Thranholm dæmoniserer det sekulære samfund

BLASFEMI OG YTRINGSFRIHED: Iben Tranholms kristne tro og hendes ønske om begrænsning af ytringsfriheden er direkte selvmodsigende

Iben Tranholm er med god grund bekymret for, at vi i vor kristendomsforskrækkelse er ved at gøre sekularismen til en ny religion. Kæden hopper imidlertid af i hendes klumme i fredags den 4. november.

Hun kan ikke lide Jyllands-Postens 12 tegninger af Muhammed, for de krænker muslimer. Som en række muslimske ambassadører synes hun, at ytringsfriheden skal begrænses, og taler direkte om, at den manglende begrænsning er en helliggørelse af ytringsfriheden.

Jamen ytringsfriheden er skam begrænset – både af racisme- og blasfemiparagraffer og af lovgivningen i øvrigt. Men det påvirker ikke Tranholm, der direkte taler om, at vi har helliggjort ytringsfriheden. Hun ser statsministeren som en "bannerfører for en sekulær absolutisme, der ophøjer ytringsfriheden til et helligt og ukrænkeligt princip".

Hvilket rendyrket vås. Statsministeren har ikke ophøjet noget som helst, men blot henvist til gældende lov. Desuden er ytringsfrihed netop det modsatte af helliggørelse. Ytringsfriheden er ikke blot friheden til at sige noget, men også til at tvivle og stille spørgsmål. Det er friheden til at provokere magthavere, men også friheden til at udstille menneskets trang til at guddommeliggøre hvad som helst – herunder stjerner, krystaller eller for eksempel bøger som Koranen, hvor muslimer påstår, at sandheden kan slås op.

Iben Tranholms kristne tro og hendes ønske om begrænsning af ytringsfriheden er direkte selvmodsigende. Som bekendt var Jesus kærlighedens og tilgivelsens inkarnation. Hvad, Iben Tranholm glemmer, er, at han også var frihedens inkarnation. Det er jo præcis det, evangelierne handler om: at mennesket er sat fri. At mennesket ikke længere er bundet af et utal af adfærdsregulerende forskrifter. At sandheden ikke længere er skrevet i sten eller åbenbaret i bøger. At Gud er en usynlig Gud. At moralloven ikke kan læses andre steder end i menneskets hjerte.

Det hellige er på en gang uomgængeligt samtidig med, at det altid må kunne diskuteres. Ellers kunne det risikere at blive for helligt – og ende i dæmonisk autoritetstro, hvor totalitarismen lurer lige om hjørnet. En totalitarisme, der er en vederstyggelighed, uanset hvilke gevandter den hylder sig i: Om vi kalder det nazisme, islamisme eller middelalderlig kristen inkvisition.

Kristendommen er jo én lang hyldest til frihedens provokation: Jesus provokerede den gældende lovreligion. Han tilgav det utilgivelige – og endte som korsfæstet. Hvilket blot var en yderligere provokation. En korsfæstet Gud – intet er jo mere latterligt.

Sidste års storfilm "The Passion of the Christ" ville formodentlig virke endnu mere stødende på muslimer end afbildninger af Muhammed. For muslimer er Jesus en profet, der lige så lidt som Muhammed må afbildes. Og slet ikke som lemlæstet, ydmyget og korsfæstet. Skulle den så også have været forbudt? For ikke at tale om evangelierne! Hvis inderste væsen i øvrigt er at pege på vor selvretfærdighed og provokere enhver udvendig fromhed.

Det europæiske demokrati og ytringsfriheden er ikke vokset ud af den blå luft, men ud af det kristne Europas bestandige selvopgør og diskussion med sig selv. Derfor lever vi i dag i et demokrati. At prise sig lykkelig for det, er ikke det samme som at dyrke sekulariteten, som var den en Gud.

Problemet er, at det er præcis det, Iben Tranholm selv er på vej til ved sin dæmonisering af friheden forstået som ytringsfrihed og sekularitet. Dermed "sataniserer" hun det sekulære samfund. Hun skriver, at Anders Foghs misbrug af ytringsfriheden er et skræmmende eksempel på samfundets fornægtelse af sit kristne grundlag ... Og så forholder det sig jo præcis modsat. Hans hævdelse af, at pressens ytringsfrihed hverken kan eller skal begrænses af den udøvende magt, er jo netop en videreførelse af oplysningstankens kristne grundlag.

Pelle Goldin,

cand.scient.soc.,

Ordrupvej 98E, 4.th.,

Charlottenlund