Prøv avisen
Debat

Tidehvervs anliggende: At holde teologi og kirke fast på bekendelsen til og forkyndelsen af Kristus

”Tidehvervs anliggende er ikke politisk,” skriver Margrethe Horstmann. Billedet er fra sommermødet i 2008 – ligesom i år holdt på Rønshoved Højskole. – Foto: Lars Skaaning/ritzau

For igennem hele sin levetid har Tidehverv bestemt ikke været et blad for ordentlige mennesker

I DAG begynder Tidehverv sit årlige sommermøde. I det forgangne forår har der, som det måske er bekendt, blæst stride vinde om Tidehverv, foranlediget af sognepræst Marie Høghs positive tilgang til vielse af homoseksuelle og sognepræst Ole Bach Piekuts indlæg i Kristeligt Dagblad om Tidehverv.

At dette teologiske tidsskrift med tilhørende sommermøde gang på gang foranlediger, at de teologiske gemytter kommer i kog, må for en ydre betragtning forekomme ejendommeligt.

For igennem hele sin levetid (nu 91 år) har Tidehverv bestemt ikke været et blad for ordentlige mennesker. Heller ikke, selvom en del ordentlige mennesker vedkender sig ”det oprindelige Tidehvervs” opgør med kristendommen som en ædel følelse, og en dermed følgende ædel livsførelse. At Tidehverv i dag forbindes med Dansk Folkeparti, skyldes familierne Krarup og Langballe, af hvis midte der er tilgået Folketinget medlemmer, men Tidehvervs anliggende er ikke politisk.

TIDEHVERVS ANLIGGENDE er at holde teologi og kirke fast på bekendelsen til og forkyndelsen af Jesus Kristus. Heraf kan der ikke undgå at komme et opgør med den teologi, der vil gøre kirken til noget andet, end den er. Hvad enten dette andet er følelseskristendom (der har fået en renæssance med de mange gospelgudstjenester med videre), totalitære politiske bevægelser (der jo, fordi politik er alt, også bliver bestemmende for kirken), eller dialog med islam (som i ”vi er alle Abrahams børn”, eller simpelt knæfald). Såfremt det moderne har villet være det egentlige i kirken, så har Tidehverv udgjort en modernitetskritik.

Marie Høgh skriver i et af sine opgør med Tidehverv, at hun ikke vil spændes for Tidehvervs politiske vogn. Det udtryk er næppe tilfældigt, idet adskillige tidehvervsteologer har brugt det om kirken, der ikke skal spændes for samfundets eller en totalitær bevægelses politiske vogn. Så kan Tidehverv få dén. Vanskeligheden er blot, at Tidehverv ingen politisk vogn har, men blot har udtrykt, at ægteskabet ikke, som Høgh hævder, er en social konstruktion, men et forhold med rod i Guds skabelse. Ethvert menneske (siden Adam og Eva) er kommet til verden ved en mand og en kvinde, uanset fertilitetsteknik, og således har ægteskabet (eller parforholdet, selvom ægteskabet er et klarere ord) en særstatus. At mennesket så vil noget andet betyder ikke, at der er noget i vejen med ægteskabet, men at mennesket er en synder, der lever på den faldne jord og derfor har sand i øjnene.

MODERNITETSKRITIK? Ja, men ikke som nypuritanisme og halvkatolicitet, som Ole Bach Piekut hævder. Kun dåb og nadver er sakramenter, der sammen med ordet er til frelse. Ingen frelses ved at gifte sig. Men ægteskabet er en tale om, at Gud hersker også i dette timelige liv. Vi er ikke på vor egen bare mark, men på Herrens. Et menneske bliver til ved hjælp af en mand og en kvinde, og hele verden rundt har ægteskabet været rammen om familielivet i tusinder af år. Ofte i forvansket form, men vi er jo faldne mennesker og må leve det faldne menneskes liv.

Når Piekut og Høgh kalder det ”at tænke selvstændigt” at tilslutte sig den gængse, og siden 2012 lovfæstede, opfattelse af ægteskabet, må de nødvendigvis opfatte tidehvervsteologers tale om ægteskabet som modernitetskritik, selvom det ikke er ment sådan, fordi disse ikke er ude i et moralsk ærinde. Deres ærinde er at tale Roma midt imod, når Roma vil bestemme, hvad Gud velsigner.

Dette er ikke værdipolitik, og det er den såkaldte islamkritik heller ikke. Enhver gudstjeneste er islamkritik, fordi den kalder til omvendelse til Kristus. Det er Tidehvervs anliggende.

Margrethe Horstmann er cand.theol.