Prøv avisen

Thranholm: Vær mere ambitiøs med troen!

Illustration: Peter M. Jensen

Vi er for uambitiøse og får for lidt ud af vores tro, mens der er stærk tendens til at glorificere tvivl. Mange opfatter endda tro uden tvivl som farlig og blind og virker bange for troens kræfter eller også kender de dem slet bare ikke, skriver teolog og debattør Iben Thranholm

DA DEN TIDLIGERE fodboldlandstræner Richard Møller Nielsen, også kaldet Ricardo, for nylig blev begravet, skrev avisen BT på forsiden: Han fandt trøst i troen. Få dage forinden havde samme avis en tilsvarende historie om den amerikanske skuespiller Pierce Brosnan, kendt for sine roller som James Bond og den charmerende forretningsmand, der forelsker sig i den kræftsyge Ida i filmen Den skaldede frisør.

LÆS OGSÅ: Thranholm: Jeg tror ikke på tilfældet

Brosnan mistede selv sin første kone til kræften, og sidste sommer tog sygdommen også hans adoptivdatter. For Brosnan, der er katolik, er det troen, der hjælper ham til at komme igennem smerten:

Troen er alt, du har, når sorgen sender dig ned i det sorteste hul klokken fire om morgenen, og det føles, som om hele verdens byrder hviler på dine skuldre, fortæller den tidligere agent 007 i et interview med det tyske magasin Bild.

De kendte er ikke de eneste, der tyr til troen, når livet gør ondt. Det gør mange danskere også. Endda i så stort omfang, at Niels Christian Hvidt, der forsker i tro og helbred ved Syddansk Universitet, mener, at sygehusene er de nye kirker. Det er først, når danskerne bliver alvorligt syge, at de begynder at tro.

Det er naturligvis særdeles positivt, at netop mennesker, der lider, oplever en styrke gennem troen. Men samtidig også trist, at det skal komme så vidt, før vi opdager troens store ressourcer.

Engang interviewede jeg en sygeplejerske på et hospice, som fortalte, at det ofte først var når den døende var så svækket, at han eller hun blev nødt til at opgive selvkontrollen og autonomien, at der kunne ske mirakler forstået på den måde, at Gud kunne komme til at vise vedkommende nærvær og kærlighed. Så længe mennesket vil gøre alt selv, kan Gud ikke komme til. At mange først finder troen, når de er på vej ud af livet eller må give op, betyder desværre, at troen får et omdømme som den sidste udvej. Eller at troen bliver opfattet som noget, der kun er trøst for svage mennesker, der har opgivet at tage ansvar selv eller ikke orker at kæmpe mere.

LÆS OGSÅ: Thranholm i Vatikanet: Vi er midt i en kærlighedshistorie

Man skal absolut ikke forklejne troen som trøst. En af de helt store kvaliteter ved troen er netop, at den kan hive os ud af depressionen. Men når man ser nærmere på, hvad Jesus siger om troen, bliver det klart, at den er en langt større ressource end blot en trøst, når vi må opgive ævred.

Ofte bruger vi slet ikke de enorme ressourcer, der ligger i troen og får alt, alt for lidt ud af vores tro. Vi er for uambitiøse, hvad angår tro. Bliver en person interviewet om tro, kommer det næsten altid til at handle om tvivl. Der er stærk tendens til at glorificere tvivl. Vi priser tvivlens nådegave, mens tro bliver noget svært og tilkæmpet. Mange opfatter endda tro uden tvivl som farlig og blind. Mange virker bange for troens kræfter eller også kender de dem slet bare ikke.

Jesus siger, at for den, som tror, er alt muligt. Og hvis du har tro som et sennepsfrø, kan du gøre det umulige. De mirakler, som Jesus udretter, sker for dem, som tror. Da Jesus kommer til en by, hvor han ikke kan udrette nogen mirakler, begrunder han det med, at indbyggere simpelthen har for lidt tro.

Hvad mener Jesus med tro, når han peger på den som den største ressource af alle? Han mener, at du skal få et personligt forhold til ham. Tro i kristen forstand er ikke en overbevisning om en række trossætninger, men fortrolighed med Gud, der giver sikkerhed. Også når det går godt. Når en troende får kræfter til at udrette det umulige, er det, fordi han eller hun har besluttet at lade Gud handle både i og gennem sig.

Troen er en viljesbeslutning. Når så mange klager over, at de ikke kan finde ud af at tro, handler det måske mere om, at de ikke rigtig kan besluttet sig for, hvad de vil, og fordi de ikke samarbejder med Gud om at få deres tro til at vokse.

Vi behøver ikke at vente med at komme til Gud, indtil vi har en fast tro. Vi behøver kun at sige til Gud, at vi gerne vil tro. Så sker der noget. Det er viljen, der er afgørende. Ikke følelserne. Gud belønner vores beslutning om at lukke ham ind i vores liv med at give os troen. Det er et samarbejde.

Moderne kristendom har en slags slogan om, at det gør ikke noget, vi ikke tror på Gud, for Gud tror på os. Det er kun en halv sandhed og vanvittigt uambitiøst. Det svarer til at få en Ferrari og skifte motoren ud med den, der sidder i en Fiat Panda. Gud vil os altid det bedste, men hvis vi ikke selv arbejder med på vores tro, virker den ikke.

Gud handler ikke i vores liv, hvis ikke vi giver ham lov. Gud er som en gentleman. Han holder sig på måtten, hvis vi siger nej. Så det er helt op til dig, hvor stor din tro skal være. Sammen med Gud kan du komme til at gøre det, du troede var umuligt. Tro på det. Du kan tro, du kan.

Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard