Terror i ingenmandsland

TERRORISME: Når et menneske ingen steder hører hjemme, tyr det lettere til ekstreme forenklinger og totalitær tænkning

Mange terrorister er placeret midt imellem et smerteligt afsavn til hjemlandet og en ny krænkende fremmedgørelse, som finder sted i deres nye hjemland. Det, der før stod dem nær, for eksempel deres hjemland, deres forældres hjemland, deres religion med videre, er blevet dem fremmed. I det nye hjemland bliver det, der før var dem fremmed, som lyshårede piger, demokrati og ytringsfrihed ,dem mere velkendt og kostbart.

Det, der senere kan vække en vrede så kraftfuld – som den, der skal til for at gøre et menneske til terrorist – fremkommer ved at være placeret i dette mellemrum mellem et gammelt hjemland og nyt hjemland. Midt i ingenmandsland. Det vil sige uden noget fast at forholde sig til (det gamle hjemland) og uden muligheden for at medskabe sin egen platform (det nye hjemland).

Vreden kommer, når det gamle pludselig virker ukendt, eller når det kendte, i det nye hjemland, viser ukendte sider af sig selv. Det gamle hjemland kan virke ukendt, som når en person ikke længere kan relatere sig til sit gamle hjemlands kultur og værdier. Men denne fremmedgørelse bliver først for alvor smertefuld, når vedkommende samtidig føler sig fremmedgjort i sit nye hjemland, det nye land, som vedkommende har ofret en masse på for at forstå og blive integreret i.

Når mennesket ingen steder hører hjemme, tyr det lettere til ekstreme forenklinger og totalitær tænkning. På den måde er vi i Vesten selv med til at skabe terrorister. Vi vil gerne have, at de skal opgive deres hjemland, at de skal lære dansk og få sig et arbejde med videre. Træder de ved siden af, så dømmes de ikke blot ude inden for landets rammer, de dømmes helt ude og sendes "hjem" til deres såkaldte hjemland. Det samme hjemland, som vi kort forinden ønskede, at de skulle løsrive sig fra. Det er grotesk.

Ud over denne problematik, så vil de krav, som for eksempel Dansk Folkeparti og regeringen stiller i forbindelse med den nye terrorpakke, kun være med til at gøre tingene endnu værre. Når Danmark, danskhed og demokrati defineres så firkantet, som det er tilfældet, skabes der en naturlig grobund for en modstand. Denne modstand behøver ikke ende i terrorisme, men den vil ofte gøre den enkelte indvandrers behov for at dyrke sit tidligere hjemlands værdier væsentligt mere markant. Dette kan ske gennem påklædning eller rabiate udlægninger af ens tro, en tro, der måske slet ikke var synderlig interessant i hjemlandet.

Det er frygteligt, at nogle politikere af frygt for andre mennesker ønsker at overvåge og kontrollere mennesket som sådan.

En sådan kontrol gør kun, at vi glemmer, hvorfor vi er her i livet, nemlig for at producere mere liv. Frygt kommer af uvidenhed, og eftersom der ikke er nogen undskyldning for dumhed, så er der heller ikke nogen undskyldning for, at politikerne gør befolkningen paranoid. Hvis kontrol er den demokratiske løsning på terror, så har demokratiet spillet fallit. Løsningen kan, såfremt demokratiet skal have nogen berettigelse, kun handle om mere kærlighed, åbenhed og gæstfrihed.

Finn Janning,

filosof,

Erik Ejegodsgade 2,

København V