"Kære Jesus:
Jeg skal til jobsamtale – skal jeg fortælle, at jeg er gravid?
Jeg føler mig ikke set og hørt af min partner – skal jeg forlade ham?
Min mor er på hospice. Vores forhold har ikke altid været lige godt, så hvordan skal jeg være der for hende i den sidste tid?".
Sådan lyder tre udvalgte dilemmaer, der er landet i mailindbakken jesus@dr.dk.
I det nye program "Hvad ville Jesus have sagt?" på P1 henvender en række danskere sig med forskellige penible livssituationer. De vil vejledes, og rådenes afsender skal være ingen ringere end Guds søn.
Da vært Iben Maria Zeuthen dårligt kan få Jesus i radiostudiet, inviterer hun hver søndag tre præster ind for at udlægge teksten og kvalificere, hvordan Kristus antageligt havde forholdt sig til de givne problemstillinger.
Jesus & Monopolet
"Hvad ville Jesus have sagt?" er blot et i rækken af brevkasseprogrammer, som danskerne i dag kan tilgå på de mange forskellige digitale platforme.
Genremastodonten er "Mads & Monopolet", der i 20 år har samlet paneler af kendte danskere til at løse små og store udfordringer i almindelige menneskers hverdag – de seneste to år med vært Sara Bro ved roret.
Selvom konceptet ikke er nyt, så synes tiden på ingen måde at være løbet fra brevkasseformatet.
Ifølge Bent Meier Sørensen, professor i filosofi og ledelse ved Copenhagen Business School, er behovet for hjælp til at klare sig selv tiltagende i "en individualiseret, psykologiseret og terapeutisk samtid", som kristendommen, en anelse misforstået ifølge professoren, tilpasses.
"Jesus ville ikke råde dig til at trække vejret dybere eller tage livet i egen hånd, selvom det måske er udmærkede råd. Han vil snarere fordre, at man opgiver forestillingen om, at man kan tage livet i egen hånd. Man skal ikke henvende sig til sig selv. Kristendommen kan hjælpe dig til at sætte dig selv i parentes. Den giver mulighed for, at man i stedet underkaster sig fællesskabet, frem for alt den kristne kirkes fællesskab, men også de lokale fællesskaber som familien og vores fælles samfundsinstitutioner," siger Bent Meier Sørensen.
Han kalder det nye trosprogram på P1 for en sjov blanding af selvhjælpsfilosofi, dansk ironi og en "what would Jesus do?"-logik, som findes blandt amerikanske, ofte konservative evangeliske kristne, hvor Bibelen bruges som en slags opslagsbog til konkrete handlinger.
Fromhed og livsvejledning på mode
Den engelske devise "what would Jesus do?" (hvad ville Jesus gøre?) opstod med frikirkepræsten Charles Sheldons værk "I Hans fodspor – hvad ville Jesus gøre?" fra 1896.
I 1990'erne udbredtes parolen i både katolske og protestantiske miljøer, specielt blandt unge, der blandt andet bar armbånd og T-shirts med en forkortelse af mottoet, WWJD, til påmindelse om at have Jesus med i alskens overvejelser og gerninger.
Også Niels Henrik Gregersen nævner det engelske udtryk i forbindelse med det nye brevkasseprogram på P1. Han er professor i samtidsteologi på Københavns Universitet og mener, at programmet netop udmærker sig ved at spørge, hvad Jesus ville have sagt, og ikke hvad han ville have gjort.
Det skyldes ifølge professoren, at Jesus var uoverkommelig i sine krav, og at han dermed fungerer bedre som inspiration end en decideret rollemodel. Han kalder samtidig konceptet interessant og "en genklang i tiden", når det kommer til, hvordan mange danskere i dag forholder sig til tro.
"Hvor man førhen spurgte, hvad nogens livssyn, teologi og principielle refleksioner var, er vi nu i en tid, hvor man spørger om livsvejledning og mening. Fromheden er så at sige kommet på mode igen, fordi vi ikke længere tror på autoriteterne. Tidehverv troede på autoriteter som Luther og Dostojevskij – autoriteter, hvis tanker man forholdt sig til. Vi er i den levede og ikke den tænkte kristendom i dag. Vi taler om tro og praktisk livsførelse, ikke om teologi," siger Niels Henrik Gregersen.
Bevægelsen og tidsskriftet Tidehverv blev i 1920'erne skabt som et antimoralistisk opgør med netop kirkelig fromhed. Her var fokus på det evangelisk-lutherske, at man skulle elske sin næste, og at man intet selv kan gøre for at blive fri af sin synd.
Ifølge Niels Henrik Gregersen har "tidehvervsteologien haft sin tid", hvorfor efterspørgslen efter en mere handlingsorienteret kristendommen stiger. "Tiden kalder på brevkasser," vurderer han, men "brevkassementaliteten" skal også udfordres.
"Det fungerer ikke sådan, at man med et godt og brugbart svar får sit på det tørre. Man har aldrig noget på det tørre ifølge Jesus. Han aede ikke mennesker med hårene og forklarede sjældent, hvordan man skal arrangere sig i tilværelsen. På den måde kan Jesus ikke instrumentaliseres," siger Niels Henrik Gregersen og fremhæver en bid fra "Hvad ville Jesus have sagt?":
"Til et spørgsmål om arv svarer en af præsterne: 'Jeg tror, at Jesus ville sige, du er en fedterøv.' Det mener jeg var et rigtig godt svar. Det handler ikke om, hvad man skal gøre, men snarere hvem man er. Der findes bestemt saglige hverdagsdilemmaer, men jeg tror ikke, Jesus ville forholde sig så meget til dem. Han ville svare: 'Hvem er egentlig du, lille du – hvor er du henne, når du stiller det spørgsmål?'."
Selvhjælp tilgiver næppe
I radioprogrammet er præsternes svar til de indsendte dilemmaer da også adskillige gange, at Jesus sandsynligvis ikke ville have sagt noget, hvorfor panelet i stedet rådgiver ud fra teologiske, filosofiske, etiske og personlige overvejelser.
At Jesus ikke udbasunerede særligt mange handlingsanvisninger, hæfter Bent Meier Sørensen sig også ved. Han mener, at en del af interessen for brevkasser og selvhjælp bunder i, at vi i dag har svært ved at acceptere den synd, som er forbundet med at være menneske.
"Megen terapi og selvhjælp handler om at behandle skylden. Men vi er alle skyldige. Det er syndens realitet, og det kan man ikke terapeutisere væk. Kristendommen siger på sin vis, at den skyld er opbyggelig. Jesus vil ikke behandle dig, han vil tilgive dig. Du kan ikke tilgive dig selv, uanset om du udstyrer dig selv med en terapeut til 1000 kroner i timen. Det er godt, for vi skal føle skyldens fulde eksistentielle tyngde, hvis teologiske svar så er tilgivelsen i kirken og i det kristne fællesskab," siger Bent Meier Sørensen.
Professoren pointerer dog, at den stigende individualisering også så småt får modspil. Blandt andet fremhæver han, at folkekirken "uprovokeret" er nævnt i det nye regeringsgrundlag, ligesom den anerkendte psykolog og professor Svend Brinkmann på sin vis har taget et opgør med både individualiseringen og selvhjælpsindustrien.
"Jeg tror, vi lige nu er i et spændingsfelt mellem på den ene side en øget individualisering, psykologisering og belastning ikke mindst af de unge, men også på den anden side en genkomst af de store institutioner. Kirken, skolerne, forsvaret og retssamfundet synes langsomt at vende tilbage til en fornyet værdighed. Jeg tror, det vil være sundt, hvis der dermed kom færre individuelle og flere kollektive svar på problemerne. Vi skal ind i en stærkere og ældre historie end historien om os selv," siger Bent Meier Sørensen.