfulgte således først de kristne, men Jesus gik i dialog med Paulus, hvorefter Paulus tilsluttede sig Jesus. Kristendommen fortæller, at vi gennem ordet kan vende uro til fred og had til forsoning. Det har adskillige muslimer forstået: I London holder moskéerne for tiden åbent hus, så modstandere af islam kan få nedbrudt deres fordomme.
Samtidig er dialogen vejen til kritik, og kritikken vejen til demokratiets udvikling. Ifølge vores statminister skal vi ikke forklare terrorangrebet i Paris, men det er komplet hovedløst, for vi må erkende, at demokratiet har fejlet. Store minoritetsgrupper i Europa har længe ikke haft en stemme i debatten, hvorfor terroristerne, ifølge forskningen, hovedsagligt er borgere, født, opvokset og ekskluderet i Europa. Eksempelvis levede Charlie Hebdo-gerningsmændene et udsat liv i det berygtede parallelsamfund i 19. arrondissement i Paris. Hvem vil stadig påstå, at der ikke findes et gran sandhed i de radikaliseredes kritik af demokratiet? Det vil de højreradikale, som ønsker at modvirke terror gennem hadske udtalelser og religionsfordømmelser. ”Den gren, der ikke bøjer, knækker,” siger de i Kina, og heraf kan vi lære, at vi må udvikle demokratiet i stedet for at immunisere det mod kritik, hvis det overhovedet skal overleve.
Nu må vi smide pennen og bruge sværdet - det er parolen hos Front National i Frankrig. Men de højreradikale har aldrig forstået, at lægger vi pennen, løfter andre sværdet, og løfter vi sværdet, smider andre pennen; afviser vi diskussionen med demokratiets modstandere, gøder vi jorden for deres terrorangreb, som vi må afværge med sværdet, og bruger vi sværdet mod dem, ser de ingen fornuft i at kæmpe med pennen. Dialogen derimod kan skabe små mirakler, for kun ved at lytte til de ekskluderede vil de lytte til os.
Mere åbenhed, mere demokrati og mere dialog - sådan lød svaret fra den daværende norske statsminister Jens Stoltenberg, da Norge i sin tid blev angrebet af fanatismen.
Lad os som Norge gentage miraklet oven på katastrofen. Lad os huske, at fanatikerne ikke sejrede, i det øjeblik attentaterne fandt sted, men i det øjeblik vi lader os ramme i demokratiets hjerte, i dialogen. Da Europas statsledere gik arm i arm gennem Paris, var det forhåbenligt ikke for at skærme sig for kritik, men for at stå sammen om dialogen. For til syvende og sidst blev Europa grundlagt på ordene.
Emil Sloth Andersen, stud.scient.pol, Nordkrog 14, Hellerup