Testkulturen fører til dæmoni

Vi fik de nationale tests, og det er der blevet talt meget om siden. De er sagligt og vedholdende blevet kritiseret, uden at man fra regering og Folketings side har gjort det eneste rigtige, nemlig at afskaffe dem, skriver Kjeld Holm.

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

FRA 2004 OG nogle år herefter var jeg formand for bestyrelsen for det daværende Danmarks Pædagogiske Universitet, indtil universitetet blev fusioneret med Aarhus Universitet. Det var også de år, hvor testideologien på skoleområdet for alvor begyndte at gøre sig gældende. For første gang hørte jeg udtrykket ”de nationale tests”. Men på universitetet var vi klar over, at vi måtte være med og byde ind, da disse tests blev udarbejdet.

Jeg husker endnu, at rektor Lars-Henrik Schmidt og undertegnede var skeptiske og gerne var fri for at deltage i dette udbudsræs, men universitetet skulle leve af at få midler tilført udefra, omend det her var fra Undervisningsministeriet, og der var tale om mange millioner, så vi var nødt til at være med for overlevelsens skyld. Det reddede ikke universitetets selvstændighed, for den daværende regering mente også, at forskning og uddannelse fordrede meget store enheder. Tiden har modbevist synspunktet.

Men vi fik de nationale tests, og det er der blevet talt meget om siden. De er sagligt og vedholdende blevet kritiseret, uden at man fra regering og Folketings side har gjort det eneste rigtige, nemlig at afskaffe dem.

INGEN KAN HAVE noget imod, at skoleelever lærer noget, ej heller at de bliver dygtigere, men det er åbenbart i vore dage det eneste formål med skolen samt naturligvis, at man kommer i bedre fysisk form. Skolen er blevet indskrevet i konkurrencesamfundet. Man skal konkurrere med de andre børn og også med sig selv.

Jeg kender til situationen fra børneforældres fortællinger. Bestandig bliver børnene testet. Det tager tid, og for at de kan klare sig så godt som muligt, er det vigtigt, at de forberedes grundigt til testhalløjet. Så først forbereder man sig på testene, så kommer selve testen, og bagefter skal resultatet bedømmes og evalueres, så det er en gåde, at der overhovedet er tid til andet, hvad der ofte heller ikke er. Var der nogen, der talte om dannelse?

Peter Kemp skrev i en kronik for et par år siden og i sin bog ”Løgnen om dannelse. Opgør med halvdannelsen”, at folkeskolen i dag er uden etisk dimension. Han omtaler den tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S), der i sin opfattelse af den nye skolelov og meningen med denne talte om elevernes ”livsduelighed”, men det var netop møntet på den enkelte elevs formåen, livsduelighed er at kunne klare sig i konkurrencekapløbet.

Over for dette skrev Peter Kemp, at ”velfærdsstaten ikke er ophævelse af konkurrence, men at der sættes grænser for, hvor meget nogle må beherske andre, ved at klare sig bedre i konkurrencen end andre. Derfor tilstræbes en lighed der, hvor konkurrencen fører til for stor ulighed”. Videre siger han, at det etiske krav om bistand til dem, der ikke lykkes så godt, er fraværende i den måde, skolen er eller opfatter sig selv på.

Jeg er udmærket klar over, at der i skolen gøres en stor indsats for, at også de svage elever skal kunne udvikle deres evner, og jeg har uafkortet respekt for lærerne på dette punkt, men jeg ved også, at de af og til er segnefærdige, fordi de både skal tage vare på konkurrenceideologien og søge at tage vare på de svage samtidig med en langt længere skoledag for både børn og lærere, så fordybelsen for begge er en by i Rusland. Trætte lærere og trætte børn, der oprustes til konkurrencestaten, det er også konsekvensen af den ny folkeskolelov, hvis kvalitet foreløbig bedst måles ved selvglade politikeres ukritiske selvros.

Testkulturen fører til dæmoni. Her forstår jeg dette begreb, som Søren Kierkegaard analyserede det i ”Begrebet Angest” fra 1844. Nemlig som det indesluttede, det lukkede. At være sig selv nok. Han kaldte det også ”angst for det gode”, hvilket for ham betød ufrihed. Han skrev, ”det dæmoniske er ufriheden, der vil afslutte sig. Dette er og bliver imidlertid en umulighed, den beholder altid et forhold”, nemlig et forhold til friheden, det være sig måske kun som angst.

Man kan have det håb, at lærerne midt i alle disse tests kan formidle dette forhold til friheden. Det kunne være at sige til børnene: ”Hop op og fald ned på disse tests. Vi vil i stedet prøve på at lære noget – i fællesskab!”.

Og så kunne politikerne tage sig sammen og afskaffe testkulturen. Men det er nok et forfængeligt håb. Det er nok lettere at bede floderne løbe den anden vej.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.