Prøv avisen
Debat

Tidehverv: Moralens nye vogtere

Tidehverv kan ikke undværes som teologisk stemme – men som politisk bevægelse og moralens selvgode vogter med en manisk optagethed af næstens private liv og levned bliver det ren komik, mener sognepræst Ole Bach Piekut. På billedet ses tidsskriftets mangeårige redaktør og centrale figur Søren Krarup under et sommermøde på Rønshoved Højskole i 2008. – Foto: Lars Skaaning/Ritzau Foto

Tidehverv har ført et nødvendigt angreb på den politiske korrekthed, men er selv blevet ramt af en anden og endnu værre korrekthed, nemlig den moralske korrekthed, som gennemsyrer Tidehvervs syn på seksualitet, ægteskab og børneopdragelse, skriver sognepræst

af Ole Bach Piekut

”Du skal sove med hænderne over dynen!”. Sådan lød det under diskussionen efter foredraget om Augustins frihedsbegreb en solvarm dag på Tidehvervs sommermøde på Rønshoved Højskole. Der var intet glimt i øjet og intet latterbrøl fra salen, for udsagnet faldt i argeste alvor som et ramsaltet diktat, der skulle kunne rette op på sædernes forfald i en falden verden.

Nogle nikkede bifaldende, få rejste sig og udvandrede fra salen i stille protest over en moralsk røst, der lød som en fjern stemme fra en svunden tid. De, der forlod salen, kunne måske genkende udsagnet som netop det, det oprindelige Tidehverv rejste sig imod. Tilbage i 1920’erne gik en af tidsskriftets grundlæggere, fængselspræsten N.I. Heje, skarpt i rette med KFUM’s forkvaklede syndsopfattelse, hvor seksuallivet blev opfattet som den sorteste synd.

Var det så en enlig svale, var det vel komisk. Men en del af Tidehverv har for længst bevæget sig over kanten og er blevet til det, man oprindeligt opponerede imod.

Der er noget om det, når det siges, at kigger man længe nok ind i mørket, bliver man selv en del af det.

I tidsskriftets redaktørkreds hersker en besynderlig nypuritanisme, der kvæler den kampkraft og ånd, der tegnede det Tidehverv, hvis røst har været så afgørende en stemme i dansk teologi og kirkeliv.

Ånden fordamper med de tiltagende skingre betragtninger om seksualmoral, samlivsformer, skolegang og revselsesret, der i så rasende grad lader til at optage dele af bladets redaktørkreds.

Som sit anliggende anfører Tidehverv på bevægelsens hjemmeside, at man kæmper for det elementært menneskelige: ”(...) at være et enkelt menneske mellem fødsel og død og i ansvar og skyld.”

Men i det nye Tidehverv er der bestemt ikke levnet plads til den fattige synder, hvert enkelt menneske er. Her kræves i stedet søvn med hænderne over dynen og ret moralsk levned. ”Få det ud af kroppen,” lød forsideartiklen i februar 2016, hvor Morten Brøgger havde stødt sig gevaldigt dels på radioprogrammet ”Mads og Monopolet”, dels på en enkelt folkekirkepræsts noget uovervejede forslag om et ritual for skilsmisse. Bevares, radioprogrammet hører da til i den lette ende af skalaen, og tanken om et skilsmisseritual hører bestemt heller ikke til blandt de mest velovervejede. Om det kærlighedsforhold, radioprogrammet behandlede, var Brøggers råd: ”Alt dette er den gamle moral til for at beskytte mod en pludselig impuls eller indskydelse, der kunne ødelægge det.” Og i koblingen med forslaget om et skilsmisseritual fortsætter han: ”Og denne skruppelløse, samvittighedsløse given efter for impulserne, for begæret, skal kirken nu også tilpasse sig.”

Den maniske optagethed af krop, køn og seksualitet munder i artiklen ud i den konklusion, at åndsmennesket, der ikke underkaster sig den ubetingede fordring og tager skylden på sig – bliver umenneskeligt. ”At vi bliver umenneskelige, når fordringen fornægtes eller bortforklares videnskabeligt, når det altså nægtes, at vi er ånd, eller ånd omskrives til at være noget æstetisk.” Synderen er altså ikke længere blot synder og ufuldkommen, men frakendes ganske sin menneskelighed.

Vel er mennesket en fattig synder, der skal søge Guds nåde – men har Tidehverv eneret på at anvise vejen? Det er da vist at kigge Gud i kortene og lege Vorherre – og i øvrigt slet ikke fjernt fra imamens grundige prædikenen i Grimhøjmoskéen, der jo netop med strenge religiøse anvisninger, der rækker helt ind i den mindste detalje af privatlivet, forsøger at tøjle det ufuldkomne menneske, synderen, ved at kræve fuldkommen underkastelse under den religiøse lov. Med den kværnende moralisme stiller man sig i vejen for evangeliets budskab, der forkynder, at frelsen for det syndige menneske er Kristus – og ikke et liv levet efter Tidehvervs eller andre moralisters anvisninger.

En af de store kampe, Tidehverv har ført de senere år, har været kampen mod homoseksuelle ægteskaber i folkekirkeregi. Uden at gå ind i diskussionen vil jeg her blot fremføre et af de mere kulørte indslag i bladet (nummer 1, 2013), der viser, hvorledes denne teologisk vigtige sag fremført af Monica Papazu bliver til en moralistisk bredside mod seksualitet i nutiden. ”Men også fordi seksualiteten i den vestlige civilisation allerede har mistet sin oprindelige mening, idet den er blevet til noget i sig selv, en afgudslignende værdi, som har sit mål i sig, frigjort fra alt andet. Efter den generelle udbredelse af svangerskabsforebyggelse og af den frie abort, er den grundlæggende forbindelse mellem seksualitet og frugtbarhed ophævet.” Hvad der som udgangspunkt foregiver at være et indspark i en afgørende debat for folkekirken, mister fuldstændig sin relevans, ja, kan knap tages alvorligt med dette gammelkatolske fokus på fri abort, svangerskabsforebyggelse og seksualitet.

Artiklen slutter i en slags religiøs vanvid med svadaen: ”(...) lader Gud synden blive ført til dens sidste konsekvens: at jorden atter bliver øde og tom. I fysisk og åndelig forstand. Deri ligger hans straf.” Hermed handler debatten om de homoseksuelle vielser ikke længere om (den manglende) teologi bag, eller om den tidligere kirkeminister Manu Sareens skammelige politiske misbrug af kirken, men derimod om, at det homoseksuelle ægteskab og den vestlige civilisations angiveligt perverterede seksualitet medfører intet mindre end verdens undergang.

Om Tidehvervs anliggende anfører man videre på hjemmesiden: ”(...) i dag står Tidehverv i et opgør på alle fronter med den holdning, der kaldes for den politiske korrekthed”.

Ganske vist har Tidehverv ført et nødvendigt angreb på den politiske korrekthed, der hærger vort gamle folkehjem så radikalt i disse år, men en anden og endnu værre korrekthed har sneget sig ind og taget pladsen. Den moralske korrekthed. En korrekthed, der rækker helt ind i den enkeltes private liv og levned og ingen plads levner til synderen, men kun til helgenen, der lever et fuldstændig korrekt og syndfrit liv. Denne farisæiske fromhed gennemsyrer synet på seksualitet, ægteskab og børneopdragelse – og man må spørge, om Tidehverv virkelig ikke har vigtigere kampe at kæmpe frem for at agere moralens selvgode vogter? Det er såmænd sundt og påkrævet med en kritisk stillingtagen til ægteskab, seksualitet og en formynderisk stat, men fornuftens røst forsvinder, når det enkelte menneskes liv spændes ud mellem en verdensfjern moralisme og en religiøs fanatisme, der tolker den enkelte synders private liv ind i en apokalyptisk vision om den faldne verdens undergang, fordi man sover med hænderne under dynen.

Tidehverv har sin berettigelse og er en vigtig stemme i dansk kirkeliv og teologi. Der drives solid tidehvervsk inspireret teologi i præstegårdene som et godt og tiltrængt korrektiv til tidens lemfældige omgang med det enkelte menneskes ansvar og pligt og bundethed til Gud og næsten. Men de enøjede, moralistiske frontalangreb, der kræver det fuldkomne og syndfri liv af den ufuldkomne synder for Herren, forvitrer og forplumrer den ellers solide teologi og stiller sig i vejen for evangeliet, der forkynder Guds nåde til det syndige menneske. Den skingre moralisme er så langt ude af trit med det egentlige menneskeliv, at den bliver til en patetisk komik i al dens virkelighedsfornægtelse.

Tidehverv kan ikke undværes som teologisk stemme – men som politisk bevægelse og moralens selvgode vogter med en manisk optagethed af næstens private liv og levned bliver det ren komik.

Lad os bede om et Tidehverv ikke kun for helgenen, men også, ja, i særdeleshed, for synderen. Tag derfor roligt hænderne under dynen igen – og synd så tappert!

Ole Bach Piekut er sognepræst.