Jeg hørte for nylig historien om en kvinde, der i årevis havde prøvet at komme ud af et forhold til en mand, som var voldelig og misbrugte hende. I starten troede kvinden, at hun havde mødt sit livs kærlighed, men som tiden gik, blev hun mere og mere nedbrudt af mandens brutale facon.
Alligevel var det umuligt for hende at slippe ham. Selvom hendes sunde fornuft fortalte hende, at forholdet var både ydmygende og destruktivt, og til trods for, at den psykolog, som hun opsøgte, også sagde det, følte hun så stærkt en følelsesmæssig binding til manden, at hun gik tilbage, hver gang hun forsøgte at gå fra ham.
LÆS OGSÅ: Kritik af folkekirken: Præster tør ikke tale om onde ånder
Hendes liv var et sandt helvede, indtil hun fik kontakt med en eksorcist, som bad en række befrielsesbønner for hende. Eksorcisten bad Jesus om at bryde båndet mellem parret og sætte kvinden fri. Det viste sig at være effektivt. Kvinden gik aldrig mere tilbage til sin plageånd af en mand.
Eksorcisten forklarede, at årsagen til, at det havde været umuligt for hende selv af bryde ud af forholdet, formodentligt var, at der var skabt et såkaldt soul-tie, det vil sige et sjælebånd mellem hende og den voldelige mand.
Sjælebånd dannes ved, at to sjæle, der har meget tæt kontakt, forbindes i en åndelig dimension, som gør dem svære at bryde på godt og ondt. Når relationer er sunde og velsignede af Gud, er sjælebånd med til at gøre mennesker lykkelige. Er de modsat syndige eller destruktive, kan de nedbryde en sjæl fuldstændigt.
I den dæmoniske verden kan forkerte og syndige sjælebånd bruges som bro mellem to mennesker, hvor dæmoniske bindinger og destruktive følelser kan passere frem og tilbage.
En af de hyppigste måder at danne destruktive sjælebånd på er gennem seksuelle relationer uden for ægteskabet. Sådan en relation kan som i kvindens tilfælde betyde, at hun bliver ved at klamre sig til en mand, der tydeligvis ikke elsker hende og behandler hende langt under hendes værdighed.
Kvinden, der fik hjælp af en præst, boede i Rom, og det skal hun være glad for. Havde hun boet i Danmark og opsøgt en folkekirkepræst i sin desperation over det misbrug, hun var lænket til, havde der ikke været megen hjælp at hente.
Kristeligt Dagblad bragte i sidste uge en forsidehistorie om, at folkekirken afviser at tale om ånder. Præster vil ikke hjælpe folk, hvis huse er besat af onde ånder.
Det er slemt nok, men hvad med de mange danskere, der som kvinden lider på den indre front? Danmark har markant mange misbrugsproblemer med alkohol og euforiserende stoffer, for ikke at tale om selvdestruktiv adfærd blandt unge.
At der kunne ligge samme dæmoniske dynamik bag disse afhængighedsproblemer, er slet ikke utænkeligt. Konsekvensen af, at kirken vender det blinde øje til og kun har fnis tilovers for Biblens tale om dæmonbesættelse, er, at mange mennesker må slås med afhængighedsproblemer, som de kunne blive befriet for, hvis ellers kirken tog de redskaber, den er blevet betroet, i brug.
Psykologer og mange præster vil forklare kvindens tilfælde med, at hun som barn må have været udsat for et lignende misbrug, som gør, at hun gentager samme mønster som voksen. Det kan sagtens være, men det gør bestemt ikke dæmoniproblematikken mindre relevant.
Førende eksorcister peger netop på, at dæmoniske bindinger ofte opstår gennem sjælelige sår som for eksempel afvisning, svigt, misbrug, dårligt selvværd og negative tankemønstre. Herigennem kan dæmonerne arbejde sig ind på sjælen og forstærke de negative følelser, så sjælen kommer så langt væk fra Gud som muligt.
I den åndelige verden findes der love ligesom i fysikkens. Synder, som man ikke har bedt om tilgivelse for, giver automatisk dæmoner visse rettigheder over en sjæl.
Bitterhed, had og vrede, som stammer fra mangel på tilgivelse, er åbne døre for dæmoner. Samtidig er det også kun i den åndelige verden, der findes helbredelse for de sår, som langt de fleste mennesker bærer med sig i livet. Det er Guds kærlighed og tilgivelse, der helbreder et menneske i dybden og ikke selvanalysen.
Kirken har medicinen til at helbrede folk og befri dem fra urene ånder, som gør livet utåleligt. Kirken er den eneste institution i verden, der er blevet givet denne magt over ondskab, Satan og hans dæmoner.
Når kirken afviser at bruge sin myndighed til at fordrive det, som ødelægger livet, er den kraftesløs og ligegyldig. Når Satan har held til at bilde præster ind, at han ikke findes, har han frit spillerum over sjælene, og det ses tydeligt i vores kultur.
Mange bukker under for angst, stress, depression, misbrug og afhængighed af rusmidler, skilsmisser og splittelser. Hvor længe vil kirken blive ved at snyde folk for Guds helbredelse?