Tidehverv: Aktuel debat handler i virkeligheden om meningen med livet

Ægteskabet er en af de væsentligste dimensioner af livet i kald og stand. Det er en gave, en befaling og en opgave, som Gud giver, skriver Monica Papazu, medudgiver af Tidehverv

Monica Papazu.
Monica Papazu. Foto: Privatfoto.

I DEN SENESTE TID har Marie Høgh og hendes mand, Ole Bach Piekut, i adskillige artikler anklaget Tidehvervs redaktion og mig personligt for moralisme og borgerlig bornerthed, med særligt henblik på forståelsen af ægteskabet.

Hvad Ole Bach Piekut ikke oplyste, idet han henviste til min artikel i Tidehverv fra januar 2013, var, at artiklen handlede om det næsten 2000 år gamle kristne syn på ægteskabet og tog udgangspunkt i en homilie af 300-tallets kirkefader Johannes Chrysostomos. Det citat fra min artikel, han lagde særlig vægt på, skal føres tilbage til sin kilde, nemlig Konstantinopels patriark.

Det var just dette, artiklen drejede sig om: at præcisere, at den kristne forståelse ikke begynder med os, men at Guds Ord er blevet hørt og forkyndt før os, så vi også kan høre det i dag i al dets opbyggelighed. Var denne præcisering blevet bragt, ville det efterfølgende have været svært at påstå, at det ”nye” Tidehverv dyrker en speciel slags moralisme.På et overordnet plan handler diskussionen om meningen med livet. Er meningen noget, jeg frit (op)finder for at skaffe mig selv retning og sikkerhed, eller noget, jeg modtager fra den instans, som er Gud? – altså en mening, jeg modtager sammen med mit liv som skabning. Denne mening er ikke en refleksion eller en teori, men en befaling – en befaling, som skal adlydes.

Som Kierkegaard skriver i en passage, hvor han netop opponerer imod den relativisme, som forvandler ”hele Tilværelsen til Tvivl eller til en Hvirvel”: ”Kun da er der Fynd og Mening og Sandhed og Virkelighed i Tilværelsen, naar vi Alle, hvor især (…) paa eet Sted modtage vor Ordre, og saa, hver især, ubetinget adlyde den ene og samme.” Det er ”Lovens Fordring”, der giver ”Hold i Tilværelsen” og sætter ”Ansvaret”. Ansvaret er ikke, som hævdet af Marie Høgh og Ole Bach Piekut, noget, man selv definerer. Ansvaret eksisterer kun, fordi det guddommelige ”skal” lyder.

Det liv, man modtager af skaberens hænder, er det givne liv. Det er en gave – og i modtagelsen ligger opgaven: Livet som ”gudstjeneste i kald og stand”. Ægteskabet er en af de væsentligste dimensioner af livet i kald og stand. Det er en gave, en befaling og en opgave, som Gud giver. Med Johannes Horstmanns ord: Ægteskabet ”er begrundet i Guds skabelse af mennesket som mand og kvinde, og det er dermed også en ordning af menneskets liv på jorden”. Ægteskab er et fællesskab, vi modtager, og ”som hviler på Guds skabelsesorden, som Han har indstiftet, og som Han velsigner”.

Dette er klassisk kristendom, og det er det samme som hos Luther i for eksempel ”Den Store Katekismus”: ”Ægteskabet er altså ingen spøg eller et tilfældigt påfund, men en fortræffelig ordning, som Gud mener det alvorligt med.” Det er ”en guddommelig, salig stand, da han allerførst, forud for alle andre stænder, har indstiftet det og derfor skabt mand og kvinde forskellige (som det er tydeligt), ikke til løsagtighed, men for at de skal holde sammen, være frugtbare, avle børn og ernære og opdrage dem til Guds ære. Derfor har Gud også rigt velsignet ægteskabet frem for alle stænder”.

Marie Høeg har besluttet sig at vie homoseksuelle. Hun overser blot, at det, det handler om, er meningen med ægteskabet, som Gud har givet os ved at skabe mennesket som mand og kvinde.

Det er netop, fordi dette af Ham givne fællesskab er så væsentligt, at Paulus løfter det op til at være et billede på forholdet mellem Kristus og hans menighed, hvorved han yderligere stempler ægteskabet som ansvar. Derfra kommer også forståelsen af ægteskabet (og derved af familien) som ”den lille kirke” eller ”den lille menighed”.

Marie Høgh og Ole Bach Piekut affærdiger den klassiske forståelse af ægteskabet som borgerlig moral eller moralisering. Det, der bliver affærdiget, er forståelsen af mennesket som skabning, som den, der ikke skaber sit liv efter forgodtbefindende, men modtager det.

Det bliver ikke bedre, når syndernes forladelse påkaldes som et fripas, der skal sikre, at mennesket må skalte og valte, som det vil.

Ja, vist er tilgivelsen Guds frie gave. Men det er alvor. At bede om tilgivelse er at angre – ikke i det abstrakte, ikke fordi man er synder i almindelighed på linje med enhver anden, men fordi man bærer sin egen synd. Alt, hvad man har begået i tanke, ord og gerning, og hvorved man har vendt sig bort fra Gud.

Uden anger – og det betyder bevidstheden om sin ulydighed – er der intet behov for tilgivelse. Det, man til syvende og sidst ønsker, er ikke syndernes forladelse, men det at blive bekræftet i sine lyster og luner, at få en forsikring om, at synden faktisk ikke findes.

Det er evigt sandt, at Jesus er vores tilgivelse. Det er sandt, at Han, som tog synden på sig, tilgav os. Han er den, der til den kvinde, ”som blev grebet i hor”, sagde: ”Jeg fordømmer dig heller ikke”, men han tilføjede det lille ”moraliserende” ord: ”synd fra nu af ikke mere!” (Joh. 8, 11).

Som sagt står det Marie Høgh frit ifølge de nugældende love at vie homoseksuelle. Ved at gøre det kalder hun sig for én, ”der tænker selv”. Men det eneste, hun gør, er at placere sig i den retning, vinden blæser.

Monica Papazu er mag.art. og medudgiver af Tidehverv.