Tidehverv. Sig navnet. Det er næsten som et løsen. Tidehverv. For alle, der følger med i den teologiske og kirkelige debat, er Tidehverv et fænomen, man enten holder af at følge eller elsker at hade. For mange andre er det snarere navnet på et dunkelt præsteskab, som har støbt kuglerne til de seneste årtiers stadig mere udtalte og markante islamkritik. Men hvordan er et tidsskrift, et sommermøde, 15-20 personer over tre generationer i inderkredsen og et par hundrede hangarounds blevet til en af de mest markante og åndshistorisk indflydelsesrige fænomener i nyere danmarkshistorie?
Fænomenet Tidehverv har sognepræst og forfatter Henrik Bach forsøgt at indfange over 352 sider i bogen ”Konfrontationskurs”, som netop er udkommet på Gyldendal. Han har brugt det meste af 10 år på bogen. Ikke så meget fordi Tidehvervs holdninger har flyttet sig med lynets hast, men snarere fordi noget ved Tidehverv modsætter sig at blive indkredset, beskrevet og sat på formel. Man skriver i Tidehverv, ikke om Tidehverv, som det hedder. Når Henrik Bach alligevel endte med at kaste sig ud i det, skyldes det hovedsageligt to forhold. For det første:
”Tidehverv er i elementær forstand en god historie. Ikke mindst fordi de altid er omgivet af ballade, både forstået som en fransk dansemelodi, som noget man mestrer, men også forstået som uro og vrede. Tidehverv er et løbende opgør i konstant konfrontation, først med de hellige inden for kirken, siden med de hellige uden for kirken.”
For det andet, påpeger Henrik Bach, har Tidehverv altid haft en eminent evne til at adressere både det eviggyldige og det øjeblikkelige, det vigtige nu og her.
Hvor kommer vi fra? Hvad betyder det at have rod et sted, et fundament, en historie? Fra de helt store spørgsmål om eksistens, værdier og kultur, som har gyldighed til alle tider, til de emner, som er oppe i tiden lige nu: flygtninge, forholdet til andre religioner, til ateister, til politik. Uanset om man er enig eller uenig, så kan man ikke sige sig fri. De aftvinger en holdning, en stillingtagen.”
Tidehverv blev etableret som tidsskrift i 1926 af de fire teologer N.I. Heje, Gustav Brøndsted, K. Olesen Larsen og Tage Schack. Det var sidstnævnte, som blev Henrik Bachs vej ind i det tidehvervske felt, og det var ham, som med klummen ”eversharp” lagde grundstenen til den polemiske, retorisk elegante og frække stil, som siden er blevet et kendemærke for Tidehverv.
”Den polemiske meddelelsesform er helt afgørende for Tidehvervs gennemslagskraft. Skribenterne er intellektuelt veludrustede, men også nogle gadedrenge, som slår først og hårdt, og hvor du skal stå meget tidligt op, hvis du vil være med.”
Deres første ofre var den kristelige studenterbevægelse, som i 1920’erne stod stærkt både i og uden for byerne med en følelsesfuld, moraliserende kristendom anført af folk som Christian Bartholdy og Olfert Ricard, der endda blev kaldt førere endnu inden det begreb var endegyldigt stigmatiseret. Heroverfor betonede Tidehverv, at vi, uanset at vi er Guds børn, er alt andet end gudebørn. Og at alle de, der vil gøre mennesket bedre, end det er, er på afveje. Fromhed er først og sidst et forsøg på at sætte mennesket i Vorherres sted. I stedet lyder beskeden: Vær jorden tro! Gud er alt, jeg er intet, og du er idiot, som et tidligt formuleret motto lød.
”Tidehvervsfolkenes opgør er imod helligheden. Engang var det Indre Mission, i dag er det menneskerettighederne og alle dem, der gerne vil det gode. Til dem siger Tidehverv: Al den snak om det fælles bedste ender altid galt, for det bliver aldrig det fælles bedste. Derfor var de også fra starten hårde kritikere af velfærdsstaten, fordi det pakker den enkelte ind i tryghed og fællesskab, men dermed dræber det også mennesket i dig selv, som det hed.”
Den konfrontatoriske stil er ikke bare en stil. Den er sagen selv. Alt, bortset fra ordet til den enkelte, skal rives ned. Sønder og sammen. Negativiteten er altomfattende og trådene tilbage til Nietzsches radikale nihilisme tydelige. Samtidig skal Tidehvervs tilblivelse forstås i sammenhæng med tiden efter Første Verdenskrig, hvor menneskets tro på fremtiden havde lidt skibbrud, understreger Henrik Bach.
I ruinerne af det sønderskudte Europa opstod den dialektiske teologi med tyske teologer som Karl Barth og Rudolf Bultmann som centrale figurer, der gav inspirationen til det tidehvervske opgør.
”Det var både en modernitetserfaring. At det enkelte menneske står alene på herrens mark. Og så var det et ønske om at skære ind til benet til det, som med inspiration fra Kierkegaard blev til troens afgørelse i øjeblikket. Ikke flygte fra virkeligheden, ikke stræbe efter en anden verden. Men leve i ansvar, i kald og stand.”
Ud over det minimale budskab er der ikke et program eller for den sags skyld en plan hos Tidehverv for, hvad mennesket skal. Som Vilhelm Krarup, Søren Krarups far og før ham redaktør af Tidehverv, betonede: Evangeliet er kun for de fattige.
”Og det handler vel at mærke ikke om, hvad man har i lommerne i kroner og øre, men fattige i betydningen når vi er helt nede, når vi er ved at miste al tro og alt håb. Lige netop dér må vi stole på, at Vorherre kommer til os, men ikke før. Vi kan ikke selv fremkalde ham.”
Fordringens enkelhed og brutalitet sammenfattes, fortæller Henrik Bach, i fortællingen om soldaten og den tidehvervske feltpræst, hvor beskeden til den sårede og højlydt klagende soldat lyder: Hvad hyler du for, du har jo dine synders forladelse. Det er det. Mere er der ikke at sige. Den dag Tidehverv har et positivt budskab, eksisterer Tidehverv ikke længere, sagde Vilhelm Krarup. Og hvorfor den profeti er interessant, skal vi vende tilbage til.
Måske netop som følge af forkyndelsens radikalitet var den første generation af tidehvervspræster ikke nogen folkelig succes. De blev kendt for at prædike kirkerne tomme med abstrakt og paradoksal dialektisk teologi uden den store fornemmelse for trøst og opbyggelse.
Det var Søren Krarup, som fra midten af 1960’erne begyndte at rykke Tidehvervs opgør ud af de snævre teologiske diskussioner, ud i offentligheden og samfundet, hvor den egentlige kamp for ånden og ordet, og ikke mindst imod tidens forlorne kulturradikale tilbøjeligheder, ifølge den yngre Krarup skulle stå.
”Det var en helt bevidst forskydning af fokus fra Søren Krarups side. Han mente simpelthen, at den første generations opgør var blevet for snævert.”
I en række bøger fra 1960’erne og 1970’erne introducerer han det bredere opgør med tidens moralisme, med demokratismen, med menneskerettighederne og med Systemet Politiken, som siden er blevet almindeligt kultur- og nationalkonservativt skyts. Og da Krarup overtager posten som redaktør af Tidehverv i 1984, bliver der sat fuld damp på det opgør med dansk flygtningepolitik og den islamkritik, som siden er blevet Tidehvervs folkelige kendetegn.
”Den kamp kulminerer naturligvis med Krarups og Langballes indtræden i Folketinget for Dansk Folkeparti i 2001. Deres politiske engagement møder stærk kritik for at svigte Tidehvervs teologiske og apolitiske anliggende, mens Krarup selv udlægger det i mildt patetiske vendinger som en form for national værnepligt. Men faktisk var der allerede i 1960’erne tidehvervsfolk, som engagerede sig i Liberalt Centrum, ligesom listen af politisk engagerede præster fra Poul Hartling til Margrete Auken er lang. Så set i det lys er det jo ikke så usædvanligt.”
Mere bemærkelsesværdige er de senere års bestræbelser i Tidehvervs tredje generation på at formulere et mere opbyggeligt projekt, mener Henrik Bach. Den vending har fundet sted over en længere periode med Søren Krarups datter Katrine Winkel Holm og sognepræst Claus Thomas Nielsen som markante repræsentanter for et opgør med de tidligere generationers rene negativitet.
”Der er en tid til at rive ned og en tid til at bygge op, lyder det. Da Tidehverv kom på banen i 1920’erne, havde samfundet et klart fælles kulturelt og religiøst fundament. I dag lever vi i hver sin lille boble i et globaliseret forhold. Derfor, lyder ræsonnementet hos de opbyggelige i Tidehverv, giver det ikke længere mening at tordne mod fromheden. Nu består opgaven snarere i at betone behovet for et fælles fundament. Hvis du ikke har et fundament, kan du ikke møde verden, men hænger og svæver i et abstrakt tomrum. Det fundament er for Tidehverv den lutherske kristendom, det nationale og familien.”
Gud, Konge, familie og fædreland. Det er hverken præget af nietzscheansk negativitet eller radikalitet. Det lyder som en variant af noget, enhver borgerlig husmoderforening kunne have haft på programmet de sidste 200 år. Men måske består radikaliteten netop i at sige det helt enkle med kraft og uden omsvøb her i 2018, påpeger Henrik Bach.
”Når nogen i dag taler om Gud og Vorherre, tænker de fleste folk jo, at man er lige til den lukkede. Måske er det netop dybt radikalt i dag at sige: Jeg tror på Gud. Holde sig til forkyndelsen af troens afgørelse i øjeblikket, her og nu. Alt andet skal skæres væk.”
Af samme grund kan man sige, at opgøret i vidt omfang er rykket tilbage i kirken. For nok er Tidehverv mere kendt i en bredere offentlighed end nogensinde tidligere, men de har også vundet så klare sejre i værdidebatten, at det tidehvervske opgør med godhedsindustri og slap udlændingepolitik på en måde har sejret sig ihjel. Det er i hvert fald ikke længere radikalt.
”Men inden for kirken, som også står til venstre for resten af befolkningen, er de stadig et ugleset mindretal. Og det er dér, de i dag lægger mange af deres kræfter på at sige alt det, biskopperne og de grundtvigske ikke vil høre. I den forstand er ringen sluttet. Fra et kirkeligt opgør, ud i samfundet og tilbage i kirken. Men opgøret fortsætter.”