Luften er tung for tiden. Den uforløste sommer hænger stadig i krogene og vil ikke rigtig lade efteråret tage ved. Det værker. Forurettede kastanjer falder ned i stadig varme solstråler, græskar og vandmeloner bulner om kap hos grønthandleren. Røg og damp fra mine mange nikotinafhængige medborgere hænger længe i luften og besværliggør ture gennem byen. Folk går i bare ben forbi halloween-forberedte butiksruder. Jeg længes mod omslag, mod løvfald og pludselig frost.
Jeg læser Tove Janssons "Sent i november", læser om Mumrikken, der en morgen vågner i Mumidalen og fornemmer opbrud i luften, fornemmer, at alt med ét er forandret. Den, der skal af sted, har nu ingen tid at spilde. Sådan ved han pludselig og påbegynder sin vintervandring. Da han er i bevægelse, finder han ro og bliver som et træ med hvert eneste blad i hvile. Han går med bløde skridt i mild ophøjet ensomhed gennem den mørkegrønne skov.
Hvem der var den gode Mumrik. Men det er jeg ikke.
Ikke kun luften, men også jeg selv er tung. Svær, højgravid, barselsmoden. Fire uger fra fødsel. Nætterne er nu lange og ubekvemme. Tålmodigheden er som mit maveskind udstrakt til en tynd hinde. Jeg længes mod gennembrud, mod nedkomst og pludselig øjenkontakt. Jeg drømmer om at bære vægten af den lille fyr i min favn. Jeg glæder mig til barnevognsture, til pludren og indretning af børneværelse.
I Mumidalen, læser jeg, er det ikke kun Mumrikken, der er gået sin vej. Også Mumifamilien er taget på træk. De har efterladt Mumihuset tomt og åbent for nye beboere. Det står nu der og trænger til at huse nogen. Denne trang genfinder jeg i mit hjem. Skønt der i forvejen er masser af liv, står det nu først og fremmest og venter på sin nye indvåner.
Så tiden er lang. Og tiden er tung som luften og mig selv.
Mest fordi det forskningscenter, jeg står i spidsen for, endnu en gang er blevet gjort til forhandlingsstof i den proces, der skal føre frem til en ny finanslov. Det tynger en i forvejen bristefærdig kalender. Det er fjerde gang, siden Center for Grundtvigforskning kom til verden på politisk initiativ, at finansieringen bringes i tvivl. De fire gange er faldet i løbet af de seneste fem år. Nu er vi seks år før mål, som hele tiden har været sat til 2030. Det er "tungt at nemme", som Grundtvig selv ville sige det. Jeg tæller og peger på vores udgivelser, vores medieoptrædener, vores priser, mens jeg venter på økonomisk afklaring.
I ordet økonomi gemmer sig det græske oikos, som betyder hus, hjem. Jeg er indforstået med, at man som forskningsansat, særligt inden for humaniora, ikke har krav på statsligt husly. Jeg er helt på det rene med, at min fagstand i disse år er halv-husvild. Jeg har grundlæggende respekt for det politiske husråd.
Ikke desto mindre længes jeg mod kulturomslag, mod budgetforsegling og pludselig medvind.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, leder af Center for Grundtvigforskning Katrine Frøkjær Baunvig, rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard samt tidligere minister og medlem af Folketinget for Venstre Bertel Haarder.