Terror og reinkarnation: Der er brug for klar evangelisk tale fra landets præster

Præsten skal forkynde evangeliet for hele folket, men samtidig vende sig imod denne ukristelige moderne snak, om at kristendommen skal indbefatte alt, mener Birthe Rønn Hornbech

Terror og reinkarnation: Der er brug for klar evangelisk tale fra landets præster

Hver uge holdes der i den danske folkekirke vel langt over tusind prædikener, der er forberedt af flittige og arbejdsomme prædikanter, der gør sig umage for at forkynde evangeliet klart og forståeligt og til vejledning for menigheden af, hvad kristendom er.

Denne virkelighed beskrives sjældent i medierne, selvom der dog mellem år og dag samles flere mennesker i folkekirken end noget andet sted i Danmark.

Er der derimod en eneste præst, der blander kødets opstandelse sammen med reinkarnation, kan man være sikker på, at historien trækker avisforsider og tv-sendetid i en grad, der hos svage sjæle kan skabe tvivl om, hvad kristendom er.

For hvor er det egentlig let at forvirre et folk, der bliver mere og mere traditionsløst. Hvor er det let at vildlede en ungdom, hvis kundskaber om kristendom hele tiden forringes, og som viger til fordel for en relativisme, der gør alt til ét fedt.

Samtidig bombarderes vi i dagligdagen fra alle mulige spirituelle retninger. Tonen hos de religionshadske religionshistorikere bliver mere og mere pågående og skinger. Dertil kommer, at procentdelen af danskere, der er opvokset i en muslimsk tradition, vokser. Dermed vokser også andelen af medborgere, der har mere styr på deres tro end mange døbte.

Det er langt lettere at lade sig friste af en religion som islam, hvor religion og leveregler og frelse er et fedt, og hvor den enkelte ved, hvad han skal gøre for at ende i paradiset. Det er langt vanskeligere at være kristen og helt i strid med vor natur at affinde os med, at vi med syndernes forladelse er afskrevet magten til at sørge for vor egen frelse.

Syndernes forladelse og retfærdiggørelse ved tro alene strider i den grad imod den menneskelige natur og ”noget for noget”-princippet. Luther måtte som bekendt igennem mange sjælekvaler for at nå til denne erkendelse, der førte til Reformationen.

For medborgere opvokset i en tradition med ufrihed, lovreligion og påbud om en bestemt levevis som betingelse for at opnå frelsen, kan luthersk kristen-dom forekomme svag.

Denne beskrevne virkelighed skærper præsternes ansvar for at prædike evangeliet klart og bortlægge trangen til at forsøge sig med personlige, åndelige eksperimenter, der er kristendommen fremmed.

Der er derfor ganske enkelt mere end nogensinde brug for, at den enkelte præst besinder sig på, at en prædiken ikke bare er en hyggelig tale, men en klar forkyndelse ud fra søndagens tekst. Der er mere end nogensinde brug for, at provst og biskop omgående og klart træder i karakter og siger fra og belærer præster, der skaber tvivl og uklarhed i menighederne.

Det lyder for eksempel forfærdelig besnærende at sætte lighedstegn mellem evigt liv og sjælevandring. Ja, en sådan snak passer lige ind i det moderne menneskes ubehag ved at acceptere tilværelsens vilkår om, at vi er dødelige. Derfor skal den snak omgående modsiges, og forskellen mellem opstandelse og sjælevandring forklares.

Samtidig spørger kristne mennesker efter den forfærdelige massakre i Frankrig sig selv og hinanden om, hvordan det dog kan gå til, at sådanne forfærdelige handlinger kan udføres, medens morderne råber ”Gud er stor.” Er det virkelig den kristne gud, der er tale om?

Præsten må give svar på det hele i søndagens prædiken. Min egen sognepræst, Elisabeth Krarup de Medeiros ved Brøndby Strand Kirke, og sikkert mange med hende greb i søndags prædiketeksten om opvækkelsen af synagogeforstanderens datter og placerede den i stærk modsætning til både reinkarnation og massemordene i Allahs navn.

Kirkebønnen indbefattede bøn for de mange døde og de pårørende. Organisten Katrine Immerkjær Kristiansen spillede under nadveren stilfærdigt den franske komponist Erik Saties lille sørgestykke. Alt i alt en understøttelse af, at radikaliteten i evangeliet ikke ændrer sig, men hele tiden skal formuleres ind i den tid, vi lever i.

Dermed får den opmærksomme menighed svar på de spørgsmål, den tumler med. Evangeliet er ikke en åndelig rørelse på lige fod med de mange varer på hylderne i det spirituelle supermarked.

Det er netop hverken tiden eller tidsånden, der skal diktere evangeliet, men evangeliet, der skal tales ind i tidens vilkår og virkelighed. Præsten skal forkynde evangeliet for hele folket, men samtidig vende sig imod denne ukristelige moderne snak om, at kristendommen skal indbefatte alt. Hvad skal vi ellers med folkekirken?

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye