Tidens fornyede lutherkritik er i Grundtvigs ånd. Men ja, tag ikke synden fra Grundtvig

Marie Høgh har ret i, at synden for Grundtvig havde samme realitet som for Luther. Men den havde langt fra samme betydning i forhold til frelse eller fortabelse

Kristeligt Dagblad bragte i lørdags en klumme af sognepræst Marie Høgh, som Ole Vind, dr.phil. og underviser på Grundtvigs Højskole, her svarer på.
Kristeligt Dagblad bragte i lørdags en klumme af sognepræst Marie Høgh, som Ole Vind, dr.phil. og underviser på Grundtvigs Højskole, her svarer på. Illustration: Søren Mosdal.

Sognepræst Marie Høgh advarer i Kristeligt Dagblad den 23. juli mod at ”tage synden fra Grundtvig”. Hun henviser til tidens lutherkritiske røster, der angiveligt med støtte hos Grundtvig nedtoner syndens betydning og ser frem til tidens ende med frelse for alle – døbte såvel som udøbte – i modstrid med Luthers lære.

Marie Høgh har ret i, at synden for Grundtvig havde samme realitet som for Luther. Men den havde langt fra samme betydning i forhold til frelse eller fortabelse. Også til Grundtvigs teologi hørte forkyndelsen af Dommedag og fortabelsens realitet – men "fortabelsens æt" betød ikke de udøbte.

I Grundtvigs syn rummer alle mennesker – trods syndefaldet – en rest af gudbilledligheden fra skabelsens dage, nemlig sproget, talen, det levende ord hvorigennem åndens kraft forplanter sig gennem tiden. Det er gennem ordet og ånden, at menneskeheden trods synden udvikler sig historisk til stadig større oplysning og indsigt – også i kristendommens væsen. Langt ud over, hvad Luther kunne se. Og i modsætning til Kierkegaards ahistoriske kristendom.

Grundtvig satte de hedenske nordboer højt, fordi de havde en åndelig livsanskuelse som et levn fra skabelsens morgen. Ligesom han satte jøderne højt af samme grund. Og ved Dommedag vil disse ligesom andre udøbte og ”naturalister med ånd” indgå i Guds evige rige. Til fortabelsens æt hører kun de, der udtrykkeligt har fornægtet menneskets åndelige væsen, ”som trodser med ordet mod ånden”.

Grundtvig fandt, at den katolske skærsildslære ikke i sig selv var ukristelig – bortset fra det ukristelige i afladstanken – idet den for så vidt kun udtrykte den sandt evangeliske tanke om ”Guds miskundhed og hans langmodighed, der når til den yderste dag”.

Dette syn er jo lige så uluthersk som Grundtvigs tro på det jordiske fremskridt mod et gyldenår på jorden før Dommedag – i pagt med oplysningstidens lyse optimisme og fremskridtstro. Gud bruger såvel døbte som udøbte syndere til at virkeliggøre sine planer for fortsatte jordiske fremskridt i kristelig ånd!

Grundtvig lagde også afstand til et hovedpunkt hos Luther, "sola scriptura", kun Bibelen som kristendommens fundament. Hermed udskiftede Luther blot kirkens autoritet med Bibelens – og dermed i praksis med teologernes og de skriftlærdes nye pavedømme.

Grundtvig søgte et dybere fundament for kristendommen bag om både oldkirken og Det Nye Testamente – hos de første disciple, der havde bekendt Jesus som deres herre. Med en mundtlig trosbekendelse, der siden var forplantet i levende ord i menigheden til vore dage. Det blev grundtvigianernes løsen - kirken bygget af ’levende stene’: menighederne med trosbekendelsen i Grundtvigs ånd, lovsangen i Luthers ånd og teologerne på sidelinjen.

Grundtvigs syn blev aldrig taget alvorligt af universitetets teologer. Til gengæld gav hans syner i sange og salmer nyt liv i menigheder landet over – men kun for en tid. Med Indre Missions ægtefødte barn, Tidehverv, og Søren Kierkegaards stigende stjerne hos teologerne, blev Grundtvigs syner til harmløs søndagspoesi. 

Kort efter Kierkegaards død i 1855 skrev Grundtvig, at hans syn på kristendommen var antikristeligt og betød en "synd til døden", som var utilgivelig. Tidens fornyede lutherkritik er i Grundtvigs ånd. Men ja, tag ikke synden fra Grundtvig.

Ole Vind er dr.phil. og underviser på Grundtvigs Højskole.