Det er langtfra alle, der i tidens løb har frydet sig over synet af det imponerende bygningsværk, som Colosseum er, når de første gang kom til Rom. For kristne i det antikke romerske rige betød det et helvede, de skulle igennem, inden de nåede frem til himlen som martyrer.
Her blev de flået ihjel af vilde dyr, brændt som fakler eller tortureret til døde på andre blodige måder, fordi de troede på én Gud og ikke mange guder og især ikke på kejseren som gud.
LÆS OGSÅ: Ja til religionsfrihed - nej til religionslighed
Der var ikke religionsfrihed i Rom. Det kom der først, da kejser Konstantin udstedte et edikt i Milano i 313. Ediktet er et skelsættende dokument, fordi det har formet den europæiske kultur, vi lever i i dag. Det fastslår, at begreber som tolerance, religionsfrihed og en helt ny respekt for individet og dets frihed skulle gælde i hele Det Romerske Imperium.
Med ét var der åbnet op for, at de forfulgte kristne ikke bare kunne praktisere deres tro uden at frygte for deres liv, men også, at de fik mulighed for at få indflydelse på samfundsudviklingen. Ediktet sikrede, at alle, uanset hvilken gud de bad til, havde samme rettigheder. Beslutningen om ediktet fik en enorm betydning for udbredelsen af kristendommen og er et de historiske øjeblikke, som har betydet allermest for den politiske og kulturelle udvikling af Europa.
I år er det netop 1700 år siden, at ediktet blev udstedt og i den anledning har Colosseum i Rom sat en udstilling op (som løber frem til den 15. september), der fortæller om baggrunden for ediktet og historien om den berømte, visionære kejser, der fortolkede egen sejr som Kristi sejr.
På udstillingen finder man derfor de mange kristogrammer, som Konstantin udsmykkede sin hær med på flag, hjelme, kroner og ligeledes på bygninger, smykker og kunsthåndværk. Forud for slaget ved den milviske bro i 312, som var afgørende for, at Konstantin fik kejsermagten, havde Kristus i en vision vist ham, at han ville sejre ved et kors. Derfor ville Konstantin, at Kristus skulle gøres til sejrherre overalt i hans rige.
I hans byplanlægning var det helt bevidst, at han lagde paladser og katedraler side om side. Ingen historiker kan betvivle, at uden Konstantin ville kristendommen ikke have fået den udbredelse, den fik, uanset hvad hans personlige motiver har været. Konstantin selv så sig som udpeget af Gud til at føre kristendommen fra forfølgelse ind i samfundets centrum.
Når man læser Konstantins breve til biskopper, er det tankevækkende, hvor mange privilegier han er villig til at give dem, og hvordan han beskytter og opbygger kirken. Det er især tankevækkende læsning, fordi det næsten må virke provokerende og forargeligt i et moderne samfund, hvor den modsatte udvikling er i fuld gang. I disse år er tendensen modsat, at kristendommen fratages privilegier i det ene europæiske land efter det andet.
Som Konstantin oplevede en personlig omvendelse til kristendommen og lod den præge sin politik, er mange europæiske magthavere i dag uden nogen som helst form for personlig forbindelse til kristendommen. De ser ingen grund til at beskytte og bevare kristendommen. Tvært-imod.
Som Konstantin formede sine love ud fra et kristent værdisæt, så bliver flere love i dag udformet nærmest i en protest mod kristendommen, for eksempel fri abort, eutanasi og kønsneutrale ægteskaber. Det ligger i kulturen, at kristendommen bør vige pladsen for ikke at fornærme andre religioner. Kristendommen måtte ikke nævnes i EU-forfatningen, fordi Europa ikke skulle fremstå som en kristen klub. Konstantin må have vendt sig i sin grav, da Bruxelles tog denne beslutning.
The Observatory on Intolerance and Discrimination against Christians, en østrigsk ngo-organisation, kan samtidig dokumentere, at der er et stigende problem med kristenforfølgelser i Europa. Cirka 80 procent af alle hatecrimes i Europa er rettet mod kristne, ikke muslimer og jøder, som mange tror.
Ifølge organisations leder, dr. Gudrun Kugler, oplever alle kristne samfund en meget stærk intolerance og diskrimination fra mennesker og grupper, som ikke respekterer kristendommen. Det multikulturelle ideal, også kaldet religionsneutralitet, bliver brugt som påskud for at udelukke ethvert tegn på den kristne civilisation fra den offentlige og politiske arena i en tro på, at det vil få vores kontinent til at fremstå mere åbensindet over for ikke-kristne.
Den religionsfrihed, som ediktet i Milano gav, bliver nu brugt til at skubbe kristendommen ud. Hvis ingen bremser denne tendens, er der stor risiko for, at kristendommen igen vil få de samme vilkår som i tiden før kejser Konstantin.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard