Tid til andre

”En ven viser kærlighed til hver en tid, en broder er født til hjælp i nøden.”

Ordsprogenes Bog 17, 17

Skal vi vente med at leve til den dag, vi får tid? Skal vi udsætte det med nærvær og omsorg over for vores kære, til de for alvor er nået uden for vores rækkevidde, altså er døde og borte? Svarene er selvindlysende.

Jeg har de senere år måttet prøve mig selv på spørgsmålet: Har jeg tid til at være noget for andre, når de befinder sig i en svær situation og måske har et særligt hjælpebehov? En indrømmelse: Jeg hører selv til dem, der sådan nogenlunde har alt, måske lige bortset fra tid. Den tilknappede egenkærlighed kender jeg, desværre!

Hvad er det, der sker, når tiden bliver en mangelvare? Vi står i fare for at lukke rummet, der hedder forståelse for andre mennesker. Måske særligt for dem, der lever og tænker anderledes end os selv. Vi står i fare for at miste synet for den konkrete omsorg for mennesker, der på en særlig måde påkalder sig netop vores nærvær og støtte. Strengt taget står vi vel også i fare for at miste os selv, så vi ikke længere evner at være fantasifulde, kreative, kærlige, lidelsesparate, nysgerrige og tænksomme væsener.

Er tiden en mangelvare, risikerer vi også at miste ægthed, klarhed og tydelighed. Med tiden forsvinder også de andre, det vil sige vore medmennesker. Frygtens usikkerhed begynder at jage os, så vi bliver mere forarmede, forvirrede, dårligere til at tage os af livet som sådan og hinanden i særdeleshed.

Glemslens gespenst hedder kold fremmedgørelse eller ligegyldighed. Det står i skarpeste kontrast til budskabet i dagens ordsprog.

Forud for ordet om den sande ven læser vi om tåbens umanerligt mange tåbeligheder. Vedkommendes falske hjerte er præget af had, ondskab og strid. Den kærlige vens liv og handling sættes op over for dennes hjerteløse ageren.

Den sande ven er til at stole på og viser sin kærlighed til enhver tid. Vedkommende afhjælper andres nød – og sætter tid af til at gøre det.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.

Bibelrefleksionen Ordet skrives af pastor emeritus Frede Møller.