Terroristerne har slået til igen. Mange mener, at pilen peger mod ekstreme muslimer, og verdens fordømmelse strømmer gerningsmændene i møde. Chikane over for helt uskyldige muslimer følger i kølvandet.
Det er nærliggende at skyde skylden for terrorismen i London på islam som lovreligion og udtrykke ønske om, at det blev forbudt at blande religion og politik. Men det standpunkt er for let og for uigennemtænkt, og med frihed har det intet at gøre.
Fra tid til anden høres dette ønske eller krav om at adskille religion og politik fremsat helt uden tilknytning til konkrete terrorhandlinger. Det er, som om afsenderne af disse krav og ønsker mener, at blot, der ingen Gud eller Allah er, så får vi automatisk en verden, hvor lammet græsser med ulven.
Tanken om en gudløs menneskehed er imidlertid en fiktion. En klog mand har sagt, at det, at et menneske ikke længere tror på Gud, ikke betyder, at han ikke tror på noget, men at han er parat til at tro på hvad som helst.
Jeg er ikke i tvivl om, at alle mulige afguder og ideologier ville komme til at regere ethvert samfund, hvis det lykkedes at fjerne religionen. Afskaffede man religionen ville den omgående opstå igen i alle mulige ideologiske forklædninger, der ville gøre krav på at få politisk indflydelse. Og fanatikerne ville vi ikke slippe for. Snarere tværtimod.
Fanatikere, der er drevet af det, de selv opfatter som religion, er lige farlige, hvad enten religionen kaldes islam, kristendom eller jødedom. Ikke mindre farlig er den fanatiske modstand mod religion som for eksempel Hitlers antisemitisme eller en statskommunisme, der fastholdes med vold og magt og internerer og myrder alle, der har andre meninger end magthaverne.
Hitler, der kaldte sig kristen, og Stalin, der var gudløs, kunne i deres ondskab og statsterrorisme rigeligt konkurrere med nutidens terrorisme.
Erfaringen med at udrydde Gud viser da også, at den slags forsøg ikke giver større frihed for borgerne, tværtimod.
Både Frankrig og Tyrkiet har forsøgt at holde religion og ideologi ude af staten ved med tvang at indføre en sekulær stat. I kølvandet på den ideologi følger indførelsen af offentligt forbud mod religiøse symboler som tørklæder eller krucifikser.
I Tyrkiet har statsmagten fortsat problemer med at holde religionen væk fra politikken. Og det vil næppe lykkes. Snarere er der grund til at antage, at jo mere staten forsøger at holde religionen ude, desto mere vil den forsøge at samle magt og konkurrere med statsmagten.
I USA, hvor alle frikirker er ligestillede, er religionens betydning for den enkelte politiker meget tydelig for eksempel i en valgkamp. Ja, der findes et verdensomspændende amerikansk netværk, der støtter den til enhver tid siddende præsident, og som i højeste grad sammenblander religion og politik. Ligaen søger ifølge sit eget materiale guddommelig ledelse og ønsker en åndelig vækkelse, der tilskynder medlemmerne til at bringe ånden fra Jesus ind i enhver facet af den enkeltes personlige og offentlige liv. Ligaen forsøger at hyre tilhængere på fremtrædende poster i andre lande. Således forsøgte USA's ambassadør i Danmark for nogle år siden at samle danske politikere til bønnemøder med det erklærede formål at få danske politikere til sammen at bede om, at Gud ville lede os til at føre den rigtige politik, underforstået ambassadørens og USA's politik. Det blev der vist ikke noget af, for vi politikere takkede nej. Den form for udenlandsk indblanding lå alligevel for langt fra danske politikeres opfattelse af, hvad der er Guds, og hvad der er præsidentens.
Det er altså ikke kun islam, der sammenblander religion og politik. Religionen står altid i fare for at blive misbrugt af fanatikere, for hvem andres liv ikke har nogen betydning.
Der er for mig ingen tvivl om, at den lutherske skelnen mellem lov og evangelium har haft betydning i de protestantiske samfund. Det er ikke nogen tilfældighed, at netop de lande, hvor den lutherske kristendom har været fremherskende, er de frieste i verden. Men at bruge det argument i kampen mod terror er helt i skoven. Og det er farligt, hvis man luller sig ind i den opfattelse, at blot islam udryddes, så forsvinder terrorismen.
Uanset hvilke forklaringer og undskyldninger terroristerne selv måtte komme med, og uanset hvor meget de vil forsøge at føre religionskrig, så er og bliver terroristerne kriminelle, der alene skal behandles som kriminelle og retsforfølges, som de menneskefjendske forbrydere de er.
Birthe Rønn Hornbech er
MF for Venstre og formand
for Folketingets kirkeudvalg