Prøv avisen

Tid til eftertanke. Hvad er en skole i grunden?

"Man bliver tillige helt forskrækket over al debatten og dens skingerhed, så man kan tænke, at juletiden kan give politikerne ro til lidt besindig eftertanke og muligvis til lidt mere konsensus om en fælles sag: folke skolen," skriver teologen Johannes L. Bundgaard. -- Foto: Heine Pedersen.

Cand. theol. Johannes L. Bundghaard føler sig forvirret over den politiske debat om folkeskolen

DET ER NÆRMEST FORBUDT at lære klassisk græsk i Danmark. I hvert fald er det blevet vanskeliggjort. Et stadig sjældnere skoleudbud i den formening, at det ikke er samfundsrelevant eller samfundsindtjenende. Undertegnede hører til dem, der gik "møllen" igennem. Ikke alene klassisk græsk, men også hellenistisk, takket være studier i Det Nye Testamente.

Jeg har lært at slå op i græske ordbøger. Midt i den sindsforvirrende snak om folkeskolen fik jeg den tanke at slå ordet "skole" op. Heureka, hvad skuer øjet: Ordet "skole" betyder frihed for beskæftigelse, fritid og ro. Endvidere beskæftigelse i fritid. Men også stedet, hvor læreren underholder sig med sine disciple, skole. Især er det måske i første omgang slående, at ordene kan betyde ro. Ro er vist ikke det første, man møder i en folkeskole.

Hvis man tænker på det lyse og ofte sunde græske (olympiaderne), kan man også tænke på indeklimaet. I min skoletid skulle eleverne ud i frikvartererne, og der blev luftet ud i klasseværelserne. Elementært, men hvor udbredt er det?

Glade stemmer i frikvartererne, jo tak. Frikvarterer. Man forbinder med andre ord en vis form for arbejde med undervisningstimerne. At læreren underholder sig med eleverne, som det hedder i ordbogen.

Der forudsættes både lærer og elev. Hvad er her i centrum? Den enkelte elev? Nej, mon ikke undervisningen? Igen skurrer den forvirrende snak i baghovedet. Kan skolens centrum være andet end undervisning? Men der er dynget på af alle mulige andre slags "kompetencer", således i opførsel, som det engang hed. Sociale kompetencer.

Der findes en mængde ekstra for lærerne, ikke mindst af social art, foruden alt dette med hin enkelte, al individualismen, som Søren Kierkegaard måske indirekte står bag. Man drømmer åbenbart ikke om, at forskellige fag kan indeholde opdragende stof.

Hvem kan således ikke opdrages af en god historie? Netop det fortællende kan virke lige så opdragende som en løftet pegefinger. Men så skal man kunne læse selv – skønt mundtlig fortælling kan være aldeles medrivende.

Tillad et øjeblik at tale teologisk. Man skelner ofte mellem lov og evangelium (glad budskab). Som præst har jeg ikke holdt mig fra at undervise i De 10 Bud. Som en enkel manual til "trafiksikkerhed".

Loven med andre ord. Grænser, givet af ældgammel erfaring. Men også af, hvad man i stedet kan gøre af godt. De unge skal dog helst slippe godt igennem livet. Spørgsmålet er, om der ikke er for meget evangelium i skolen: Bare vi er glade, trives og er som i Himmerige!

Men jeg er blevet forvirret. Ikke mindst af al den politiske snak og debat om folkeskolen. Hvor hælder det skæve Pisatårn mest? Vi frygter "de gule" og finnerne! Er Pisa-undersøgelserne så altafgørende, entydige og hårdtslående?

Er hovedproblemet i folkeskolen først og sidst et spørgsmål om arbejdsmoral? Læreres og børns arbejde? Foruden "underholdning"?

I Meyers Fremmedordbog hedder det også til forklaring af ordet "skole": frihed for statsforretninger. Politikerne kan ikke hekse eller mane en dygtigere folkeskole frem ved et fingerknips.

Man bliver tillige helt forskrækket over al debatten og dens skingerhed, så man kan tænke, at juletiden, fri for statsforretninger, kan give politikerne ro til lidt besindig eftertanke og muligvis til lidt mere konsensus om en fælles sag: folkeskolen.

Johannes L. Bundgaard,

cand.theol. og skribent,

Hauchsvej 17, Sorø